Læsetid: 13 min.

I familiens skygge

23. juni 2000

To unge tyrkiske kvinder er gået under jorden i en dansk provinsby. De er på flugt fra ægteskaber, som deres familier har tvunget dem ind i - og fra de repressalier, de blev udsat for, da de sagde fra

Det var ikke meningen, at Derya ville gå fra sin mand den aften for et år siden. Hun var kommet hjem fra arbejde belæsset med mange indkøbsposer, fordi de skulle have gæster næste dag. Da hendes mand kom sent om aftenen, gik hun stadig i køkkenet og lavede mad. Og så gik det bare værre end så mange andre aftener.
Han havde lyst til at elske med hende, og da hun afviste hans tilnærmelse, slog han hende. Tilsidst tog han en brødkniv og råbte: "Du er min, eller jeg dræber dig."
Han ramte Derya i halsen og i siden af taljen, før hun skubbede ham væk, løb ind i soveværelset og ringede til politiet, mens hendes mand flygtede ud af døren.
Politiet bragte hende på hospitalet, hvor lægen sagde, at Derya havde været heldig. En anelse dybere - og stiksåret havde kostet hende livet.
Politiet fandt hurtigt Deryas mand hos hendes søster. Det forræderi blev vendepunktet i hendes liv:
"Jeg elskede min storesøster. Hvordan kunne hun have min mand hos sig efter det, han havde gjort mod mig? Da jeg ringede til hende fra hospitalet, sagde hun - "sig ikke noget til politiet. Vi kommer og henter dig. Men politiet kidnappede mig og luskede mig ud af bagdøren."
Siden da har Derya boet på forskellige hybler og krisecentre. De sidste mange måneder sammen med sin veninde Sibel, som også er flygtet fra det ægteskab, hendes familie tvang hende til at indgå som ganske ung.
De har indvilget i at tale med mig, hvis Ayse Devici er tilstede under samtalen. Ayse Devici er initiativtager til Broen, et netværk af indvandrerkvinder, som hjælper indvandrerkvinder i samme situation som Sibel og Derya.

Som de sidder i solen på et torv i en af Danmarks provinsbyer, ligner de bare to dådyrskønne tøser, der er lidt morgenmatte efter at have danset hele natten på et diskotek.
Byens indbyggere slendrer forbi på vej til bageren efter morgenbrød og søndagsaviser. De nikker og kommer med sommerglade hverdagsbemærkninger, der bryder to afsindige historier, som begyndte, da de unge kvinder var små:
Derya fanger mit blik og holder det fast:
"Jeg fik lov til at være fri en eller to timer, da jeg blev født. Så ringede min moster til min mor og ønskede hende til lykke. Min moster havde en søn på fem år. Den dag aftalte de, at min fætter og jeg skulle giftes. Siden da har jeg været bundet."
Deryas forældre kom til Danmark, kort før hun blev født. Hele hendes opvækst blev indrettet på, at hun skulle giftes med fætteren:
"Jeg måtte heller ikke have venner. Min mor kunne finde på at stå uden for skolens hegn i frikvarterne og tjekke, om jeg talte med de forkerte. Hvis hun syntes det, fik jeg ikke lov til at gå i skole dagen efter. Derfor havde jeg mange sygedage."
"Selv har hun gået i skole til femte klasse i Tyrkiet. Hun kan bogstaverne og kan læse små sætninger. Måske var hun bange for, at skolen ville få mig til at vælge en forkert vej."
"Jeg måtte heller ikke se på folk - "se ned i jorden, når du går på gaden," sagde min mor altid. Når jeg lavede en fejl, nøjedes hun ikke med at skælde ud. Vores kageruller er sådan en lang rund stok. Den slog hun mig med."
- Og din far?
"Han sad mest på tyrkiske barer. Var han endelig hjemme, så spiste han, så fjernsyn eller sov," siger Derya. Med et smil, der ikke passer til hendes tonefald.

Sibel voksede op hos sin farfar og farmor i Tyrkiet, fordi hendes mor døde, da hun var spæd. Hun kom til Danmark, hvor hendes far og store søskende boede, som 13- årig. Faderen havde en dansk kæreste, som han altid var hos, og storebroderen tog sig af hende.
Efter et par år kom hendes far hjem og sagde, at det var ham, der bestemte over hende:
"Det er også okay, for han er jo min far. Men ...de ville have, at jeg skulle forloves med min fasters søn, altså min fætter. Det ville jeg ikke. Så en uge før vi skulle til Tyrkiet, flyttede jeg på en ungdomspension."
Skolen og Døgnkontakten hjalp Sibel med at komme væk hjemmefra. Men den 16-årige pige savnede sin familie. Efter et par uger ringede hun til sin far og fortalte, at der var en anden, hun gerne ville forloves med.
Sibel ler: "Ham mødte jeg i landsbyen, da jeg var 12 år. Jeg blev forelsket. Han var fem år ældre end mig. Det skal være ham, ikke min fætter, sagde jeg til min far. Selv om jeg ikke har set ham siden, jeg kom til Danmark."
Sibels far og storebror lovede, hun nok skulle få sin barndoms kærlighed, og så tog hun og storebroren til Tyrkiet. Dér gik det imidlertid ikke, som hun håbede:
"Når man skal forloves, er det vores tradition, at drengens mor kommer og taler med pigens far. Men da min far var i Danmark, talte hun istedet med min farfar. Han skældte hende nærmest ud for at komme og anholde om min hånd på sin søns vegne. Min søster var også i mod det. Fordi han ikke har en god familie."
"Jeg blev ved med at sige, at jeg ville have ham. Min farfar flippede helt ud på mig - "hvis du ikke glemmer ham, slagter jeg dig i små stykker og smider dig foran en hund," råbte han. Min storebror hjalp ham - "Glem den idiot nu. Det er slut," sagde han."
Med en lille dirren i stemmen fortsætter hun: "De ord glemmer jeg aldrig. Aldrig."
Tre dage senere blev der holdt forlovelsesfest. Eller rettere: bryllupsfest. Forlovelsen falder sammen med det rituelle ægteskab, hvor de unge indgår ægteskab ifølge Koranen. Man kan først blive gift 'på papir' i Tyrkiet, når man er fyldt 18 år.

Som 13-årig var Derya på sommerferie i Tyrkiet. I landsbyen spurgte folk drillende - "nåh, kommer han snart og besøger dig ..." Hun forstod ingenting, før en af dem fortalte, at hun var forlovet med sin fætter.
Derya spurgte sin mor, om det var rigtigt, og hun svarede - "jamen, når du nu ved det, kan vi lige så godt få orden på sagerne."
Deryas knyttede hænder banker fire understregende gange i luften: "Siden har jeg fortrudt og fortrudt og fortrudt og fortrudt, at jeg spurgte," siger hun.
Samme aften kom fætterens familie og forærede hende en guldhalskæde, ørenringe og armbånd. Smykkerne passede ikke sammen, og det irriterede den 13-årige pige:
"Det er traditionen, at svigerfamilien giver den kommende svigerdatter tre sæt guldsmykker og seks armbånd. Tunge guldsmykker af 22 karat. Men det guld jeg fik, det var ikke fint - ørenringen var så tynd, at den knækkede," siger Derya. Og smiler.
Ayse Devici fra netværket Broen atilføjer, at smykkerne gør det nemt for lærerne i den danske folkeskole, at se om pigerne er blevet forlovede:
"De kan bare have øjnene med sig."
Men nej. Sybel og Derya ryster benægtende på hovedet. Derya gik kun med ringen, og Sybel tog ringen af, når hun skulle i skole. Ayse Devici nikker og kommer i tanke om, at det gjorde hun også, da hun selv blev tvunget til at forlove og gifte sig som 16-årig siden.
Derya havde set sin fætter, men ikke talt med ham:
"Hos os taler piger og drenge ikke med hinanden. Men jeg var nysgerrig efter at finde ud af, hvad det var at være forlovet, og ringede til ham."
"I telefonen sagde min fætter, at han elskede mig og savnede mig. Det syntes jeg lød mærkeligt - "hvordan kan du savne mig, når du ikke kender mig?" spurgte jeg."
"Så fortalte han, at hans storesøster stod bag ham og dirigerede, hvad han skulle sige til mig."
-Vidste du overhovedet noget om kærlighed, da du var 13?
"Jeg var forelsket i Zoro, og Supermand var nummer to. Men jeg blev aldrig forelsket i min fætter. Jeg lærte bare at acceptere, at jeg skulle giftes med ham."
Den sommer blev familien længe i Tyrkiet, og Derya kom to måneder for sent i skole.

Sibel var stædig. Efter forlovelsesfesten nægtede hun at møde sin forlovede, når han kom på besøg. Hendes storebror blev vred og stak hende et blåt øje. Sibel ler forlegent, da hun fortæller det .... "Sådan er vores traditioner. Når en voksen siger noget, kan man ikke selv bestemme."
Drengens mor beklagede sig til farfaren, og en dag tog storebroren hende resolut med hen til drengens familie og efterlod hende dér:
"Hjemme hos min forlovede var der mange mennesker, og derfor kørte han mig til en anden landsby, hvor hans storesøster boede. I bilen ... han prøvede at voldtage mig. Det blev ikke til noget, fordi jeg begyndte at græde. Bagefter fandt jeg ud af, at min farmor og hans mor havde aftalt, at mødommen skulle tages den aften." Sibel tier.
Ayse Devici lægger armen om hendes skuldre og forklarer: "Du må forstå, Pia, at familen regner med, at pigerne opgiver kampen, lige så snart de unge har haft seksuelt samvær efter det rituelle bryllup."
Lidt senere fortsætter Sibel:
"Jeg måtte ikke komme hjem for min farfar. Og 24 dage efter forlovelsen gjorde han det med mig. Vi var alene hjemme. Han gav mig først et par flade, fordi jeg var ærlig og fortalte, at jeg var forelsket i en anden."
Tårerne begynder at trille ned over Sibels kinder: "Jeg var 16 år.... Han kunne have spurgt mig pænt. Men det gjorde han ikke. Han hoppede på mig som et dyr. Han behandlede mig som sin fjende."
"Bagefter følte jeg mig som en levende død. Jeg havde lyst til at dræbe ham. Og mig selv. Jeg prøvede at hænge mig i soveværelset. Men han opdagede det, fordi han var sammen med mig 24 timer i døgnet."

Efter 10. klasse begyndte Derya at arbejde på fabrik for at tjene penge til sit bryllup, til lejligheden og møblerne. Hun mødte sin fætter seks gange, før hun som 17 årige blev gift med ham i Tyrkiet:
"Folk sagde, han var mærkelig. Til mig talte han kun om sig selv og den pige fra byen, han var forelsket i. På en måde blev jeg glad for at høre det. Så forstod jeg bedre, han ikke gad tale med de andre."
Brylluppet varede i fire dage. De to første dage tilbragte Derya alene hjemme. Den tredje aften kom kvinderne med guldmønter og farvede hendes håndflader og fodsåler røde med henna og bragte hende hen til festen:
"Jeg vidste ikke, om jeg skulle være glad eller ked af det. Alle andre morede sig og dansede. Jeg havde selv betalt det hele. Maden, kjolen og musikken."
"Men natten gik ikke godt. Det tog ni dage før min jomfrudom sprang. Han var slet ikke sød. Han skulle bare igennem. Jeg forstod det ikke. Har jeg gjort noget forkert?, tænkte jeg. Hvorfor er han så led?"
Derya smiler igen.
Halvanden måned senere vendte hun tilbage til Danmark og fortsatte med at arbejde på fabrikken. Da hendes mand søgte opholdstilladelse, skrev Derya på papirerne, at det var et tvangsægteskab. Alligevel lå opholdstilladelsen fra Udlændingestyrelsen i postkassen to måneder senere:
"Han havde intet andet med til Danmark, end det han stod og gik i. Ikke en gang sokker. Heller ikke en gave til mig."
Derya spiste p-piller i hemmelighed. Hun gemte dem i garderobeskabet på arbejdet og kunne ikke spise dem i weekenden. Sikkert derfor blev hun gravid, men aborterede tidligt og spontant:
"Det var jeg glad for. Når jeg så den mand havde jeg ikke lyst til at føde hans børn. Sex - det var han meget fikseret på. Hver aften så han pornofilm og ville have, at jeg skulle se med. Han slog og brændte mig med cigaretter."
Derya viser mig de runde brændmærker på sine hænder og arme, og hiver op i blusen, så det tynde hvide ar i højre side, hvor kniven ramte den sidste aften, kommer til syne.
"Efter fire måneder fik han arbejde. Men han ville ikke arbejde. På en måde var jeg manden i huset. Hvis jeg havde haft en kvinde, ville hun have været lykkelig, tror jeg. Jeg havde flere job samtidigt, tjente masser af penge, ordnede huset og gav ham penge og cigaretter."
"Jeg følte mig faktisk ikke som en pige. Heller ikke at jeg var smuk."
Derya smiler igen, men da jeg ikke smiler tilbage, afbryder hun pludselig sig selv:
"Jeg har lært en ting: At smile, når jeg har det værst. Også når jeg kom på hospitalet med ondt over hele kroppen... jeg har fået så mange tæsk, at jeg slet ikke tror, jeg vil kunne mærke en lussing."
Og så smiler hun igen nogle øjeblikke før tårerne pludselig løber over.

Sibel vendte alene hjem til Danmark hjem efter at have tilbragt nogle måneder sammen med sin mand i Tyrkiet. Hun var blevet gravid, men valgte at få abort på trods af mandens protester:
"Hvad skulle jeg stille op? Jeg var begyndt at arbejde som kassepige, men boede hos min far, som fik halvdelen af min løn."
Sídste år blev Sibel gift 'på papir' i Tyskland, hvor hendes mand har fået opholdstilladelse:
"Vi var sammen i ti dage. Det føltes som ti år. Han ville i seng med mig. Og jeg gjorde det. For da jeg tog til Tyskland, besluttede jeg at prøve at få det til at gå godt. Men det gik ikke godt."
Hendes suk kommer langt nede fra maven.
"Han blev ved med at sige, at han kunne gøre mig til verdens lykkeligste pige. Hele tiden sagde han de ord - men han gjorde mig ikke lykkelig."'
"Det værste er, når han rører ved mig. Jeg har ikke lyst til, at han rører mig. Jeg har jo ikke nogen følelser for ham."
Hendes far, som hun boede hos på det tidspunkt, ville imidlertid ikke høre tale om skilsmisse. For et halvt år siden besluttede Sibel derfor at flytte hjemmefra og ind på den hybel, hvor Derya boede på det tidspunkt. Siden da har de været flugtkammerater:
"Da jeg havde boet hos Derya nogle uger ringede jeg til min moster, som fortalte, at min far var kørt galt, han lå på intensiv-afdeling og sagde intet andet end mit navn....."
Derya bryder ind: "...Og så kom han to dage senere og løb efter os med en kniv i hånden." Hun nikker bestemt: "Men jeg gik alligevel ikke fra Sibel. For jeg er ikke ligesom min familie."
Nogle uger senere, blev pigerne forfulgt af Sibels mandlige familiemedlemmer.
"De kom med baseball-køller," siger Sibel. "Vi sad inde i min venindes vens bil, de slog på bilen med køllerne, og fulgte efter os."
"Vi kørte hen til politistationen, fordi vi ingen steder havde at sove. Den ene politimand kendte et herberg i Hvidovre, hvor vi kunne være en nat. Senere flyttede vi hen til et krisecenter. Men min far blev ved med at komme efter mig. På krisecentret fandt de os, da vi skulle i svømmehallen."
-Hvad frygter I vil ske, hvis Jeres familier finder Jer?
Derya låser mine øjne fast og siger smilende: "Så ser du os ikke igen. De kan tage os til Tyrkiet. Dernede kan vi forsvinde uden at nogen bryder sig om det."
Sibel nikker: "Min søster har fortalt mig, at min far har købt en pistol. Derfor blev vi nødt til at flytte igen og igen."
Derya tilføjer: "Vi ringede rundt til mange krisecentre, men de turde ikke tage os. Derfor kom vi langt ud på landet."

Dagene er lange på krisecentret. Pigerne er kede af, at de ikke har noget at tage sig til. Derya prøver smilende at holde tårerne tilbage, men det lykkes ikke:
"Jeg har været på flugt næsten et år og boet så mange steder. Min famile vil simpelthen ikke lade mig være. Det er så tarveligt."
-Hvad håber du for fremtiden?
"Jeg gider ikke drømme. Jeg havde en drøm da jeg var lille. Den gik ikke i opfyldelse. Siden er alt gået galt. Min fremtid er helt mørk for mig."
"Jeg skal bare skilles og leve alene og hverken have noget med min mand eller familie at gøre. For jeg har altid elsket dem. Men det var ikke nok. De ville ødelægge alt for mig, bare fordi min fætter skulle have en opholdstilladelse i Danmark. De tyrkiske mænd vil til Danmark og arbejde. Der ligger ingen kærlighed i det."
"Jeg håber bare ikke, de opdager, hvor jeg er. Jeg vil gerne have et arbejde igen. Jeg skifter navn. Jeg har også tænkt på at skifte ansigt, hvis jeg får råd til det, så jeg kan gå forbi min familie uden at de genkender mig."
Men Sibel har en drøm:
"Jeg skal være snedker og giftes med en politibetjent. Danske mænd behandler deres koner rigtig godt, de opfører sig på en pæn og god måde. Altså - man kan være stolt af en politimand. Jeg kan godt lide tanken om, at han kan beskytte mig. Det er faktisk min drøm at blive gift med en politimand og tage hjem til min far mine søskende med ham."
"Men nu skal min far holde sig væk fra mig. Ellers kan jeg ikke begynde på noget. For hvis min far opdager mig igen, ødelægger han det hele."

Navnene er opdigtede af hensyn til pigernes sikkerhed. De ønsker begge at få et dansk statsborgerskab så hurtigt som muligt. Men det koster 1.000 kroner. De vil også gerne have nye danskklingende navne. Det koster 3.000 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her