Læsetid: 4 min.

Flygtningeprogram i skudlinjen

3. juni 2000

Radiodokumentar skildrer metoderne bag DR's omstridte tv-program

Flygtning?
Journalisten Mogens Rasmussen, der har produceret DR 1's omstridte Flygtning?-udsendelser, bruger både moralsk pres og små gaver, når han skal overtale asylansøgere til at medvirke i tv-udsendelserne, hvor han prøver at afsløre, om de lyver.
Det fortæller i hvert fald en helt anden afdeling af Danmarks Radio, Radioens Dokumentargruppe, i eftermiddag i P1-udsendelsen Men det var løgn...
Ifølge flere af hinanden uafhængige kilder i udsendelsen har Mogens Rasmussen haft gaver med til asylansøgernes børn og samtidig lagt moralsk pres på de voksne asylansøgere ved at gøre opmærksom på, hvilke udgifter de påfører de danske skatteydere:
"Journalisten siger til dem, at det er deres pligt at udtale sig til den danske befolkning, der vil give dem kost og logi," fortæller en kvindelig tolk i programmet om Mogens Rasmussens - forgæves - forsøg i april 1999 på at presse en afghansk familie til at medvirke i en udsendelse.

Armenierne
Samme argumentation har ifølge radiodokumentaren været brugt over for den armenske familie, som Information skrev om i 1995 og 1996. I familiens sag betød Mogens Rasmussens kontakter til de armenske myndigheder, at DR fik en næse i Pressenævnet og armenierne asyl i Flygtningenævnet. Også de armenske børn fik legetøj og penge i et forsøg på at overtale forældrene til at medvirke, hævder ægteparret ifølge radioudsendelsen.
Fem år efter sit første møde med armenierne opsøgte Mogens Rasmussen dem igen sammen med en tolk og en videofotograf. Familien bor i en lejlighed i Brønshøj, hvor Mogens Rasmussen og hans hold uanmeldt besøgte dem for at følge op på det stærkt kritiserede tv-program, der blev sendt i 1995.
Grædende og chokerede afviste armenierne journalistens ønske, der blev suppleret med bemærkningen om, at danskerne, som betaler for flygtningenes tilværelse, må have ret til at vide, hvordan de har det.
Information havde fredag lejlighed til at forelægge udsendelsens kritik for Mogens Rasmussen, der er på rejse i Thailand. Han afviser, at legoklodserne til børnene er tænkt som gave: "Vi har en kasse lego med, for at ungerne ikke skal forstyrre. Det er ikke noget, de har fået," siger Mogens Rasmussen.

Intet pres
Han afviser, at have lagt pres på familierne fra Afghanistan og Armenien ved at henvise til de udgifter, de påfører danske skatteydere. Men han vil ikke udelukke, at den afghanske tolk - uden at fortælle ham det - "vægter tingene lidt anderledes end jeg og siger sådan".
Mogens Rasmussen bekræfter, at han sammen med en tolk og en fotograf opsøgte den armenske familie i Brønshøj. Når den opfølgningsudsendelse, som han havde tænkt sig at lave med armenierne, ikke blev til noget, skyldes det, at "de mennesker stadig havde klagepunkter mod Danmarks Radio".
Dagens radioudsendelse sætter også spørgsmålstegn ved Mogens Rasmussens påstand om, at det er tilfældighedsprincippet, der afgør, hvilke asylansøgere, der medvirker i programmet. Tanken bag Flygtning?-programmerne er, at tv-holdet interviewer den første asylansøger, der kommer til Kastrup Lufthavn en bestemt dag.
"Hele projektet afhang så af, at de sagde ja. Fordi hvis nu bare én af asylansøgerne sagde nej, så var det jo dem, der havde valgt, hvem der skulle, og hvem der ikke skulle være personerne," siger Mogens Rasmussen i radiodokumentaren.
Billedet af, hvor stor en del af asylansøgerne der lyver om deres asylmotiver, bliver ikke dækkende, hvis nogle af asylansøgerne siger nej. Man kunne f.eks. forestille sig, at især de asylansøgere, der virkelig har grund til at frygte forfølgelse i hjemlandet, ikke vil medvirke, fordi de er bange for, at de oplysninger, de giver tv, skal nå hjemlandet.

To familier sagde nej
Radioens Dokumentargruppe citerer en tolk for, at i hvert fald to afghanske familier trodsede Mogens Rasmussens pres, da han stod klar i lufthavnen i april 1999.
Mogens Rasmussen erkender, at "halvanden" afghansk familie sagde nej til at medvirke, men fastholder, at de blev spurgt, efter at han havde fået ja fra de tre første asylansøgere, der ankom.
Radioudsendelsen fortæller også, at Mogens Rasmussen manipulerer med seerne.
"Her er den familie, som Sadoun ønsker at tage med sig til Danmark," hedder det således i speaken til en udsendelse om en irakisk asylansøger, som blev sendt tidligere i år.
På tv-skærmen ser man tre mænd, fem kvinder og to børn - selv om en flygtning kun kan få familiesammenført en ægtefælle og sine mindreårige børn til Danmark.
"Jeg har bare gengivet Sadouns ønske. Speaken kunne måske have været formuleret lidt anderledes, men den er fair nok. Jeg ved, at hans brødre er ved at købe pas for at komme til Danmark," siger Mogens Rasmussen.
Han afviser i øvrigt på det bestemteste at have en negativ holdning til flygtninge:
"Min personlige holdning er, at der er plads til masser af flygtninge i Danmark. Men jeg må indrømme, at jeg er rystet over, at når det gælder dem, jeg har mødt, er jeg stærkt i tvivl, om de er andet end immigranter," siger Mogens Rasmussen.

Fakta - Se & Hør
*Radiodokumentaren
Men det var løgn...
esndes lørdag klokken 14 med genudsendelse
onsdag klokken 14.30
i radioens P1.

*Den foreløbig sidste
tv-udsendelse i serien
Flygtning? sendes mandag aften klokken 20.30 på DR 1.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu