Læsetid: 7 min.

Danskerne - et folk i særklasse

17. juni 2000

EU-modstanderne giver indtryk af, at Danmark er en oase af velfærd. Det passer ikke

Nej-siden

"ØMU'en - et EU-angreb på velfærd og demokrati".
"EU underminerer dansk suverænitet".
"EU er en omvendt Robin Hood".
"EU er en u-dansk konstruktion".
Med de påstande vil EU-modstanderne forsøge at overbevise vælgerne om, at de skal stemme nej til EU's økonomiske og monetære union.
Men er det rigtigt, at de 14 andre EU-lande forbereder et angreb på det danske velfærdssamfund?
Er det rigtigt, at Danmark er en oase af velfærd i en europæisk ørken af samfund uden velfærd.
Og er det rigtigt, at EU og skumle bureaukrater i Bruxelles står bag de store forandringer af velfærdssamfundet, som danskerne oplever?

Farvelfærd
Lige siden folkeafstemningen i 1972 har EU-modstandere frygtet, at medlemskabet af EU langsomt, men sikkert ville underminere det danske velfærdssamfund, der er kendetegnet ved, at alle betaler til den store samfundskasse, så der er penge til arbejdsløse, syge, studerende, skoleelever og pensionister.
Jens-Peter Bonde, der er et af JuniBevægelsens tre medlemmer af Europa-Parlamentet, siger det mest tydeligt i bevægelsens pjece om møntunionen. Her skriver han, at der venter "u-danske" løsninger på finansieringen af velfærdssamfundet, hvis danskerne siger ja ved den kommende folkeafstemning.
For ham er der tale om et grundlæggende opgør med den "nordiske velfærdsmodel, hvor velfærd er en ret såvel for fattig som for rig."
Jens-Peter Bonde hævder, at valget om ØMU'en dybest set handler om, hvilket samfund vi ønsker.
"Jeg finder det udansk, at velfærd som hospitaler og pensioner kan blive et spørgsmål om den enkeltes evne til at betale," skriver han.
Et kig på de andre EU-modstanderes materiale afslører en slående lighed i argumentationen.
Og frygten når langt ind i de socialdemokratiske rækker. Den tidligere socialdemokratiske økonomiminister, Ivar Nørgaard, der vil stemme nej, siger i et interview med dagbladet Aktuelt i november 1999, at "pensionisternes største frygt er, at vi ikke kan bevare den danske velfærdsstat. Masser af socialdemokratiske vælgere vil stemme nej, fordi de er bange for, at det går ud over folkepensionen."
Heller ikke hos Dansk Folkeparti er der nogen tvivl. Partiets medlem af Europa-Parlamentet, Mogens Camre skriver i januar 2000 et debatindlæg på partiets hjemmeside under overskriften, "EU er en bombe under socialpolitikken."

Stormløb på velfærden?
EU-modstandere fra højre til venstre har en tyrkertro på, at velfærden i Danmark er markant bedre end velfærden i andre EU-lande.
I modstandernes krystalkugle er scenariet, at den gode danske folkepension sammen med de andre sociale ydelser i Danmark vil tiltrække så mange mennesker fra de andre EU-lande, at Danmark med tiden bliver nødt til at afskaffe dem, eller reducere ydelserne markant.
Men det er langt fra sikkert, at portugisere, svenskere, grækere og tyskere vil løbe stormløb på det danske velfærdssystem. For hvorfor skulle de egentlig have lyst til at komme til Danmark?
Alle erfaringer viser, at EU-borgerne har meget lidt mod på at flytte i modsætning til USA, hvor man ofte flytter langt for et arbejde. Forklaringen er oplagt. Mens amerikanerne har ét fælles hovedsprog, er der 11 i EU.
Men sproget er ikke den vigtigste grund til, at Danmark ikke bør frygte et stormløb. Den er nemlig meget mere enkel: Der er simpelthen ingen grund til at tage til Danmark.
Det danske velfærdssamfund er ikke bedre end de andre europæiske velfærdssamfund. Snarere er dansk velfærd en sag, der ligger på gennemsnittet af velfærden i EU-landene. Det er ikke imponerende, men heller ikke afskrækkende.
Det er ikke så overraskende, at Sverige og Finland opkræver højere skatter på lønindkomster end Danmark. Til gengæld forestiller de færreste sig, at lønmodtagere i Italien og Frankrig betaler mere til velfærden end deres danske kolleger. Det viser en undersøgelse, som de vestlige landes økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, har lavet.
Myten, om at det danske velfærdssamfund har et særligt højt niveau, holder ganske enkelt ikke. Også de andre EU-lande har et højtudviklet velfærdsniveau. Så højt, at de små nationale forskelle ikke for alvor kan få folk til at rykke teltpælene op og flytte.
Sådan ser det bare ikke ud, når EU-modstanderne går til kamp, godt polstrede med deres velkendte påstande om, at velfærd, velfærdsmodel og pensioner er truede.

Danskere ligner de andre
Selvom vi ikke er meget for at erkende det, ligner borgerne i de europæiske lande hinanden mere og mere. Og her taler vi ikke bare velfærd. Også på det kulturelle og mentale plan bliver vi mere og mere ens.
Det danske technobilly-band Cartoons er et provokerende eksempel på den udvikling.
Siden Cartoons i 1998 begyndte at erobre Europas hitlister, har bandet solgt langt over en million eksemplarer af albummet Toonage. Pladekøbere over hele Europa har kastet sig over Cartoons, så man skulle tro, at øjne og ører var de samme, hvad enten de er placeret på en dansker eller italiener.
Og det er de stort set også, mener produceren Kenneth Bager, der har været med til at skabe bandets lyd og idé.
"Vi har markedsført Cartoons på den samme måde over hele Europa. Der har ikke været nogen forskel. I dag er et pophit universelt," siger Cartoons-producenten.
Om sangen er dansk eller engelsk, er ligegyldigt. Et pophit er et pophit.
Og som europæere ligner vi hinanden så meget, at vi falder for den samme musik. Eller hader den. Der er lige så mange italienere, der hader Cartoons, som der er danskere.
Vi ligner hinanden mere og mere. Og taler mere og mere sammen.

Vi smelter sammen
Ikke mindst Internettet har givet os en daglig kontakt med resten af verden, siger forfatteren og internet-freaken Jesper Green. Grænserne forsvinder, når man chatter eller spiller på Internettet.
"Når jeg spiller Delta Force, er jeg ligeglad med, om min medspiller er fra Afrika, Asien, USA eller Danmark. Lige pludselig smelter vi sammen. To mennesker fra to forskellige verdener mødes om at nakke nogle andre i spil. Det er en eventyrlig fed følelse," fortæller Jesper Green.
For hver dag bliver vi mere internationale. For hvert år bliver vi mindre specielle. Danmark og danskerne er ikke et folk i særklasse. Vi er en del af en verden, hvor forskellene bliver mindre og mindre.
Men ikke alle danskere oplever, at de smelter sammen med mennesker i andre lande på samme måde som Jesper Green. Flere hundredetusinde danskere har aldrig været på Internettet. For dem bliver forskellene ikke mindre og mindre. Snarere større og større.
Og Jesper Green har måske mere til fælles med de mennesker, han "smelter" sammen med på nettet end de af hans landsmænd, der ikke taler engelsk eller den halve million danskere, der har svært ved at læse et brev fra kommunen. Alene i Specialarbejderforbundet (SiD) har mere end 100.000 medlemmer svært ved at skrive et brev, viser en undersøgelse fra efteråret 1999.
Afstanden mellem SiD's svageste medlemmer og Jesper Green er stor.

Danmark splittes
Jesper Green tilhører den gruppe af danskere, der både kan se og tror på de personlige fordele ved Internettet, ny teknologi, åbne grænser og den globalisering, der trænger ind i hver eneste lille del af de vestlige samfund. Omvendt er fremtiden mere truende for SiD's udsatte medlemmer.
De deler skæbne med ufaglærte i alle andre europæiske lande. Også de frygter for den fremtid, Jesper Green og hans ligesindede over hele verden glæder sig til. Danmark og de fleste andre europæiske lande er ved at blive splittet i to.
Men selvom mange danskere har svært ved at se noget positivt i globalisering, ny teknologi og netøkonomi, undgår de ikke at blive påvirket af de nye kræfter. Her hjælper det heller ikke at vende ryggen til EU.
For globalisering er ikke kun noget, der sker uden for vinduerne i andre lande eller andre steder. Globaliseringen er blevet en del af dagligdagen for os alle.
Muligheden for at flytte kapital fra denne ene del af verden til den anden med et klik på en mus betyder, at hvert eneste land og hver eneste virksomhed er udsat for en uhørt hård konkurrence.
Konklusionen er klar: Ingen af os kan opnå kontrol med vores hverdag, hvis vi lader som om, at alt kan blive ved, som det har gjort ind til nu. Og forandringerne påvirker os alle.

Ingen tilbagespoling
Selv om udbygningen af det europæiske samarbejde i EU kun er en af de mange forandringer, der præger det danske samfund, så sætter mange EU-modstandere lighedstegn mellem de store forandringer i velfærden og et pres fra EU.
Blikket er fæstnet mod den europæiske udvikling i en grad, så de overser den globalisering, der river sjælene op og splitter et samfund som det danske i de grupper, der tror på fremtiden, og de grupper, som frygter den.
Men der er ikke noget at gøre. EU-modstanderne kan ikke spole tiden tilbage til dengang, Danmark stod uden for EU. VelfærdsDanmark ser i dag anderledes ud end i 1972, da Danmark blev medlem af det daværende EF.

Ulven i Bruxelles
Der kan være meget gode grunde til, at VelfærdsDanmark har ændret udseende i de næsten 30 år, Danmark har været medlem af EU. De vigtigste ændringer skyldes bare ikke medlemskabet af EU, men helt andre forhold.
Nogle af dem er danskerne selv herrer over, mens andre skyldes globaliseringen, der har kræfter til at forandre velfærdssamfundene i Europa i et tempo, der nærmer sig en revolution.
Der er ingen tvivl om, at EU-lovgivning kan forstærke presset på den danske velfærdsmodel. Der er heller ingen tvivl om, at fælles EU-aktioner kan værne om velfærden i Danmark og i andre EU-lande. Alligevel påstår EU-modstanderne, at ulven bor i Bruxelles. De vender det blinde øje til den virkelige kraft bag forandringerne. Og dermed ligner de i al for høj grad tilhængerne. Også de vender det blinde øje til en afgørende del af udviklingen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her