Repeatles giver Rubber Band kamp til stregen, når det gælder 'ægte' Beatles-kopi
Retrobal
Tidslommen lagde sig stor og tung over Mantziusgården i Birkerød den aften. Og hvor var det skønt.
"Skulle der ikke være opvarmningsband?"
"Der er sgu' da varmt nok i forvejen, hah hah!"
Klokken nærmede sig de 21.00, og der var varmt. Men derfor var joken åndssvag alligevel, syntes den ene af de to socialpædagoger.
"Jamen, der står her på billetten: Abbey Road, og så Repeatles."
Det havde hun fuldstændig ret i, det stod der, men det var altså ikke det, de mente.
Fra Den Store Danske Encyklopædi:
Om Birkerød står skrevet: "Der er bevaret tre langdysser, 16 gravhøje samt tre sten med skåltegn. Næsten alle fortidsminderne ligger i Folehaven eller i Rude Skov".
(Birkerød lægger også dyre grunde til Svaneparken, IBM og Kildeskattedirektoratet.)
Om Liverpool står der: "Liverpool har Englands største anglikanske domkirke (påbegyndt 1904 i nygotisk stil, fuldendt 1978.") (Man har taget sig god tid, men The Beatles var jo også nogle dovvne hunde, red.)
'Syvmandskvartet'
De er Repeatles, kopi-band fra Birkerød, gik tidligere under navnet Johnny & The Moondogs, og nok de eneste der kan byde Rubber Band kamp til stregen, når det gælder 'ægte' Beatles-kopi. Og hvor Rubber Band går så vidt som til at rette de fejl, Beatles har lavet på deres indspilninger, går Repeatles anderledes frisk til sagen.
"Med syv mand er vi jo en ret stor kvartet, men du kan altså ikke både lave håndklap og spille guitar samtidig," som en af dem sagde inden andendags opførelsen af Abbey Road.
Repeatles har specialiseret sig i en tre-sæts cocktail: Affyringen af et helt Beatles-værk, efterfulgt af to sæt dansemusik.
Projektet har de kørt siden 1995, og de er altså nu nået til Abbey Road, klassikeren fra september 1969, og måske deres mest komplette værk. (Jeg ved godt, at de også har lavet et album, der hedder Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band. Og hva' så?!)
"Svælgkatar og betændelse i mandlerne". Sådan lød den diagnose, der forhindrede Ringo Starr i at tage til København og spille for danskerne den 4. juni 1965. Det holdt ikke nogen tilbage. Kenneth Brögger var der - til begge koncerter.
"Vi havde jo luret, at der ikke blev givet ekstranumre. Så efter den anden koncert skyndte vi os ind til luksushotellet, mens de andre trofast sad og klappede, heh heh. Og der kom de så, i limousinen. Jeg klappede John Lennon på skulderen, og sagde 'Great, John.'"
Kenneth så ikke noget til Jimmie Nicol, erstatningstrommeslageren. Vi blev enige om, at han nok var blevet kørt til toget og sendt direkte hjem igen.
Kenneth er ikke hr. hvem-som-helst, han spiller guitar i Repeatles, og bygger ellers samme instrument som en levevej. Man tager - udover guitarbyggeren, en kulturcenterleder, en headhunter, en psykolog, en biolog, en musikskoleleder og en ingeniør (plus en ekstra keyboardmand til første akt). Aldersmæssigt mellem 30 og 51 år. Det er en farlig blanding.
"Vi har jo et uudtømmeligt tour-repertoire her," som kapelmesteren sagde.
Vi er alle eksperter
Et meget taknemmeligt et, jovist, men også farligt, vi er alle Beatles-eksperter for Vorherre. Det er lidt ligesom fodbold.
Og hvis de kaster sig ud i Beatles-materiale, og vi ikke synes det er godt, hvis vi føler de ikke lever op til forlægget, er det virkelig dårligt.
Om selve koncertfremførelsen af Abbey Road er der ikke så meget at fortælle. Midt på side to, omkring "Polythene Pam" begyndte det at hænge sammen som det skulle, men bordfællerne, Gitte (Birkerød), Lydia (Gråsten) og Inga (Middelfart), blev lidt rastløse, og diskuterede i detaljer, hvor smertefuldt det havde været, da Bosses Bodega i Birkerød for et stykke tid siden lukkede, og blev lavet om til - nå ja, Kinagrill! Samtidig blev der også sat spørgsmålstegn ved om nu alle medlemmerne i Repeatles virkelig var fra Birkerød. Gitte mente, der var en enkelt overløber fra Farum på scenen.
Så var der pause.
Jeg var af talrige lokalpatrioter og Repeatles-kultmedlemmer blevet mildt sagt kraftigt opfordret til at blive, når der blev spillet op til dans. Og hvem er jeg, der sidder lokal-røddernes ord overhørig? Det er jeg glad for - nu, hvor jeg er kommet til kræfter igen.
Det blev slemt, med et rend mellem bordet, fadølsbaren og dansegulvet. Én kunne stadig de fleste af teksterne udenad, og dansetrinene måtte følge med så godt de kunne. Det lange hår fra dengang er ikke længere, men head-bang'e kan man jo altid. Midt i det hele kom den kødelige visualisering af slut-60'erne hen til bordet: Petit, langhåret, denimdækket, stor mund, smilende øjne. Om han ville danse?
Referenten smed nonchalant sin endnu brændende cigaret i askebægeret, rejste sig op, efterlod brillerne i sikre hænder, og besteg dansegulvet. Anja, hun hed Anja, kastede sig ud i "Lady Madonna" - og hun havde bare fødder! Lissom dengang.
Noterne slutter her, Der står noget med 'lala how the life goes on', 'Beatles tilbage til folket', '22.58 - det koger!' "Back In The USSR".
