Den antiromantiske nybyggerroman hører hjemme i Sydafrika
Roman
Debutanten Anne Landsmans roman Djævelens skorsten ankommer på det danske marked fulgt af lovord fra de berømte landsmænd André Brink og J.M. Coetzee.
Man forstår slægtskabet. Selv om forsidens appetitvækkertekst om mørke hemmeligheder og magiske drypstenshuler lægger op til en slags Dungeons & Dragons-romanblad, hører bogen nemlig til en helt anden genre. Denne genre kan kaldes Karroo-litteratur (efter den øde, hede slette, der dækker størstedelen af Sydafrika), og den er en sydafrikansk klassiker.
Genren indledtes af Olive Schreiners Historien om en afrikansk farm fra 1883, der som en kolonial guvernanteroman beskriver de hvide bosætteres overlevelses- og frigørelseskamp i indbyrdes nid og nag. Den fik en ram bismag af Blut und Boden i afrikaans-sprogede 'plaas'-romaner i starten af det 20. århundrede.
Og nåede (100 år efter Schreiner) et surrealistisk højdepunkt i J.M. Coetzees roman I landets hjerte fra 1982, der opmaler en klaustrofobisk verden af had, ensomhed og tvangsforestillinger på en farm midt ude i det udtørrede ingenting, som alle bosætterne synes at lande i.
I Sydafrika handler både buskmenneskenes og afrikaanernes oprindelsesmyte om 'Det Første Folk', og konflikten om jorden og dermed overlevelsen er endeløs.
En brutal fortælling
Litterært er det først og fremmest Coetzees iskolde skygge, der hviler over strudsebyen Oudtshoorn i Djævelens skorsten. Her fantaserer den fortabte eksistens og hundekennel-bestyrer Connie Lambrecht sig tilbage til en (måske) halvt autentisk, halvt delirium tremens-inspireret heltindehistorie om den engelske settler Beatrice Chapman, der kæmper sig gennem katastroferne i århundredets begyndelse, hvor de parisiske damer går med strudsefjer i hatten og golddiggerstemningen hersker på strudsefarmene midt i den ubarmhjertige Karroo.
I den saftige udmaling af en forladt kvindes håbløse kamp for at skabe et liv i et samfund af rodløs grådighed og monoman intolerance flyder taberfortælleren Connie og superkvinden Beatrice sammen, indtil den enes skæbne næppe kan skelnes fra den andens.
Bogens sprog er energisk og brutalt, og efterhånden så brutalt at det næsten ikke er sjovt. Men indtil da, og efter at man er kommet sig, er det en bog, man bliver opslugt af. Den er ikke køn, og den er ikke magisk - snarere besat.
Desuden er den debuterende Anne Landsman imponerende sikker i sit narrative håndværk, hvilket på trods af besværet med de mange afrikaans-udtryk er formidlet glimrende i Ib Christiansens oversættelse.
Titlen? Den er navnet på en af de grotter, der underminerer immigranternes nysseligt indhegnede farme og får jorden til at forsvinde under deres fødder, bedst som de er allermest solidt plantet i det jomfruelige land.
Djævelens skorsten fortjener sin plads i en genre med store forbilleder.
*Anne Landsman: Djævelens skorsten. 254 s. 298 kr. Forum
