Læsetid: 5 min.

Asfaltblomster

13. juni 2000

Brasilianske Drummond de Andrade har storbyens asfalt som fundament og verdensarenaens turbulens som brændstof for sine digte

Ny bog
Ikke siden jeg var barn, har jeg hørt om nogen ved navn Drummond, men dengang var der en, og han hed Bulldog til fornavn og var helt i en serie og kørte meget hurtige sportsvogne eller sad i et åbent cockpit i en todækker og skød med maskingevær. Men nu har Peter Poulsen trukket en anden frem i lyset, nemlig den brasilianske digter Carlos Drummond de Andrade (1902 til '87) og det er en helt anden historie. For de fleste vil han nok være et eksotisk klingende navn i et bind om verdenslitteraturen, men nu kan han beses næsten fuldt udfoldet i Borgens fortjenstfulde række af digtbøger, som man har kaldt "Verdenslyrik fra det 20. århundrede".
I sit forord fortæller Peter Poulsen om Andrades liv og om hans forskellige bøger, hvoraf en (fra 1940) har leveret titel til den foreliggende antologi, som hedder "Verdensfornemmelse". Det er udmærket valg, for Drummond de Andrade er en kosmopolitisk modernist, der har vanskeligt ved at ryste barndomsjordens støv af fødderne, men alligevel hele tiden stræber efter at trænge ind i den store verden, hvis problemer han tager på sig i sine vers - modvilligt, melankolsk, men dog engageret.

Elektrisk Weltschmerz
Langsomt bevæger den håbefulde digter sig fra provinsen mod tingenes centrum i Rio de Janeiro, og på samme måde, som han selv flytter sig, udvikles hans poesi fra det, han selv opfatter som gauche, i retning af det sofistikerede med storbyens asfalt som fundament og verdensarenaens turbulens som brændstof. Men det skæve, kantede, utilpassede (gauche) er samtidig en uafviselig arv, som det hedder allerede i de tidlige linjer fra 1930:
Da jeg fødtes, sagde en engel
af den forkrampede, lyssky
art:
af sted, Carlos! Vær gauche i livet.
Denne fornemmelse af utilpassethed er som bekendt et alment vilkår for de fleste poeter, der ikke nødvendigvis skriver, fordi de har det godt, men måske i et fromt håb om at få det bedre. Modernistens elektriske Weltschmerz er da også klart genkendelig hos Andrade. Han føler sig på en og samme tid anfægtet og udfordret, nedslået og oplivet og ligner dermed Niels Ferlin og Benny Andersen, som Peter Poulsen sammenligner ham med - mest for at beskrive digterens rolle i den brasilianske samtid, men samtidig leverer han også en metodisk beskrivelse af både indhold og form. Der er mange anråbelser i teksterne, mange (ironiske) opfordringer til bestemt ikke at gøre sådan og sådan, hvorefter digteren netop gør, hvad han ikke må. Gennem negationen sprænges vejen ind til det positive i en særlig på trods-bevægelse.

Åndelig dobbeltgænger
Man ved, at det går ad helvede til, men ved at gøre fanden til fætter kan man også demonstrere om ikke sin accept så sin indforståethed med die Verhältnisse og dermed vores fælles vilkår. Storbyen er ikke køn, men den har sin skønhed, sin på-trods-skønhed:
Jeg sætter mig ned på asfalten her i landets hovedstad
klokken fem om eftermiddagen
og lader langsomt hånden glide hen over
denne ubeskyttede skabning.
Et massivt skydække viser sig
over bjergene.
Små hvide prikker bevæger sig
som høner
i panik ude på havet.
Den er grim. Men den er en
blomst.
Den har gennembrudt
asfalten, leden
afskyen og hadet.
Jeg tror ikke det udelukkende skyldes distraktion, at jeg undervejs ramler ind i en fejllæsning, når jeg oplever, at der i titlen til et digt står:
"På sporet efter Peter
Poulsen" og ikke "På Sporet efter Poesien".
Oversætteren er nemlig i den grad til stede i hvert eneste tekst, ja i en sådan grad, at men af og til kan forestille sig, at det er ham selv der har skrevet dem! Det er ment som en kompliment, for i poesi-oversættelser gælder det om ikke blot at finde a kindred spirit, men ligefrem en slags åndelig dobbeltgænger. Peter Poulsen har til sin egen hæder og vores glæde været den portugisiske digter Pessoas genfærd, og når han nu trækker Drummond de Andrade ind i synsfeltet med effekt, er det fordi den sidstnævntes sprøde, lette, sørgmodige parlando minder slående om den danske digters og egentlig sætter ham nærmere Poulsen end Andersen, fordi smerten hele tiden er så nærværende:

Træng stumt ind i ordenes
kongedømme.
Dér findes de digte, som venter
på at blive skrevet.
De er ude af stand til at røre
sig, men der er ingen panik,
der er ro og kølighed på deres
intakte overflade.
Dér er de, ene og tavse, på
ordbogsstadiet.
Vær sammen med dine digte,
inden du skriver dem.
Vær tålmodig hvis de er
dunkle.
Rolig, hvis de provokerer dig.

Vent på at de realiserer sig
hver især
og træder i skikkelse
med deres ordkraft
og stilhedskraft.
Du skal ikke tvinge digtet ud af
dets limbo.
Du skal ikke samle det op, hvis
du har tabt det på gulvet.
Du skal ikke smigre digtet.
Acceptér det
som det selv skal acceptere sin
definitive form
i rummet.

Den Poulsenske tone
Lyder det som en kompendium af alt, hvad Paul la Cour, Ole Sarvig, Søren Ulrik Thomsen og Pia Tafdrup har skrevet i deres forskellige poetikker, er det ikke så sært. Her er nærmest tale om en slags aristokratmodernismens katekismus. Men ville nogen af dem - måske bortset fra SUT - havde fundet på ligefrem at tabe et digt på gulvet som Andrade? Det tror jeg ikke, det gør man ikke i poesikirkens helligste haller. Digtet er i øvrigt fra 1945 og står i samlingen A rosa de povo (Folkets rose).
Med mit beskedne kendskab til portugisisk, kan jeg ikke sige, om oversætteren rammer teksterne på et hår, men jeg synes det er en fin frihed, P.P. tager sig, når han oversætter "estou no cinema" med "jeg er i biffen" ("Forklaring") for det falder ind i digtets ambiance og styrker tonen (og er meget poulsensk!)
Et par grimme trykfejl
(s. 99) får det til at skurre i det poetiske tandsæt, og så synes jeg ikke, man kan kalde poesiseriens omslag ligefrem publikumsleflende. Er det virkelig nødvendigt selv i sparetider at føre sig så armodigt frem, når det gælder at viderebringe den spraglede og sprællevende klassiske verdenspoesi grafisk til danske læsere?

*Carlos Drummond de Andrade: Verdensfornemmelse. Oversat og udvalgt af Peter Poulsen, 174 s., 99 kr. Borgens Verdenslyrik

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her