Med afsæt i jazzrocken tegner den 20-årige Franka Abrahamsen sig for årets hidtil mest lovende danske rockdebut
Ny cd
Lad os få det overstået med det samme: Jo, hun er datter af Peter Abrahamsen, en af de mest innovative danske musikentreprenører gennem tiderne, men Franka Iris Abrahamsen er ellers i høj grad sig selv.
Så meget, at hun på sit debutalbum Reflexions On Life fremstår som en sjælden flyvelysten fugl i en dansk rockverden, hvor prototyperne alt for tit forklædes som originaler.
Musikalsk færdes Franka stedkendt i et nysgerrighedsvækkende grænseland mellem singer-songwriter rock og uavantgardistisk jazz; et tyndt befolket område nu om dage, hvor begreber som produktudvikling ofte bare dækker over, hvor lang tid det tager, før man er parat til kaste debutanter ud i valget mellem det frie fald og den en-ud-af-hundrede-mulige succes.
Uden sikkerhedsnet
Selv om det næsten ligger i anmelderblodet ikke at påskønne pladeselskabstiltag, er der grund til at fremhæve producer Poul Martin Bonde for at have taget en chance med Franka og hendes Iris Band.
Han har taget den sammen med Jan Sneum og det, der i ikke så gamle dage hed P3's Rullende Rockredaktion, men nu bærer den pudsige teknokrattitel Radio Rytmisk.
Chancen består i at hive Franka og hendes kvartet ind i Radiohusets Studie 3 til et par koncerter for et levende publikum. Det har kunnet betale sig. Publikumsapplausen er fjernet bagefter, men det fornemmes på musikerne, at de spiller uden sikkerhedsnet live.
Og det forstærker de jazz'ede nuancer, som især opstreges af guitaristen Jacob Quistgaard. Han er et fund! Påvirkningen fra folk som John McLaughlin er åbenbar og giver musikken et smukt, lettere patineret præg. Jeg mener, jazzrock er jo ikke ligefrem dagens ret, men samtidig giver den improvisatoriske veltalenhed musikken et helt eget præg. Den bliver til, mens vi hører den. Det er selvfølgelig løgn, men det lyder sådan.
På samme måde lyder Franka, som om hun her og nu synger sig ind i sangenes enkle univers om sorgen ved at miste og modet til at fortabe sig i noget, der er større end hende selv. Man kunne kalde det kærligheden.
Den rene vrede
Hun er 20 år, og når der overhovedet skal gøres opmærksom på det, er det fordi hun synger med en hjertesmertelig erfaring som en kvinde, der har levet et helt liv.
Ikke siden den unge Joan Armatrading har jeg hørt så ren en vrede, så hengiven en længsel. Spindelsvævstærke og -sarte sange som "Too Bad", den stemningsmættede "Come Rain" og "We Cannot Have It All" er levet liv. Med refræner, der lever deres eget liv i frihed uden at
ignorere charmen ved god, gammeldags popappeal.
Skulle jeg indvende noget, og det skal man jo, så ville det være fint, hvis Franka næste gang blev overtalt til at synge på det sprog, hun føler i. Og så måtte der godt blive råd til en studieproduktion, der kunne befri Jacob Quistgaard fra den tunge opgave at være ene om at give musikken kontraster. Kontur har den allerede.
Lovende plejer man at kalde sådan en debut. Lad os også nøjes med det. Der skal være noget til næste gang.
*Franka: Reflexions On Life. Producer: Poul Martin Bonde m. Ossian Ryner. Start/Sony/DR
