Læsetid: 5 min.

FILM

8. juni 2000

*Cary Grant har aldrig været så grænseløst fræk og så gennemført kynisk som i denne pragtfulde screw ball-komedie, hvor han leder redaktionen på Morning Post med en tungeraphed, der må kunne gøre enhver chefredaktør grøn af misundelse. Filmen er fra 1939, men som instrueret af Howard Hawks er det én af de absolut livsduelige klassikere - på én gang satire over sensationsjournalistik og en tydeligt fascineret hyldest til en rapporter-tilværelse, der alt andet lige er sprællevende og uforudsigelig. - Cary Grants charme forsøder ikke, men forstærker tværtimod portrættet af den skruppelløse Walter Burns, der af to vægtige grunde vil have sin stjernereporter Hildy Johnson tilbage i folden: Hun er en god journalist, og han vil forhindre, at hun bliver gift med en anden. Hun vil leve det stille liv på landet, men Burns formår at få hende sat på dækningen af en mordsag med baggrund i politikerkorruption. Hildy kaster sig begærligt over sagen - og den provinsielle forlovede står tilbage med smerten. Han er dog mest til grin, for den hårdhudede film anlægger hovedsageligt Cary Grant-vinklen og identificerer sig med journalistikkens adrenalin og engagement. - Hildy spilles af Rosalind Russell, og hendes samspil med Cary Grant og de ældre gentlemen of the press er højdepunktet i hendes karriere: hun er fuldt ud Grant jævnbyrdige i slagfærdighed. Ralph Bellamy er vittigt naiv som hendes forlovede fra bøh-landet - en rolle, filmen føjede til det oprindelige skuespil af Ben Hecht og Charles MacArthur, ligesom det var nyt, at Hildys figur var en kvinde. Stykket er først filmatiseret i 1931 af Lewis Milestone, siden i 1974 af Billy Wilder med Jack Lemmon og Walter Matthau.
His Girl Friday/Sensationen. DR 1, lørdag kl. 13.05-14.40

*Michel Simon hører til den slags rummelige karakterskuespillere (en anden er Ib Schønberg), der synes at indeholde et helt menneskehav. Han kan spille så at sige alt undtagen romantisk elsker, hvad hans knortede ansigt og gammelmandsstatur forbyder. Bedst er han måske, når noget anarkistisk og paradoksalt styrer hans personer, som her i denne franske nyklassiker fra 1966 om venskabet mellem en gammel mand, der klart erklærer sig som antisemit, og en otte-årig jødisk dreng. Michel Simon spiller den dyreglade landsby-knark Pépé. I året 1943 bliver drengen sendt fra Paris og ud på landet for at undgå at blive offer for de tyske besættelsestroppers jødeforfølgelse. Drengen oplever nu krigen fra en isoleret landsby, hvor de dramatiske krigshandlinger ikke når ud. Her møder han den gamle Pépé, for hvem krigen blot er fjerne, ligegyldige bulletiner over radioen. Det er de nære ting, der tæller - dyrene og det venskab, der opstår mellem ung og gammel. - Filmen bygger på instruktøren Claude Berris personlige erindringer fra krigsårene og giver et afklaret og menneskeligt meget nærværende billede af et usædvanligt venskab på tværs af fordomme og konklikter. To outsidere finder hinanden og skaber deres eget lille univers i en verden, der ellers er ved at sønderrive sig selv. - Filmen blev et triumferende come-back for den omstridte Michel Simon, der siden 30'erne var en af fransk films geniale, uregérlige aktører, kendt for klassiske titler som Tågernes Kaj, L'Atalante og Panik. Og for den debuterende instruktør Claude Berri blev filmen starten på en lang, frugtbar karriere, der kulminerede med de populære, stort anlagte Marcel Pagnol-filmatiseringer Kilden i Provence og Manon og kilden.
Le veil homme et l'enfant/Den gamle mand og drengen. DR 2, lørdag kl. 21.35-23.00

*Bob Hope er måske ved at blive glemt, selv om beundreren Woody Allen i Manhattan Mord Mysteriet gjorde god reklame for ham ved frygtelig nødigt at ville misse en film med ham på tv. Det var netop denne gangsterparodi, Allens person glædede sig til og med god grund. For det er veloplagte løjer med Hope i en skræddersyet rolle som en karakteristisk kryster af en fotograf, der falder i gangsterhænder. Hvad Allen især beundrer hos Hope er de rappe one liners, som Hope kunne
time og skyde i plet hver gang, samt rendyrkelse af en gennemført kujon-komik: Hope er alt det modsatte af den uforfærdede amerikanske helt. Inspirationen er åbenbar, selv om de to komikere jo mildest talt ikke ligner hinanden rent fysisk. - I Mit yndlingsmotiv, der er fra det gode filmår 1947, ses Hope sammen med sin dengang faste partnerske Dorothy Lamour plus skrækeksperter som Peter Lorre og Lon Chaney. Bing Crosby er ikke med denne gang - eller hva'? Se selv.
My Favorite Brunette/Mit yndlingsmotiv. DR 1, søndag 16.10-17.40

*Peter Hesse Overgaard er skuespilleren, Helle Ryslinge valgte til at spille en af de grovest udhængte narrehatte i dansk filmhistorie, performance-kunstneren Lasse Seerup - billedet på den selvoptagne, forfængelige og ærgerrige ikke-kunstner, der gerne lader hånt om al anstændighed for at få sit kæmpestore ego og lillebitte talent tilfredsstillet. Satire er en sjælden vare i dansk spillefilm, men her får man både i pose og sæk, for Helle Ryslinge tager ikke bare en type på kornet, men lader den lystigt boble i skrap sovs - det vil sige et undergrundsmiljø, hvor kvarte- og halve kunstnere kæmper for at nå op over jordoverfladen. Det er rubrikbestyrerens påstand, at kun en kvindes klarsyn kan gennemskue et skvat af en mand så befriende skånselsløst og usentimentalt, som det sker her - ingen medlidenhedens eller tilgivelsens linde fløde hældes ud over ofret, der er og bliver en uforbederlig nar og åndelig svindler. Man ser gysende til, også når Lasse går ned med flaget og råber sin på én gang oprigtige og beregnende kvide ud mod samleveren Kirsten Lehfeldt - der kun er alt for tålmodig, på en del kvinders vis. For Hesse Overgaard gør det kup, også at gøre Lasse til en på mange måder ganske sød fyr fuld af gode forsætter og tilsyneladende ærlige bestræbelser. Og så kan han snakke fanden et øre af, en vigtig ting, for velvalgte ord og gode miner tæller i det miljø. - Sirup er ikke noget unikum af en historie, men den er et perlende veloplagt og frækt fortalt stykke satire, og så smykkes den af en hel fauna af fine birollepræstationer.
Sirup. DR 1, søndag kl. 21.30-23.20

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu