Læsetid: 2 min.

Fort Europa koster menneskeliv

16. juni 2000

2.000 er druknet, blevet tævet ihjel eller har begået selvmord som følge af Europas stramme flygtningepolitik, hævder europæisk netværk. Venstre og Dansk Folkeparti beklager

I stedet for at finde sikkerhed og et bedre liv har over 2.000 mennesker siden 1993 fundet døden i forsøget på at nå ind i 'Fort Europa'.
Det konkluderer organisation UNITED, der samler doklumentation fra godt 500 europæiske organisationer, der beskæftiger sig med flygtninge, indvandrere, fremmedhad og racisme.
"Mennesker er druknet, blevet kvalt, tævet ihjel af racistiske overfaldsmænd, døde i politiets varetægt eller har begået selvmord i afmagt," skriver UNITED, der tilskriver dødsfaldene den øgede militarisering ved Europas ydre grænser, asyllovgivning, detentionspraksis, tvangsdeportationer og sanktioner mod fly- og skibe, der medbringer illegale flygtninge - det, der overordnet betegnes 'Fort Europa'.
"I takt med, at flygtninge og indvandreres muligheder for lovlig indrejse i Europa er blevet hæmmet af en stadig mere restriktiv politik på området, i takt med, at grænserne er blevet stadig mere uigennemtrængelige, er mennesker blevet tvunget til at forsøge sig ad stadig farligere indrejseruter," skriver organisationen.

Tævet bevidstløs
Af organisationens dokumentation fremgår det, at seks af de 2.000 døde havde tilknytning til Danmark.
Tre døde af kvælning, da de i juni 1997 var blinde passagerer på et dansk fragtskib. En fjerde blev i april 1994 tævet bevidstløs og efterfølgende smidt overbord i rum sø af besætningen på det danske skib Karen Clipper.
Endelig omtaler UNITED med henvisning til Dansk Røde Kors to asylansøgere, der begik selvmord i Danmark i 1993.
Venstres flygtningeordfører Birthe Rønn Hornbech siger, at det "er altid trist, når nogen dør på flugt. Men det er ikke os, der har startet krigene i de andre lande."
Dansk Folkepartis flygtningeordfører Birthe Skaarup beklager også dødsfaldene, men mener ikke, at Danmark kan ordne alle verdens problemer.
"Vi kan kun appellere til, at man ikke laver sortbørshandel og fragter folk på overfyldte skibe," siger hun til Information.
UNITED mener, at så længe kapital og varer frit krydser grænserne, vil mennesker følge i kølvandet.
"Vi må arbejde henimod langsigtede løsninger på globale problemer i stedet for at lukke øjnene for dem," siger UNITED.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu