Intermetzo
I morgen er det 50 år siden, nordkoreansk militær overskred 38. breddegrad, den lige linie tværs over Korea-halvøen, grænsen til Sydkorea. Med dette skridt indledtes en omfattende og blodig konflikt kun fem år efter Anden Verdenskrigs afslutning.
Umiddelbart efter denne kommunistiske invasion indsatte præsident Truman under general McArthurs overkommando amerikanske styrker suppleret af England, Australien og Canada. Korea-krigen var en realitet, den kolde krig varm, omend konflikten i FN's navn og med Kina som senere aktiv krigsdeltager ikke medførte direkte konfrontation mellem USA og Sovjetunionen.
50 år efter, når ældre journalister jamrer over deres yngre kollegers mangel på dannelse og historisk baggrund, lyder én af jerimiaderne: De kan jo ikke engang huske Korea-krigen! Så er det sagt.
Siden skete så meget andet i resterne af forrige århundrede - af krige først og fremmest den i Vietnam. Uanset hvad sidste dages hellige højrefløjsfolk mener om den sag var dette 68-generationens internationale og indlysende begrundelse for dengang at stille sig til venstre for midten.
Sådan var situationen ikke i 1950, da Stalin endnu beboede Kreml, den kommunistiske trussel var anderledes entydig og håndgribelig, og det nationale frigørelsesmotiv for Nordkoreas vedkommende ikke kunne argumenteres overbevisende.
En lille snes dage før det nordkoreanske pludselige og aggressive initiativ, rettede professor Niels Bohr en personlig og indtrængende appel til verden om at besinde sig på det hastigt accelererende atomare våbenkapløb. Disse synspunkter, som forudsatte gensidig åbenhed og udveksling af følsomme oplysninger mellem øst og vest, redegjorde Bohr for ved en pressekonference i æresboligen på Carlsberg og sendte derefter tankerne i et brev til FN's generalsekretær Trygve Lie.
Teksten var i virkeligheden en uddybet gentagelse af Bohrs mislykkede forsøg i 1944 på at overtale præsident Roosevelt til åbenhed om atomforsøgene mod øst.
De forestillinger faldt mildt sagt ikke i god jord. Nu blev den i øvrigt højt respekterede danskers fornyede bekymringer blot mødt med et skuldertræk. Tiden var ikke til naiv fredslyrik. Hvad var så tiden til?
Efter pressemødet fik Niels Bohr måske trang til en bajer. Som æresboligbeboer fik han sit øl gratis. Men hvis han selv skulle have betalt, måtte han ryste op med 61 øre. Bohr, der kævede den yderst mådeholdent, blev det år fotograferet med et glas mælk i hånden. En liter kostede 50 øre, hvilket kunne mærkes for en ufaglært arbejder med 3 kr. og 9 øre i timen.
Når Bohr i den sommer, da amerikanerne kæmpede desperat for at generobre Sydkoreas hovedstad Seoul, modtog sin morgenavis til 35-40 øre, ville han ved siden af de frygtelige krigsreportager bl.a. kunne læse om en præst fra den sønderjyske flække Tjæreborg, ingen før havde hørt om. Med præstegården som hovedkvarter for en virksomhed, som senere skulle vise sig ganske løn-som, sendte præsten folk sydpå i chartrede busser. 70 passagerer ad gangen. Pastor Krogager, af navn som en biperson i en af de Morten Korch-film, ASA studierne med De Røde Heste som den første begyndte at producere samme år, drog selv med som guide for at få rejsen med og se det Europa, som så småt var ved at rejse sig efter krigen.
Kvinderne i bussen gik med læggede nederdele, mændene havde brylcreme i håret. Ligesom filmhelt nr.1 i 1950 Poul Reichardt, som figurerede i andet og mere end i den forlorne korchske nationalromantik, nemlig som karakterskuespiller på Det Kgl.
En af Reichardts store triumfer var dette forår rollen som sønnen Biff i den unge amerikanske dramatiker Arthur Millers skuespil En sælgers død. Sælgeren Willy Loman blev i Johannes Meyers fortolkning en teaterbegivenhed, registreret af bl.a. den store, men skrantende kritiker Frederik Schyberg, der allerede døde i august kun 44 år gammel. En anden betydelig skikkelse i medieverdenen, som man vel at mærke ikke benævnede aviser og radio dengang, gik også bort i 1950: Kammersanger Emil Holm.
Siden er kammersangen ofte blevet gjort til grin, når historieløse radiofolk bevidstløst afspiller et foredrag om, hvilke krav radioens første leder stillede til en udsendelse. Men Emil Holm grundlagde kvalitetsradioen, som en fjern forudsætningsløs efterfølger på den øverste chefstol nu 50 år efter er i fuld sving med at demontere. Sådan sker der så meget på 50 år.
Senere på sommeren 1950 kommer Winston Churchill på visit. Jublen kender ingen grænser. Efter modtagelsen i Kastrup med udenrigsminister Gustav Rasmussen og prins Knud i spidsen går turen gennem den flagsmykkede by.
Bohr, der ikke var i kridthuset hos Churchill - denne opfattede under krigen det danske geni som en sikkerhedsrisiko - var inviteret med til frokost hos kongeparret. Bohr søgte at forklare sit fredsinitiativ. Churchill var blevet temmelig døv og hørte måske kun, hvad han ønskede at høre.
Bagefter betroede den tidligere og kommende premierminister en medarbejder at han under samtalen med Bohr havde følt sig "på dybt vand uden dæksplanker at stå på". Ved afskeden med Bohr sagde den store englænder: Think again, dear friend!
Der skete så meget andet det år Korea-krigen brød ud: Galathea-ekspeditionen drog afsted. Johannes V. Jensen døde. Edderkop-sagen, som netop er færdigmishandlet i tv, afsluttedes i byretten med - i forhold til Thorsen og Trads - milde domme: 6 år til Hasselstrøm, mindre til de andre. Den sidste henrettelse efter krigen eksekveredes. Ib Birkedal Hansen blev stillet for pelotonen som nr. 46. Et lidet ærefuldt kapitel i dansk retshistorie var ude.
Jo, og så havde Irving Berlins Annie get your gun premiere på Nørrebros Teater med Poul Bundgaard og Grete Thordahl i hovedrollerne som hhv. Frank Butler og Annie Oakley. Et varsel om den frigjorte selvervhervende, hurtigskydende, skallesmækkende moderne madamme.
Danskerne havde i 50 fået deres første kvindelige borgmester - i Stege. Korea brændte, Danmark var på vej mod nutiden, men kaffe og kakao var stadig på mærker.
