Læsetid: 2 min.

Asylansøgerbørn kan klage

28. juni 2000

Børn, som søger asyl, får mulighed for at klage over Udlændingestyrelsens modenhedsvurdering. Svært at bruge i praksis, siger advokat

Børn, der søger asyl i Danmark, får nu mulighed for at klage, hvis Udlændingestyrelsen vurderer, at de er modne nok til at få deres asylsag behandlet, og at de ikke uden videre kan få en opholdstilladelse i Danmark.
Det er resultatet af en mere end 14 måneder lang undersøgelse, som Folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, har gennemført. Han tog initiativ til undersøgelsen, efter at Information i en række artikler havde beskæftiget sig med de uledsagede børneasylansøgeres retssikkerhed.
Når et barn søger asyl i Danmark, skal Udlændingestyrelsen vurdere, om barnet er modent nok til at gennemgå en normal asylsagsbehandling - med risiko for at få afslag på asylansøgningen.

Modenhedsvurdering
Børn under 12 år vurderes normalt som for umodne og får derfor en opholdstilladelse af "særlige grunde". Unge på 15 og derover er som udgangspunkt voksne nok til at blive behandlet som asylansøgere, mens Udlændingestyrelsen i hvert enkelt tilfælde skal foretage en "modenhedsvurdering" af børn mellem 12 og 15. Det er denne vurdering, som er en "afgørelse i forvaltningslovens forstand," fremgår det af korrespondancen mellem ombudsmanden og Indenrigsministeriet.
Det indebærer, at de unge mennesker får mulighed for at klage over en modenhedsvurdering.
Efter afslutningen af ombudsmandens undersøgelse er fem sager, hvor unge tamiler ønsker at klage over, at de ikke har fået opholdstilladelse af særlige grunde, sendt til Indenrigsministeriet.
Advokaten for de fem unge tamiler, Jens Bruhn-Petersen, forudser dog, at det i praksis bliver svært at bruge klageadgangen til noget.
Nogle af hans klienter var 13 år ved ankomsten til Danmark og efter hans opfattelse for umodne til at indgå i en asylsagsbehandling. Nu er der gået et par år, og de er 15-16 år - og ikke så umodne, som de var ved ankomsten.
"Det er afgørende, at også klageinstansens vurdering foretages kort efter indrejsen," siger Jens Bruhn-Petersen.
Advokaten påpeger også, at det er uklart, hvem der skal sørge for at klage over en modenhedsvurdering, som foretages på et tidspunkt i processen, hvor børnene er ganske unge og hverken har værge eller advokat.
Ombudsmandens undersøgelse får næppe de store konsekvenser for fremtidens uledsagede børn, der søger asyl. Inden længe ventes indenrigsminister Karen Jespersen (S) at indføre helt nye regler, som indebærer, at alle børn - uanset alder - får deres asylsag behandlet. Og at yngre børn end i dag vil få afslag på opholdstilladelse og blive sendt ud af landet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her