Læsetid: 4 min.

Bilens og broens tid

17. juni 2000

STIKORD

JEG VED DET, jeg véd det. Det er ikke til gavn for klimaet, vejrtrækningen, økonomien og meget mere, at vi kører rundt i biler og forurener tilværelsen. Men selv er jeg ikke meget for at droppe bilferien og skille mig af med Volvoen. Derimod så jeg gerne, at andre var noget mere moderate i brugen, så jeg kunne komme uhindret frem. Især glæder jeg mig slet ikke til, at Øresundsbroen åbner og alle de svenske Volvoejere blander sig i Københavns byliv. Forsynet med en veludviklet trafikal dobbeltmoral har jeg derimod intet imod at komme hurtigt til Sverige, selv om jeg egentlig er bromodstander og skeptisk ved den nyvakte nationalisme på begge sider af det udmærkede Øresund.
"Vor Tids Mennesker jager sig fordærvet, er der dem der synes!" skrev Johannes V. Jensen. "Ingenting giver de sig Tid til."
Han var selv ikke så lidt imponeret af, at han med venner på bare en uge, fra torsdag til torsdag, ordnede vejen til Hardanger og tilbage igen i bil. Fra København gennem Skaane og Halland til grænsebyen Halden. Dér kørte de bilen ud på en færge til Horten, kørte videre gennem Numedalen til Hardanger og Vik - derfra hans betagende digt om Kirken i Hardanger, Eidfjord kirke - langs fjorden til Odda, over Haukelifjeldene til Telemarkens Åmot og endelig til Larvik med færge til Frederikshavn.
De nåede færgen.

INGEN BROER, men de havde et hurtigt køretøj, som han entusiastisk priser: vognen var som skabt til de bratte serpentiner i højfjeldet, på andet gear efter svingene. Vejene er blevet til af bilerne, og bilerne af dem! siger han. Det står at læse i hans rejsebog Nordvejen. Indtryk af norsk natur (1939).
Folk tror måske, at man ikke giver sig tid med den fart. "Er Forholdene ikke tværtimod det at man vinder Tid og kan naa Alverden, med de moderne hurtige Befordringsmidler? Vore Bedsteforældre drev det til een Skovtur om Aaret. De brugte Maaneder om en Rejse, som nu tager Dage eller Timer; det var dem der sad med et Deficit af Tid. Der gives sikkert Folk som ingenting ser paa en Biltur; ville de se noget heller tilfods?"
Det er et besnærende ræsonnement. Ganske vist flintrer man forbi en nikkende valmue og lignende intimiteter, og nok er man bag rattet optaget af de andre motorføreres adfærd, men blikket skærpes i nye og overraskende omgivelser, og erfaringen siger desuden, at man med de mange rejsesteder i hovedet lærer at se det sædvanlige i dets fornyede originalitet. Odsherreds blide bakker tager sig anderledes særpræget ud efter suset over Sognefjeld, ligesom Rørvig-Hundestedfærgen kløver det goplefyldte farvand særlig energisk, når Storebælt nu er overstået i et glidende øjeblik. Fart giver tid og nye valg.

MED ÅRENE SKAL MAN endda skynde sig, eftersom tiden går i en hastigere takt, så man snarere burde vænne sig til langsomheden, rekommanderet af Milan Kundera i hans lille roman af det navn - og såmænd også anbefalet af Johannes V. Jensen selv i Om begrebet Tid nogle år senere, 1944, hvor han reflekterede over tre kategorier af tid, universaltid, terrestrisk tid og biologisk eller vital tid. Og de ligner slet ikke hinanden.

Denne myte, eller hvad vi nu skal kalde det stykke, står at læse i Niels Birger Wambergs nye store samling af digterens kortprosa, Nordisk Foraar, myter og andet lignende, beskrevet i forordet af denne stadigt inspirerede og inspirerende litterære vingårdsmester, der for et par år siden også samlede Johannes V. Jensens erindringsmyter, Himmerlandsk Musik, og nu allersenest udgiver den netop ét hundred år gamle Kongens Fald, som vi i lighed med de fleste romanlæsere må anse for genrens måske bedste danske sprogprodukt. Derfor er den også forsynet med en såre smukt skrevet og alvidende efterskrift.
Til en af det statelige værks mange illustrationer - af Holbein d.y. og Dürer - læser jeg atter det uhyrlige kapitel om Kong Christierns sejlads en hel nat igennem på Lillebælt uden mental evne til brobygning. Der gives folk, som ingenting ser på en sejltur.
Jeg opsøger romanens opfattelse af tid, kapitlet "Tiden", som indledes: "Og Tiden den gik. Tiden tog Overhaand. Dagene greb om sig, og Aarene udbredte sig som et smitsomt Onde, der er hinsides menneskelig Magt."
Det er just ikke til at blive munter af, hvis det ikke var for mismodets æstetiske lyst, der får en til at ofre timer af den terrestiske tid, den, der kan aflæses på ure, på kalenderens blade, men forvandler sig til personlig udvidet tid.

JOHANNES V. JENSEN er smitsom ligesom årenes
hast, ikke just som et onde. Skulle man vælge Nordvejen i år? Benytte sig af sejladsen til Sverige før broens nye, salige sus, køre videre opad mod Halden, Numedal, Hardanger og al det meget mere, man kan nå med en knap tres år yngre bil på en uge eller to?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu