Analyse
Læsetid: 5 min.

Fredsskaber med lig i lasten

5. juni 2000

Vesten ønsker at tørre de fredsbevarende opgaver i Vestafrika af på Nigeria, der selv har voldsomme problemer - men ingen vil betale for at få arbejdet gjort

Det tog ikke lang tid at få skudt FN's fredsbevarende operation i Sierra Leone i sænk. 500 soldater blev på få dage i begyndelsen af maj taget som gidsler - de fleste af dem uden at have løsnet et eneste skud for at forsvare sig. I hovedstaden Freetown oplevede andre FN-soldater fra Kenya, Bangladesh, Zambia og Jordan skiftet fra at blive hyldet som helte til pludselig i medierne at blive hånet som kujoner.
'FN svigter Afrika igen', lød det. Først Somalia og Rwanda, og nu Sierra Leone, hvor verdens aktuelt største FN-operation udspiller sig.
FN havde på tidspunktet for bortførelserne stået med ansvaret for den fredsbevarende operation i nøjagtig én uge. Kort forinden havde Nigeria trukket næsten alle sine soldater ud af Sierra Leone - soldater, der udgjorde rygraden i den vestafrikanske interventionsstyrke ECOMOG.
I dag, nøjagtig en måned efter, er nigerianerne på vej tilbage til Sierra Leone. Som resultat af, at ingen vestlige lande ønsker at engagere sig for dybt i krigen, og at de udstationerede FN-soldater fra en række tredjeverdenslande hverken har udstyr, uddannelse eller mandat til at skabe fred i Sierra Leone.
Problemet for Nigeria er imidlertid, at ingen vil betale for at få det beskidte arbejde gjort. Landene bag ECOMOG har anmodet om økonomisk hjælp til at finansiere styrken, men er endnu kun mødt af tavshed.

Fredsbevaring i Sierra Leone er en ekstrem dyr affære, både målt i penge og i menneskeliv. Det problem har nigerianerne stået med før, og resultatet blev ikke pænt.
ECOMOG-styrken kom til landet i maj 1997 og har ved to lejligheder slået oprørsbevægelsen Revolutionary United Front (RUF) tilbage fra angreb på Freetown. Flere menneskerettigheds- organisationer har imidlertid kritiseret nigerianerne for at gå ekstremt brutalt til værks under kampene i Freetown. Summariske henrettelser af fanger, hvoraf en stor del var børnesoldater, hørte til praksis - ofte kun baseret på mistanke.
Nigerianerne selv siger, de mistede omkring 1.000 mand, men reelt menes tallet at være op mod ti gange højere. Tilmed ankom de nigerianske soldater krigstrætte og psykisk nedkørte efter længere tids udstationering i nabolandet Liberia, og i lange perioder fik soldaterne ingen løn for det risikable arbejde i Sierra Leone.
Man kan derfor spørge sig selv, hvorfor Nigeria vil træde ud i dette kaos én gang til - et kaos, der koster landet omkring otte millioner kroner om dagen.
Via den håndfaste indgriben i både Liberia og Sierra Leone har Nigeria sat en tommetyk streg under landets status som Vestafrikas absolutte sværvægter, der har de militære muskler at sætte bag retorikken. Hver femte afrikaner, 110 millioner mennesker i alt, bor i Nigeria, og landets befolkningsudvikling bringer nye nigerianere til verden i eksprestempo.
På længere sigt har nigerianerne i en årrække ytret et stærkt ønske om et permanent sæde i FN's Sikkerhedsråd i forbindelse med en eventuel omstrukturering af Rådet - en plads de i givet fald vil skulle slås med eksempelvis Sydafrika og Egypten om. Og nigerianerne er givetvis meget opmærksomme på, at Sydafrika har lovet at stille soldater til rådighed, hvis FN går ind i Den Demokratiske Republik Congo.
Det militære korps i Nigeria kan imidlertid også have sine egne grunde til fortsat at ønske sig opgaver i Sierra Leone. Under den tidligere udstationering blev det dokumenteret, hvorledes højtplacerede, nigerianske officerer var aktive medspillere i smugleri af både våben og i særdeleshed diamanter fra Sierra Leone. Samtidig kan officerkorpset formentlig se megen fornuft i de store bevillinger til militæret, en ny udstationering vil afføde.
Nigerias aktive deltagen i fredsbevaring blev da også søsat, mens de tidligere militære diktatorer Abacha og Babangida stod ved rorpinden. Den nuværende folkevalgte præsident, Olesegun Obasanjo, der i mandags kunne fejre étårsdagen for demokratiets genindførelse, har fortsat Nigerias aktive linie i forhold til fredsbevaring, om end han under valgkampen lovede at få soldaterne hjem igen.
Tidspunktet for en tilbagetrækning er da heller ikke det mest gunstige for nigerianerne. De har modtaget megen ros for den militære indsats i Liberia og Sierra Leone, trods kritik af de anvendte metoder, og eftersom Sierra Leone nu mere end, det har været længe, er i verdens søgelys, giver det nigerianerne mulighed for at pudse glorien lidt. Og en renere glorie gør det nemmere at tiltrække udenlandsk kapital, hvilket er uhyre tiltrængt.

Siden valget for et år siden har levestandarden for den menige nigerianer ikke rykket sig en centimeter i den rigtige retning på trods af, at Nigeria er verdens sjettestørste olieeksportør og med potentiale til meget mere. Regeringens privatiseringsplaner er gået i stå, hvilket holder udenlandske investorer på afstand, og i længere perioder har regeringen ikke kunne udbetale lønninger.
Det store hul i statskassen kan undre lidt, ihukommende de store olieindtægter, men gennem de seneste ti år menes omkring 1,6 mia. kroner i olieindtægter at være støvsuget af ledende militærfolk. De fleste af disse penge er i dag placeret uden for Nigeria.
En hel del af disse tvivlsomme militære skikkelser sidder endnu tæt på kransekagens top i Nigeria, på trods af det nyligt indførte demokrati, og præsident Obasanjo har øjensynligt ikke helt så meget kontrol over landet, som han kunne håbe på. Trods hans eget partis flertal i parlamentets begge kamre, har Obasanjo meget besvær med at få budgettet og andre lovforslag igennem - heriblandt en anti-korruptionslovgivning.
Samtidig skal en betragtelig del af velfærden - omkring en tredjedel af det nationale budget - afleveres til udlandet som afbetaling af landets gæld på cirka 31 mia. dollar. Samtidig er Nigeria, primært pga. olien, ikke fattig nok til at få gældslettelse, mener Verdensbanken.
For at give den pressede økonomi lidt luft, planlægger den nigerianske regering en gigantudvidelse af landets olieindustri, som på ti år skal gøre landet til verdens næststørste olieeksportør, kun overgået af Saudi-Arabien. Det er et projekt, specielt amerikanerne er interesserede i. I dag importeres 10 procent af USA's olie fra Nigeria, hvilket modsvarer en tredjedel af det vestafrikanske lands samlede produktion. USA har dog indtil videre ikke vist sig villig til at poste de helt vilde summer i Nigeria og heller ikke til at finansiere de nigerianske soldater i Sierra Leone.

Den manglende vilje kan langt hen ad vejen tilskrives tvivl om stabiliteten i Nigeria. Siden landet blev selv-stændigt i 1960 har militæret siddet konstant på magten på nær ti år, og etnisk baserede uroligheder har været reglen snarere end undtagelsen.
Det seneste år er mindst 1.000 mennesker døde som følge af uro mellem landets tre store etniske retninger og omkring 250 mindre, etniske grupperinger. Flere af de nigerianske delstater har søgt at indføre den islamiske Sharia-lov - senest provinsen Sokoto i onsdags - hvorefter kristne og muslimer (der udgør henholdsvis 47 og 35 procent af landets befolkning) er gået i kødet på hinanden. Samtidig er der et stigende ønske i flere regioner om selvstændighed, og en række etnisk og geografisk baserede pressionsgrupper og militante grupper har vundet større tilslutning i Nigeria. Præsident Obasanjo stiller sig dog helt afvisende overfor en opsplitning af landet - men er til gengæld klar til at slås i Sierra Leone.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her