Læsetid: 4 min.

De boligløse er tabere i et større spil

2. juni 2000

Ventelisten til boliger i Københavns Kommune vokser stødt, selv om de færreste opfylder
de nye, stramme anvisningskriterier

Boligrouletten
"Hvis man ikke sætter en stærekasse op, kommer der heller ingen stær. Og hvis man sætter bare én stærekasse op, så kommer der altid mere end én stær."
Sådan lyder det, når forskellige socialrådgivere, der arbejder med boligløse, skal beskrive Københavns Kommunes boligpolitik. De mener, at kommunen i forsøget på at opfylde sin officielle målsætning om at "fastholde og tiltrække flere borgere, der kan understøtte kommunens økonomi" har ladet de mindre bemidlede i stikken.
Især enlige forsørgere, indvandrere og lavindkomstgrupper er ramt, fordi de ikke falder ind under kommunens nye anvisningskriterier, der siger, at man skal have andre sociale problemer end boligløshed, hvis kommunen skal hjælpe.
Det frie boligmarked er blevet for dyrt, og det tager mindst fire år at få en bolig gennem de almene boligselskaber. I stedet må de boligløse trække på deres egne netværk eller søge hjælp ved de private organisationer som Mødrehjælpen eller Boligfonden for enlige mødre og fædre.
Problemet er opstået, fordi Københavns Kommune solgte sine udlejningsejendomme i 1995. Hvor kommunen i 1995 reelt havde cirka 3.600 lejligheder om året til at løse boligproblemer med, har de i dag kun en tredjedel, nemlig 1200 lejligheder, som alle kommer fra de almene boligselskaber. De 1.200 lejligheder skal både bruges til de mennesker, der har boligsociale problemer, og til at opfylde kommunens forpligtelser til at tage kvoteflygtninge.
Selv om en borger opfylder de boligsociale kriterier og bliver indstillet til en bolig af sin sagsbehandler, er der lang vej igen. Ifølge Informations oplysninger venter i øjeblikket næsten 500 københavnske borgere på en bolig.
Det er den centrale boliganvisning under Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ikke meget for at indrømme. For i princippet kan man ikke stå på en venteliste, når man er i akut bolignød.
"Vi accepterer ikke ventelister, fordi vi ikke er et boligselskab, der formidler boliger. Men lad os sige, at vi har en bunke sager, der er indstillet til en bolig og ikke har fået det," siger boligsocialkonsulent Mikael Jarvad fra den centrale anvisning.
Ikke kommunens bord
Ifølge de nye kriterier for boliganvisning, som Borgerrepræsentationen vedtog i 1998, er det f.eks. ikke et kriterium, at boligen er for lille. Det betyder, at hverken den enlige mor med to børn, der bor på en madras hos en søster eller den indvandrerfamilie, der bor syv i en toværelses kan få anvist bolig.
Mikael Jarvad afviser, at det er kommunens problem: "Hvis folk ikke har andre problemer, end at de ønsker en større eller bedre bolig, så er det ikke vores opgave at give dem en bolig. Vi kan ikke hjælpe folk, som bliver boligløse på grund af en forudsigelig hændelse. Hvis folk absolut vil skilles i morgen, skal de lære at planlægge det sådan, at de ikke også mister deres bolig. Ellers må de løse problemet selv."

Tyndslidte netværk
Mange af dem, som kommunen afviser, flytter rundt mellem venner og familier, indtil de til sidst henvender sig til de private organisationer som Boligfonden for enlige mødre og fædre og Mødrehjælpen, der får langt flere henvendelser i dag end for fem år siden.
Socialrådgiver i Mødrehjælpen Hanne Woning vurderer, at de får cirka 30 henvendelser om ugen fra boligløse, som de har meget svært ved at hjælpe, fordi mulighederne er udtømte.
"Vi kan kun henvise den enlige mor til eget netværk eller herberger, som heller ikke kan hjælpe. Og folk har ofte trukket på familie og venner i mange måneder før de kommer her. Vores seks akutboliger er konstant fyldt op. Og når kvinderne presser deres sagsbehandler, får de at vide, at kommunen kan anbringe børnene og sende moderen på kvindehjem."
Og det sker faktisk, at Den Sociale Døgnvagt er nødt til at tilbyde forældrene at anbringe børnene, fordi de ikke har andre muligheder, fortæller socialrådgiver Marianne Andersen fra Den Sociale Døgnvagt.
Kommunen og herbergerne henviser akut boligløse til døgnvagten, når de ikke kan hjælpe. Men døgnvagten kan kun henvise tilbage til herbergerne, sende folk på hotel på kommunens regning eller i sidste ende tilbyde at fjerne børnene.

Vagt i gevær
Også kommunens egne sagsbehandlere mærker resultatet af boligpolitikken. I forbindelse med de nye anvisningsregler blev det lagt ud til de enkelte sagsbehandlere at afgøre, hvem der kan sendes videre til den centrale boligindstilling. Det har skabt kaos på mange af kommunens 15 lokale centre - de tidligere socialcentre. Gruppeleder for visitation og beskæftigelse i det lokale center i Valby, Brian Haagensen, har forgæves forsøgt at råbe politikerne op: "Problemet er, at sagsbehandlerne mangler handlemuligheder. Vi kan kun henvise til herbergerne som i forvejen er overfyldte."
Det er teamchef Bjørn Kædeby fra Nørrebros lokale center enig i: "Vi har et problem her, som ikke bliver løst godt nok. Det fylder enormt meget og tager lang tid hver dag." Også på den centrale anvisning er man klar over problemet.
"Nogle af dem, vi hjalp før, hjælper vi ikke mere, efter at vi har solgt arvesølvet. Set ud fra et boligsocialt synspunkt er det uhensigtsmæssigt, at kommunen solgte sine ejendomme," erkender Mikael Jarvad.

*Forfatterne til artiklerne om boligproblemer i København er journaliststuderende på Roskilde Universitetscenter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu