Læsetid: 2 min.

Før, nu og altid

23. juni 2000

Blandet udstilling af eksempler på billedkunstneres håndtering af begreberne tid og de skelsættende øjeblikke gennem 500 år

Udstilling
Skovgaard Museet i Viborg har samlet en række tegninger og grafiske blade, som viser mennesket på skillevejen mellem lykke og ulykke, liv og død eller i forsøget på at fastholde liv, lykke og ungdom - det goetheske verweile doch.
Bladene, som er udlånt af den omfangsrige samling, som ejes af Eidgenössischen Technischen Hochschule (ETH) i Zürich, er suppleret med collager og tekster fra Dansk-Tyske Galleri i Berlin.
Udstillingen kan dog virke forvirrende, indtil man gør sig klart, at dette er en temaudstilling, og i dag er temaudstillinger og temaophængninger en modesag, som
f.eks. i de to Tate museer i London og på jubilæumsudstillingen, Rijksmuseum, Amsterdam.

Stills og skæbne
Det som møder én på Skovgaard Museets udstilling er således en blandet buket af motiver, teknikker og store og mindre kendte navne og værker.
Her er billedkunst som illustration til begivenheder som f. eks. Kejser Maximilians henrettelse i en litografi af Edouard Manet, den tidløse dvælen i Trøst af Edvard Munch og tiden selv i en tegning af vækkeur og Gudea-skulptur af Alberto Giacometti.
Der er væsentlige værker fra 1500-tallet af blandt andet Albrecht Dürer, Hans Baldung Grien, Hans Burgkmair, Altdorfer og Parmigianino. Rembrandt er repræsenteret med en koldnålsradering af Hyrderne på Marken og 1700-tallet med blandt andet William Hogarth's barske Before and After. I særklasse er Pablo Picassos politiske raderinger fra l937 af Francos drøm og løgne, en formidabel tegneserie.
Kun få arbejder er originaltegninger, men de hævder sig. Johan Heinrich Füssli's laverede tegning fra 1771 af mordet på Hamlets fader i antik afklædthed, er en tour de force af komposition, kropssprog og valører.

Smelter sammen
Füssli tolker en 'historisk' begivenhed i sin samtids stil transponeret til Antikken og får alle elementerne til at smelte sammen i vor oplevelse af værket.
Bladet illustrere kunstværkets dobbelte funktion, både som 'Still' og - med lidt god vilje - som eksempel på det æstetiske øjeblik defineret af den gamle kunsthistoriker Bernard Berenson, som "det flygtige øjeblik,- næsten tidløst i sin korthed - når betragteren for første gang lader sig gennemtrænge af det kunstværk, som han betragter (...) når hans dagligdagsbevidsthed vender tilbage, forekommer det ham, som var han blevet indført og forvandlet gennem ophøjende og bevidsthedsudvidende mysterier."
Alle store kunstværker er således øjebliksbilleder for gennem dem vinder øjeblikket evighedsværdi og tidsbegrebet annuleres.
Mange ender kan spindes omkring udstillingens tema og de enkelte arbejder; i sin helhed, er det en fascinerende rodebutik.

*Stills - historiske og andre øjebliksbilleder. Skovgaard Museet, Viborg. 10-12,30; 13,30-17. Til 25.6

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu