Læsetid: 4 min.

Den blege himmel lukker sig for Stig Dalager

15. juni 2000

Stig Dalagers nye digtsamling er bleg stemningslyrik

Digte
Himlen åbner sig har Stig Dalager kaldt sin nye digtsamling. Og så har himlen allerede lukket sig, i hvert fald for denne læser, der har svært ved at få øje på de poetiske perspektiver i en sådan titel.
Lige så ildevarslende er det digt, der har affødt titlen, og som gengives på bogens bagklap: "Frysende tragt/ åbner sig/ som valmuen på/ augustmark/ fluen, forvildet/ fra søvn til/ flugt mod/ vinduets isblå/ åbner sine/ vinger/ døren ind til/ gangen, til/ ansigterne og/ stemmerne/ åbner sig/ som piletræet/ der pludselig/ svajer og hænder/ om stammen/ åbner sig/ og nattankerne/ åbner sig/ og den hårde/ appelsin på køkkenbordet/ åbner sig/ og lyset gennem køkkenvinduet/ åbner for blå farver/ og dit ansigts konnotationer/ og rynkerne og øjets svimlende/ dyb/ fordyber og åbner dig/ himlen er i øjet/ øjet i himlen/ og også himlen/ åbner sig/ som den hårde violette drue".
Så er der lukket. For "dit ansigts konnotationer" sætter virkelig poesien på porten, og ordet "dyb" bliver ikke mere dybt af at stå i et vers for sig selv. I sin messende rytme ligner digtet en parodi på 80'er-lyrik, og i sine billeder en bleg skygge af tidlig modernisme.
Og sådan er det desværre hele vejen igennem. Samlingen er et strejftog i et digterjegs univers, som geografisk kan lokaliseres til Brønshøj, og mentalt til en lettere melankolsk verdensiagttagelse. Genren er stemningsbilleder: børnene, kassedamen, Utterslev mose, den elskedes nakke, sommernætterne og solsortene, Hjem-IS-bilen på Håbets Allé. Og så en solidarisk tanke til de nødstedte: drengen i Kosovo, manden på bænken. Underlægningsmusikken leveres af Charlie Parker, hvis navn dukker op i digtene med jævne mellemrum.

Strittende fremmedord
For at det ikke skal være løgn er en stribe af digtene tilegnet store poeter, bl.a. Ekelöf, Celan og Hölderlin.
Sådan kan man selvfølgelig også forsøge at bringe sin digtning i dialog med verdenslitteraturen.
Men dialogen bliver til citatstumper iblandet egne indfald, og jeg kan ikke lade være med at opleve det som en form for vanhelligelse, når f.eks. Hölderlins Hälfte des Lebens gennemhakkes på følgende vis: "Et udvisket fødselsår, skridtene og det/ hvidglødende i blade. Vindfløjene klirrer/ i blæsten, koffeinen raser i hånden. Hvorfra/ tager jeg jordens skygger? Solskinnet?/ Murene er kølige, fraktalløse."
"Fraktalløs"... Det er et af de fremmedord, der står og stritter underligt umotiveret i samling, beslægtet med "dine øjnes konnotationer". Andre eksempler er "submental", "konfigurerer", "diffundere", "penetrerer", for slet ikke at tale om "en solitær mor" eller "personlighedskontinuiteten".
Med mindre sådanne fremmedord udnyttes æstetisk (det være sig klangligt, metrisk eller fremmedgørende), virker de påklistrede. Bedre bliver det ikke, når fremmedordene staves forkert: "oiscilleren" og "distination".

Påkaldelse af fraværet
Digtet til Ekelöf begynder sådan her: "mellem linjerne/ lytte til tomheden/ søge det meningsløse/ i fluen på papiret/ eller omvendt:/ kammeratskabet med en Gud".
Det bliver til en parodi på modernistisk fraværs-poesi, når fraværet ikke bare er noget, der kredses om, men noget der hele tiden skal benævnes: "tomheden", "det meningsløse". Det myldrer med sådanne påkaldelser af fraværet i samlingen: "vakuum", "fravær", "ingensteder", "ingenting", "fortabelse", "fjerne", "fraværets drøm", "hjemløse".
Bedre bliver det i Ekelöfdigtets tredje strofe: "Jeg skriver ned: To gafler, et askebæger/ og mange andre ting/ der kom i vejen for/ hænderne".
Med denne banale tingslighed sendes en hilsen til Ekelöfs "smörgås, plunta och pipa" fra digtet "Eufori". Og dermed også til en anden side af modernismen; den der borer sig ind i tingenes påtrængende stoflighed frem for at kredse om fraværet.
Kammerat med Gud, okay. Men man kan altså ikke gentage Ekelöf, og slet ikke anno 2000, hvor Dalagers digte bliver bleg klichémodernisme, som højst udmærker sig ved at være et eksempel på den tomhed de ikke er blege for at benævne. Også når de, som i det titelgivende digt, forsøger at fremskrive et epifanisk nærvær.

Luftigt
Enkelte steder slår en god metafor igennem den blege stemningslyrik; i første digt ønsker jeg'et "at glemselen/ er en skåret kop, man finder i kælderskaktens/ koldeste og for altid utilgængelige rum."
Her bliver metaforen et spejlkabinet, som anbringer selve glemslen i pulterkammeret, og det er der perspektiver i.
Der er også plastisk metaforkraft i beskrivelsen af den nyfødte: "Jeg husker ansigtet/ som en udskæring/ i kødets træ/ en sovende ældet/ indianer sat til/ erindring og/ pludselig/ vågnet med et / skrig i mine/ hænder."
Og når der spørges, om sommerdagene kommer flydende "som vand i en hvid mølle/ på nætternes blå skråning?" synes jeg også, det lykkes digteren at fremmane et mælkeblåt nordisk sommerlys, omend netop den mælkeblå luftighed kan siges at være samlingens problem.
Alt i alt forbliver Dalagers digte dog lige så luftige og formløse som den sne og de hvide nætter, de ynder at tale om. De savner substans. Et substantielt sprogkød.
De ligner mest dagbogsagtige notater med meget brede marginer. Fra et blegt stemningsunivers.

*Stig Dalager: Himlen åbner sig, 159 s. 238 kr. Tiderne Skifter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her