Læsetid: 6 min.

Døgnets nyheder

22. juni 2000

Auken frygter USA's miljømodstand
'Hvis ikke EU lægger sig stærkt i selen, er der stor fare for, at en sammensværgelse med USA i spidsen helt får fjernet miljøet fra verdens dagsorden.
Det mener miljøminister Svend Auken, der i går talte på et møde i forbindelse med Solidaritet 2000. "Det er deprimerende at iagttage kløften mellem amerikanernes erklærede hensigter på miljøområdet og deres handlinger - og dernæst se den støtte, USA får fra lande som Canada og Australien. Det værste er alliancen mellem disse vestlige lande, der ikke ønsker bevægelse på miljøområdet overhovedet, og visse ulande, som tilsammen kan udelukke miljø fra dagsordenen," sagde miljøministeren.

Barak garanterer fredsprocessen
*Den israelske ministerpræsident, Ehud Barak, forsikrede onsdag, at fredsprocessen med palæstinenserne forløber som planlagt, selvom Shas-partiet har forladt regeringssamarbejdet.
Til den besøgende FN-generalsekretær Kofi Annan sagde Barak, at fredsprocessens fremgang er skyld i, at Shas har forladt regeringen.
"Problemerne i koalitionen er på en måde resultatet af regeringens beslutning om at fortsætte fredsprocessen," sagde Barak på en fælles pressekonference med Annan.
Shas-partiet er utilfredse med Israels indrømmelser og efter deres exit er Baraks regering nu i mindretal.

Vollsmoseplan vedtaget
*Et enigt Odense Byråd vedtog på byrådsmødet onsdag eftermiddag som ventet den meget omtalte helhedsplan for boligområdet Vollsmose.
Planen, der skal sikre, at den bydel bliver en integret del af Odense. Men som Information skrev i går, er planen utilstrækkelig og tager ikke fat på væsentlige problemstillinger, som en tidligere udsendt COWI-rapport har påpeget.

Refshauges afgang får ingen betydning
*Dansk Folkepartis gruppeformand Kristian Thulesen Dahl fastslog i går, at Inge Refshauges afgang fra gruppen ikke vil påvirke partiets politik.
Han vil ikke kommentere afgangen men siger alligevel, at hun valgte den lette løsning ved at forlade gruppen.
"Hvis Refshauge med sin kritik havde håbet, at hun satte en proces i gang, der ville give hende opbakning, så må hun være blevet skuffet. Hun har vidst, at det ville blive en sej kamp for hende at kæmpe sig tilbage, og derfor valgte hun den nemme løsning," siger Kristian Thulesen Dahl.
Artikel på forsiden

DR's underskud mindre end ventet
*Fem år før udflytningen til Ørestaden kan Danmarks Radio (DR) konstatere, at underskuddet i 1999 på 75 mio. kr. blev en hel del mindre end budgetteret (109,8 mio. kr.).
Forbedringen skyldes en kombination af højere indtægter og lavere udgifter. DR's samlede driftsudgifter var i 1999 på 2,9 mia. kr.
Tallene fremgik af det programregnskab, DR's generaldirektør Christian S. Nissen onsdag fremlagde. DR har ifølge Gallup nået det forventede dækningsmål i 1999 på over 86 procent om ugen.

Flere lever under fattigdomsgrænsen
*En fjerdedel af verdens befolkning, svarende til halvanden milliard mennesker, klarer sig gennem dagligdagen for under otte kr. om dagen.
Det fremgår af den seneste årsrapport, som Den Internationale Arbejdsorganisation ILO offentliggjorde onsdag.
Gennem de seneste fem år er yderligere 200 millioner faldet under fattigdomsgrænsen, og det har ramt primært Afrika syd for Sahara, Østeuropa, samt det centrale og sydøstlige Asien.
Samtidig fremgår det af årsrapporten, at en trediedel af befolkningen i udviklingslandene lever for under en dollar (ca. 7,8 kr.) om dagen.
I de samme lande er 30 procent af de voksne analfabeter, 30 procent har ikke direkte adgang til drikkevand, og 30 procent af børn under fem har ikke opnået normalvægten for deres alder.

Ørestaden er undtaget planlov
*Et 17.000 kvadratmeter stort stormagasin i det kommende Ørestad City Center vil kunne brede sig ubegrænset med en dagligvareafdeling på ud over de 3.000 kvadratmeter, som planloven ellers opererer med som maksimum for dagligvarebutikker.
Det fastslog miljøminister Svend Auken (S) onsdag efter et samråd i Folketingets miljø- og planlægningsudvalg.
Miljøministeren understregede, at Ørestadsløsningen ikke vil åbne for større dagligvarebutikker end på 3.000 kvadratmeter i andre dele af landet, hvor Auken med planloven i hånd flere gange har blokeret lokale projekter til udtrykt ærgelse for bl.a. Venstre-borgmestre.

USA fastholder Cuba-sanktioner
*For tredje år i træk afviste USA's Senat tirsdag at nedsætte en kommission med henblik på en eventuel revision af de 40 år gamle sanktioner mod Cuba. Modstanderne af kommissionen vandt med 59 stemmer mod 41.
Blandt modstanderne af forslaget var den republikanske formand for Senatets udenrigsnævn, Jesse Helms, der sagde, at "ensidige indrømmelser til et diktatur, der er på sit yderste, er eftergivenhed af værste skuffe."

Løntilskud bliver ikke brugt
*Arbejdsminister Ove Hygum (S) kommer til at se på, hvorfor der ikke er ordentlig gang i en såkaldt isbryderordning på arbejdsmarkedet for højtuddannede indvandrere og flygtninge for hvem 11 mio. kr. i løntilskud ligger og samler støv i statskassen. Den socialdemokratiske arbejdsmarkedsordfører, Poul Erik Dyrlund, siger til Ritzau, at han en af dagene vil tage op med arbejdsministeren, om AF-kontorerne er for dårlige til at informere om den flere år gamle ordning, som Folketinget senest i 1997 afsatte ekstra 15 mio. kr. til.
Kun fire mio. kr. er brugt til gode for 60 personer, hvis arbejdsgivere har fået op til 11.000 offentlige støttekroner per måned med i det første halve års ansættelse.
Ifølge Aktuelt kender mange AF-kontorer slet ikke til ordningen,

Studiehjemløs mavedanserinde
*Retten i Cairo fastslog i går, at mavedanserinden Sally Mohammed Abdullah Mursi ikke kan fortsætte sine medicinstudier ved et af Egyptens ældste universiteter - det tusind år gamle al Azhar Islamiske Universitet. Sally, der tidligere hed Sayed, fik i 1995 en kønsskifteoperation og blev derfor bortvist fra universitet, der er forbeholdt mænd. Men trods kønsskiftet fik hun ikke tilladelse til at fortsætte medicinstudierne på kvindernes universitet. Så nu er Sally Sally Mohammed Abdullah Mursi hjemløs medicin-studerende - men fortsat mavedanserinde.

FN bør retforfølge oprørsleder
*Sierra Leone har bedt FN's sikkerhedsråd om at oprette en særlig domstol, der skal retsforfølge oprørslederen Foday Sankoh.
I henvendelsen henviser Sierra Leones regering til, at landet ikke selv har ressourcer til at føre en sådan retssag. Samtidig fremgår det dog også indirekte, at Sierra Leones regering frygter de politiske følger af at retsforfølge Sankoh.
Sankoh, der leder oprørsgruppen Den Revolutionære Forenede Front (RUF), blev fængslet den 17. maj. Det skete efter, at RUF havde brudt den våbenhvile, oprørsgruppen og landets regering indgik sidste år.

150 dræbt i Indoensien
*Over 150 mennesker blev dræbt, da flere tusinde muslimer tidligere på ugen angreb en kristen landsby i den indonesiske øgruppe Molukkerne.
Det oplyste nyhedsbureauet Antara onsdag, der citerede en kirketjener for oplysningen.
Omkring 4.000 muslimer deltog i angrebet på landsbyen Duma mandag, og ifølge kirketjeneren Yerda Jawa fra nabodistriktet Tobelo blev der bagefter fundet 152 døde og 160 sårede. En del kvinder og børn blev taget som gidsler af angriberne, hed det.
Militæret i området fastholdt det oprindelige dødstal på 114. En talsmand for hæren erkendte, at soldaterne er magtesløse over for optøjerne i Molukkerne, der det seneste halvanden år har kostet over 4.000 mennesker livet.

sharia bliver lov i endenu en stat i nigeria
*Hundredtusinder af nigerianere, der tilhører den muslimske tro, fejrede onsdag, at myndighederne i byen Kano erklærede sharia - den islamiske lov - som gældende i delstaten Kano.
Kanos guvernør, Rabiu Kwankwaso, oplæste onsdag en erklæring om, at den nordlige delstat er underlagt sharia, og den erklæring bringer Nigerias mest folkerige delstat på direkte konfrontationskurs med præsident Olusegun Obasanjos regering.
Obasanjo har gentagne gange - men forgæves - appelleret til Kano og andre delstater i det nordlige Nigeria om ikke at indføre sharia som gældende lov. "Islam opfordrer mennesker til at følge i profetens fodspor og udvise tålmodighed, ærlighed og troværdighed og beskytte kvinders, børns og naboers rettigheder," sagde guvernøren.
Han tilføjede , at sharia også vil blive indført på hoteller, i delstatens militærforlægninger og i politikorpset - samt i de kvarterer, hvor der primært bor kristne.
Zamfara var den første muslimske delstat, der erklærede sharia for gældende lov i oktober sidste år. Guvernørerne for to andre nordlige delstater, Niger og Sokoto, fulgte hurtigt Zamfaras eksempel og indførte sharia. Niger har siden dog blødt sine formuleringer noget op, mens guvernørerne i både Yobe og Jigawa har erklæret, at de agter at indføre sharia i løbet af sommeren. To andre delstater, Katsina og Kaduna, er under pres for at indføre sharia.
Præsident Obasanjo har betegnet sharia som i strid med Nigerias forfatning selv om adskillige aspekter af sharia reelt i dag er indlemmet i den nigerianske straffelov. Ifølge de officielle kilder var over en million mødt op for at høre erklæringen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her