Læsetid: 3 min.

Danmark kom godt fra start

13. juni 2000

Måske var det bedst sådan at tabe overbevisende
3-0 til de franske verdensmestre i den indledende kamp

Euro 2000
LANDGRAAF - Da angriberen Jon Dahl Tomasson få minutter efter kampens start søndag aften i Brugge pludselig stod ansigt til ansigt med målmand Fabien Barthez, og de to kun havde bolden og halvandet sekund imellem sig, lignede det en chokføring til Danmark.
Det danske hjørne af Jan Breydel Stadion rejste sig halvt og strakte 5.000 sæt arme i vejret i en forventningens glæde, der som bekendt er den største.
Desværre var der for meget tid til at tænke, erkendte Jon Dahl efter kampen. Han havde nemlig besluttet sig for at lave "bananen" over i det lange hjørne, men da han skød, ramte han den dårligt med højre inderside, og Barthez kunne tage den med en enkel fodparade.

En bebudet sejr
Efter 16 minutter var chancen der så til franskmændene i den anden ende, og Laurent Blanc passerede Peter Schmeichel, efter at målmanden heroisk havde kastet sig ned foran den fremstormende Anelka og pareret halvt uden at kunne holde bolden. Og så var Blanc der bare.
Det måtte komme, for det franske landshold var netop så frygtindgydende og elegant spillende, som det var blevet varslet. Det franske forsvar, midtbanen, angrebet - det hele var brillant.
Når franskmændene foretog udskiftninger, var der ikke meget reserve over reservespillerne, som blev skiftet ind; Viera, der erstattede Djorkaeff, er stjernespiller i AC Milan, og det samme er Sylvain Wiltord i Deportivo. Han kom ind i stedet for Anelka.
Det danske hold spillede bravt og lod sig ikke slå ud af at komme bagud.
Så vidt det var muligt, lå forsvaret, der i Jes Høghs fravær havde Michael Schjønberg på gæstevisit, meget langt fremme på banen for at stresse franskmændene. Og det fungerede.
Desværre var de bare bedre, hurtigere og stærkere end danskerne. I en klasse for sig selv var Frankrigs nummer 10, Zinedine Zidane, med sin dansende elegance og sine uovertrufne kattepoteafleveringer. Ja, det måtte gå, som det gik.
Efter kampen sagde Peter Schmeichel, at holdet havde spillet sin bedste kamp i år 2000. Under kampen havde han ellers råbt og skreget og skældt ud til højre og venstre. Det plejer han nu at gøre, men denne gang var det på en mere larmende facon end sædvanligt. Det hjalp heller ikke på det, at to af målene - og med sikkerhed det ene - var diskutable set med offside-briller.

Trængt op i en krog
Selv om det kan forekomme grotesk, er det måske i virkeligheden det, der skulle til: at det danske hold lagde ud med at tabe en kamp.
Nu er spillerne trængt op i en krog, og noget tyder på, at de spiller bedst, når de har det sådan. De klarede sig gennem kvalifikationsturneringen ved at lægge en kombination af ekstremt resultatpres på sig selv og en neddæmpning af befolkningens forventninger, da de nøjedes med at skrabe to point sammen i de fire indledende kampe, hvorefter de skulle vinde de følgende fire - heriblandt en umulig udebanekamp mod Italien.
Kampene mod Holland på fredag og Tjekkiet den 21. skal vindes, hvis holdet vil videre til kvartfinalerunden.

Tilbage i Landgraaf
Klokken 16 i går var landsholdet tilbage på træningsanlægget i Landgraaf i Holland. Danskerne er populære: Den lokale tilskuermasse kunne nu tælles i tusinder i hvert fald var der 1.200 fremmødte.
"Går det godt?" spurgte Bo Johansson pressen, da han kravlede over hegnet ind til banen. Spillerne var ved godt mod, og hjælpetræner Flemming Serritslev sagde, at der var grund til optimisme, sådan som det danske hold spillede.
Forsvarsspilleren René Henriksen mente, at der ville være et langt større pres på de hollandske spillere i kampen på fredag, fordi de spiller på hjemmebane, og fordi man forventer, at de skal spille brasiliansk sambafodbold.
Umiddelbart inden Bo Johansson fløjtede aktivititerne med pressen af og træningen i gang, forelagde jeg Flemming Serritslev og René Henriksen min teori om landsholdet, der spiller bedst med ryggen mod muren.
De svarede venligt afvisende; Serritslev kørte en hånd gennem håret og kiggede væk, Henriksen lo med sammenbidte tænder og lod sin støvle køre hen over en fodbold. Jeg kunne se på deres kropssprog, at de fandt mine betragtninger aldeles naive, irrelevante og ubrugelige.
Men jeg vidste, at de vidste, at jeg vidste, at jeg havde statistikken på min side, og ville ikke diskutere med dem. Trods alt er det dem og ikke mig, der er på landsholdet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her