Læsetid: 3 min.

En egenrådig Askepot

2. juni 2000

Jane Austen livligt nyfortolket i velfortalt filmatisering af 'Mansfield Park'

Ny film
Der er unægtelig mere end en anelse af selvsving over englændernes ihærdige produktion af historiske arvestykkefilm fra Austen over Dickens til Henry James og Forster, for bare at nævne fire af de mest anvendte. Boghylden ryddes, og respektabel fortrolighed med handling og personer sikres.
I denne sværm af mere eller mindre personlige filmatiseringer hævder Jane Austen-filmen Mansfield Park sig mere end nydeligt. På højde med Ang Lees altbesejrende, rigt facetterede Fornuft og følelse når den ikke, men den rummer både en tiltalende troskab mod Austens menneskekloge humor og en nyfortolkning af hendes hovedperson Fanny, der bliver en modig oprører-heltinde med forfatterdrømme hentet fra Austens egne breve og dagbøger.

Mellem to mænd
Fanny Price er altså ikke længere bare den forsagte adoptivdatter på herresædet Mansfield Park, hvor hendes onkel Sir Thomas Bertram allernådigst tager fattigbarnet til sig, da den forarmede del af familien har nok i den øvrige børneflok.
Da hun vokser op mellem Bertrams egne mere forkælede børn, starter hun som en mellemting mellem den grimme ælling og en udnyttet Askepot, men hun har en god ven og fortrolig i fætteren Edmund, der er hendes sammensvorne om forfatter-aspirationerne.
Og snart folder hun sig ud som en trodsigt selvstændig dame, der nægter at ægte den bejler, som af alle ses som det mest materielt bekvemme parti og tilmed også den flotteste og mest charmerende: Henry Crawford, fast gæst på Mansfield Park med sin lige så smukke søster.
Fannys hjerte tilhører en anden, men ved han det? Og magter han overhovedet at handle, så foreningen kan ske?

Social undertrykkelse
Fanny starter som en slags slave på Mansfield Park, og netop undertrykkelsestemaet tager den canadiske instruktør Patricia Rozema op i en større politisk forstand, inspireret af en en kort passage hos Austen.
Sir Thomas' formue baserer sig på sukkerplantager i Antigua, hvor sorte slaver sørger for overskuddet. Sønnen Tom vender demoraliseret hjem efter udstationering på dette grusomme sted med tegninger af de rædsler, som slaverne udsættes for.
Her digter Rozema til, for Austen var ikke ude i et anti-kolonianistisk ærinde. Til gengæld var den over 200 år gamle forfatterinde ganske forbløffende moderne i sit klare syn på sammenvævningen af materielle og emotionelle motiver i, hvad der dengang galdt (og stadig gælder) for romantiske kærlighedsforbindelser. Så det er ikke helt malpalceret, at Rozema går et skridt videre og viser, at den velstand, som er den relativt kultiverede Bertram-families eksistensgrundlag, bygger på grov udnyttelse.

Bror i ånden
Temaet bruges dog mest som en passende baggrund for Fannys udvikling og bevidstgørelse. Romantikken fordunkles ikke, for hvem skal hun have: kvindebedåreren Crawford, der forelsker sig stadig stærkere, jo mere han afvises, eller den mindre romantiske bror i ånden, Edmund, som stilfærdigt stiler mod en præstestilling og slet ikke kan tage sig sammen til at bejle.
Sidstnævnte spilles af Jonny Lee Miller (Sick Boy i Trainspotting) og er af en ganske anden solid menneskelig støbning end Crawford, der lægger en fælde for sig selv ved at bedyre, at han har forandret sig: netop denne ustadighed gør ham suspekt i Fannys øjne. Modsat Edmund, der i ét og alt er sig selv og reagerer med ufejlbarlig moralsk konsekvens.

Dynamisk fortællestil
Patricia Rozema, der brød igennem med Jeg har endog hørt havfruerne synge, trawler sikkert og frigjort gennem Austens univers af giftefærdige ungmøer, geskæftige husholdersker, håbefulde bejlere og lettere opløste adelsfolk. Hun bruger slowmotion og helikopter-optagelser med slående god virkning, og hun har fundet en skuespillerstab, som virker dybt indforstået med Austens underdrejede, men spidst begavede hverdagsreplikker.
Det nye navn Frances O'Connor lyser næsten lidt for billedsmukt som Fanny (hvornår var hun en grim ælling?), men har både blidheden, poesien og den iboende råkraft til rollen. Og Jonny Lee Miller yder som Edmund en af den slags uselvisk underspillede præstationer, man ikke kan lade være med at beundre: her er en intensitet og følsomhed, som ikke behøver at skilte med varen.

*Mansfield Park. Instruktion og manuskript: Patricia Rozema efter roman af Jane Austen. Amerikansk-engelsk. (Grand, Palladium, Gentofte Kino)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her