Læsetid: 4 min.

Fodboldfans kæmper mod racisme

27. juni 2000

Dansk Boldspil-Union står uden for det internationale samarbejde mod racisme. Unionen mener ikke, initiativet er nødvendigt i Danmark

Racisme
Bruxelles - DBU og danske klubber glimrede ved deres fravær, da spillerforeninger, klubber, fanklubber, og fodboldforbund fra især England, Tyskland og Italien præsenterede en ny kampagne "Football Against Racism in Europe", FARE, i Europa Parlamentet i Bruxelles.
Der er tale om et primært fan-baseret netværksamarbejde, som skal udveksle erfaringer og gennem aktioner under EM-slutrunden forsøge at dæmme op for tendenser til racisme, ekstrem nationalisme, masseslagsmål og optøjer. Helt konkret har man etableret en række såkaldte fan-ambassader ved spillestederne. Store minibusser, hvorfra man uddeler aviser, foldere, advarer mod billetter fra det sorte marked og via telefon-kæder forsøge at dæmpe voldsomme gemytter.
De deltagende fanklubber og organisationer har næsten alle gennem længere tid været aktive i bekæmpelse af racisme på deres egne baner. Mest kendt er den engelske kampagne "Let's kick racism out of Football", der med det engelske landshold i spidsen har fået stor gennemslagskraft og afgørende betydning for stemningen i britisk fodbold.

Abeskrig og banankast
På mødet i Bruxelles gik repræsentanter fra fodboldforbund og spillerforeninger en efter en på podiet med deres erfaringer og med ideer om fremtidige aktiviteter.
Den sorte Brandon Batson, tidligere engelsk topspiller og nuværende vicedirektør i spillerforeningen, Professional Footballers Union, fortalte om abeskrig og banankast i 80'erne. Mange tror, at fordi sådanne grove løjer er forsvundet, så er racismen også forsvundet. Men der er stadig overfald og racistiske episoder. Hver sæson hører vi om nye tilfælde, sagde han.
"Derfor er det en stor fordel, at der nu også på europæisk plan findes et samarbejde, som vil gøre noget i stedet for blot at snakke. Et af de vigtige succeskriterier for os vil være at få flere sorte og asiatiske fans til kampene," sagde han.
En ung spiller fra Cameroun, Serge Bodo, der har spillet som semiprofessionel i Belgien i fire år, fortalte om konstant chikane i form af spytklatter, hån og trusler fra publikum, hvis han ikke spiller op til sit bedste. Hændelser, som hvide holdkammerater ikke oplever.
Howard Holmes fra Englands Football Supporters' Association fortalte, at Euro 2000 arrangørerne ikke havde svaret på en henvendelse om samarbejde under den igangværende slutrunde i Belgien og Holland.

Modtagelsen er vigtig
Gerd Dembowski fra Tysklands BAFF Supporters Association opfordrede Belgien og Holland til at bruge flere penge på kampagner op til EM og færre på repression og overdrevne sikkerhedsforanstaltninger under kampene.
"Fodboldfans er meget påvirket af den måde, de bliver modtaget på," sagde Dembowski.
Danskeren Bent Sørensen, informationschef for det nyetablerede Europæiske Center for Observation af Racisme og Fremmedhad i Wien, mindede om hændelserne 17. maj, hvor København eksploderede i fodboldvold og gadekampe.
"Der er tydelige beviser på, at balladen var organiseret af danske og engelske ekstremister, der åbenbart har fundet sammen i racisme og had," sagde Bent Sørensen.
Efter mødet beklagede han, at DBU og danske klubber ikke var til stede og ikke deltager i FARE-samarbejdet.
"Vi ser tydeligt disse tendenser til racisme også i Danmark," mener Bent Sørensen. "Vi ser dem i White Pride (AGF-supporters), der på deres hjemmeside opfordrede til vold mod tyrkerne i København. Vi ser dem omkring FCK og i Brøndby. Danske klubber og fanklubber kunne lære meget af den succesfulde kampagne i England," tilføjer han.

Ganske få pariaer
Fra det danske hovedkvarter i Landgraff i Tyskland fortæller DBU's informationschef Lars Berendt, at man ikke har hørt noget om mødet i Bruxelles, men at man tidligere har fået henvendelser fra FARE, det nye netværkssamarbejde.
"Men vi mener ikke, at vi i Danmark har racisme i et omfang, der gør det nødvendigt at lægge kræfter i et sådant samarbejde," siger Lars Berendt.
"Hvis vi fokuserer på det, så risikerer vi måske netop at motivere visse typer til at begynde," tilføjer han. Lars Berendt erkender, at grupper som White Pride i Århus har brugt racistiske udtryk, men han mener ikke, at det har noget med fodbold at gøre.
"Der er tale om nogle ganske få pariaer, nogle grupper med småfacistiske tendenser, der lukrerer på fodbolden, men som ikke på nogen måde er signifikante for de reelle forhold i dansk fodbold," understreger Lars Berendt.

Århus kender problemet
Disse vurderinger deles ikke i AGF's Fanklub i Århus.
"Det er stærkt beklageligt, at der ikke var danskere til stede på mødet i Bruxelles," siger Brian Storm Andersen, formand for AGF FanClub, Aarhus.
Han mener, at DBU eller Divisionsforeningen burde have repræsenteret dansk fodbold på mødet.
"Selvfølgelig kan vi lære noget af andre. Hvis DBU ikke mener, at vi har problemet i Danmark, så skulle de måske prøve at komme til Århus," tilføjer han.
Brian Storm Andersen henviser bl.a. til en episode den 10. maj uden for Århus Idrætspark, hvor Silkeborgs udenlandske stjernespiller, den farvede Godwin Attram, blev angrebet af tilhængere fra gruppen White Pride. Efter kampen smadrede gruppens tilhængere ruder i silkeborgensernes bus, og en 23-årig trængte ind i bussen i stærkt ophidset tilstand og overfusede ikke kun Godwin Attram, men også jugoslaven Bora Zivkovic med racistiske bemærkninger. Den 23-årige er siden blevet sigtet for overtrædelse af racisme-paragraffen og for at have truet fodboldspillere på livet.
"Jeg blev meget ked af det, for det går jo ud over alle fanklubberne. Folk tror efterhånden, at man ikke kan gå til fodbold uden at blive banket ned," siger Brian Storm Andersen.
AGF Fanclub har for nylig - sammen med fanklubberne fra Brøndby, FCK og Sammenslutningen af Superligaklubbernes Fanklubforening - taget initiativ til en landsomfattende kampagne mod racisme og vold i fodbold. Kampagnen skal løbe til efteråret under det fælles slogan "Nul vold - det er sikkert at gå til fodbold."
Charles Maskelyne, informationsmedarbejder i FCK/ Parken, mener som DBU heller ikke, at der lige nu er grund til at bruge tid på internationalt samarbejde mod racisme.
"Vi kan selvfølgelig altid lære af andre, men vi har faktisk ikke oplevet racistiske episoder i Parken. Fodboldballade ja, men ikke racisme," understreger han.
FC København har i øjeblikket fem farvede og en tyrkisk spiller i truppen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her