Læsetid: 5 min.

Vi fødes jo ikke som 54-årige

22. juni 2000

Men hvis vi havde vidst hvad vi nu ved, havde vi da været klogere, mener Morten Thing, venstrefløjsveteran og historiker

Opgør om fortid
Morten Thing fortryder ingenting. Den 54-årige RUC-forskningsbibliotekar og dr. phil. på en disputats om "kommunismens kultur" føler ikke i den aktuelle debat noget behov for at træde op på medieoffentlighedens skafot og sige undskyld for sin fortid som aktiv på venstrefløjen.
"Jeg har ikke begået mord, mened eller voldtægt. Jeg fortryder ikke noget, men stiller mig gerne frem og siger: Det mener jeg ikke længere," siger Morten Thing til Information.
"Mange af de ting, vi sagde dengang, har en mere begrænset sandhed, men vi var ikke klogere, end vi var, og hvis vi var lige så kloge, som vi er nu, havde vi jo ikke sagt de ting. Men ingen bliver jo født som 54-årige, gudskelov!"
1969-82 var Morten Thing medredaktør af det centralt placerede venstrefløjsblad Politisk Revy og havde her fingeren på pulsen af det, han til at begynde med ikke er meget for at kalde 'venstrefløjen.' Ganske enkelt fordi ordet, som han siger, dækkede over et "netværk af netværker," hvoraf langtfra alle sympatiserede med de eksisterende såkaldt socialistiske regimer, fra Pol Pot til Sovjetunionen.

Scocozzas snak
- Hvordan så venstrefløjen ud i sin 'storhedstid'?
"Der var Det Gamle Venstre, som var DKP, velsitueret på arbejdspladserne, hvis socialismeformulering var importeret som pakkeløsning fra Sovjetunionen. Og der var det gamle Nye Venstre, 'maoisterne,' som mente, at det, Lenin og Mao havde sagt, var socialisme. Det var det, der senere blev til KAP og var repræsenteret af folk som Godtfred Appel - stamfar til Blekingegadebanden - og Benito Scocozza, der pludselig så sig omgivet af helt unge mennesker, der sang "Østen er rød."
"Hvis jeg havde sagt alt det, Scocozza har sagt gennem årene, ville jeg enten holde helt op med at sige noget eller sige undskyld mange gange ... Men i øvrigt er det ikke "undskyld," der gør det. Reflektion gør det".
"Selv tilhørte jeg Det Nye - udogmatiske - Venstre. Politisk Revy var ved begyndelsen i 1963 tilknyttet det gamle kulturradikale miljø, men i 1968 blev det talerør for ungdomsoprøret. Vi var også en overgang - ca. 1967-69 - ret positive over for Kulturrevolutionen i Kina, men omkring 1970-75 mente vi ikke mere, at Kina og Cuba havde spor med socialisme at gøre."
- Hvad betød de lande for jer?
"Dybest set har en utopi brug for at se på de reelt eksisterende systemer. Mange så dengang socialisme i et metafysisk lys: At hente himlen ned på jorden. Med metafysisk mener jeg, at mange, både i Socialdemokratiet og på venstrefløjen, mente, at historien har et mål, og at det mål var socialismen. Det er det, der kan blive så frygteligt: Folk som Stalin og Hitler mente jo, at de havde indsigt i historiens mål, og for Stalin betød det at gå den lige vej 20 millioner menneskeliv."
Hvad drømte I om?
"Vores opfattelse af socialismen var en meget radikal demokratiopfattelse, som indebar, at arbejderne skulle overtage og bestemme over produktionsmidlerne. For os var det en logisk og indlysende forlængelse af de borgerlige rettigheder fra Grundloven. Det forestillede vi os, at flertallet ville slutte op om, og sådan skulle socialismen indføres."
"Hvad skulle der evt. ske med de, der var uenige i den gode idé?"
"Altså, vold indgik kun i vores forestillinger som noget, man kunne blive tvunget til, hvis USA greb ind i Danmark. I Chile var socialismen blevet indført ad demokratisk vej - men her havde amerikanerne jo bidraget til et blodigt kup, der indsatte Pinochet som dikatator. Men jeg var jo ikke pacifist, vel, det var en del af min arv hjemmefra, at man kunne blive tvunget til at kæmpe for noget (Morten Things far, Børge Thing, var leder af den kommunistiske modstandsorganisation BOPA, red.). Det med modstandsbevægelsen dyrkede vi meget."

Voldsretorikken
Men hvis ikke I drømte om en voldelig magtovertagelse, hvad betød så den voldelige retorik på venstrefløjen?
"Der var en meget militant retorik, både talemåder som 'når den sidste bureakrat er hængt i den sidste kapitalists tarme' og sange som "Brødre lad våbnene lyne." Det deltog jeg også i. Det var ikke noget, man troede på, mere en måde at stemme sindet på, og en del af arbejderbevægelsens historie, som vi overtog."
- Men hvordan kunne vi andre vide, at retorikken ikke var ment bogstaveligt? F.eks. var jeg ude for en rusleder på universitetet, der forklarede en kritisk studerende, at hun skulle "skydes på revolutionens første dag" ...
"Det er rigtigt. Og når jeg tænker tilbage på det, var det lidt latterligt. Og for meget."
- Hvad med et slogan som 'Danmark - Vietnam - samme kamp' - Det kræver da et vist abstraktionsniveau?
"Parolen betød ikke, at vi sidestillede vores problemer med deres, eller ville etablere en Ho Chi Minh-sti her ... mere at vi var en del af samme imperialistiske system."
- Lidt hult, måske?
"Det var hult, men rummede også et stærkt romantisk træk i f.eks. den hæmningsløse dyrkelse af guerillabevægelser, der kæmpede imod imperialismen."
- Hvad er venstrefløjens opgave nu?
"For det første at kæmpe mod fremmedhadet og for at de fremmede får demokratiske vilkår at leve under. Min mormor og morfar var indvandrere, og det gør mig deprimeret at møde al den provinsielle kynisme i dag. Men vi må også gøre klart, hvilke værdier, vi synes er vigtige.
For det andet at afbøde den økologiske katastrofe. Jeg kan stadig ikke se, hvordan det skulle lade sig gøre uden at demokratisere produktionsmidlerne, den utopi ville jeg stadig godt gå i brechen for ... Men min opfattelse er ændret derhen, at det da i dag kræver en vis naivitet at tro på.
Og for det tredje at bekæmpe EU i den form, det har nu. Selv om visionerne lyder udmærket - hvis de bare passede på det faktiske EU!
- Kan vi bruge utopier og visioner i dag?
"Jeg synes stadig, det er attraktivt at blive lykkelig og at gøre samfundet så godt, man kan. Vi er nødt til at tilpasse utopien til de reelle muligheder, men når det ikke går helt uden utopier, er det fordi, verden i et århundrede har været i gang med grundlæggende problemer, som vi ikke har kunnet løse. Alene i det sidste århundrede blev der dræbt mere end 100 mio. mennesker - er det fremskridtets århundrede?"

Jo flere børn vi fik ...
- Hvorfor har venstrefløjen virket så tavs efter Murens fald i 1989?
"Da Muren faldt, var der faktisk ingen samlet venstrefløj tilbage til at fortolke begivenheden. Den venstrefløj, jeg tilhørte, ophørte med at eksistere i midten af 80'erne, Politisk Revy gik ind i 1987.
For det første fordi det var en ungdomskultur, en netværkslivsform, der ikke kunne fastholdes med fast arbejde og børn. Jo flere børn vi fik, jo mindre tid havde vi. For det andet, fordi vi i høj grad havde overtaget retorikken og tankegangen fra arbejderbevægelsen, hvis venstrefløj, vi syntes, vi var. Men i virkeligheden var vi en moderne mellemlagsbevægelse og burde nok have genskabt tankeformerne mere i takt med vores egne erfaringer."
- Så det med 'stol aldrig på nogen over 30' kom til at holde stik?
"Vi var nu lidt ældre ...," siger Morten Thing og ler.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu