Læsetid: 3 min.

Den fuldendte musiker

19. juni 2000

Michala Petri modtog Leonie Sonnings Musikpris ved en koncert i Tivoli. Hun kvitterede med musik og musikudfoldelse, som gør prisen indlysende.

Koncert
I det andet ekstranummmer - 2. sats af Vivaldis blokfløjtekoncert i C-dur - skabte hun en udtryksfuldhed i det musikalske foredrag, man ikke troede var mulig med en blokfløjte.
Michala Petri fik Leonie Sonnings Musikpris lørdag aften i Tivolis Koncertsal. Kunstneren takkede og spillede helt ny og tidlig musik.
Det er hverken muligt eller ønskeligt at problematisere valget af Petri til den prestigefyldte pris: Hun er en musikerpersonlighed, som der ikke fødes mange af i et århundrede. 'Godt nok' findes ikke i hendes verden. Derimod er 'konstant at være på vej' mere rammende for kunstnerens ambition.
Michala Petri er Danmarks store internationale solist med stjernestatus i hele den klassiske verden, og hun har samtidig bevaret sine fulde fem og sin snusfornuft. Det er godt gået.
Hendes hele fremtoning og lyttende væsen burde give stof til eftertanke hos jeg-fikserede, selvovervurderende kulturkontorister med storhedsvanvid, der maser sig igennem verden. Michala Petri går forrest med det gode eksempel.

Ukendskab uden huller
Ved Tivoli-koncerten havde Petri ønsket at skabe plads til helt ny musik af Per Nørgård, som i 1996 modtog Sonnings Musikpris. Nørgård er ikke en ubekendt begavelse i dette land, det er derimod komponisterne Piers Hellawell og Steven Stucky.
Sidstnævnte amerikanske komponist skal høre til de mere kendte i sit hjemland, og han havde da også komponeret et velklingende partitur til Petri med orkesterledsagelse - i dette tilfælde med Sjællands Symfoniorkester under Giordano Bellincampi.
Mit ukendskab til Piers Hellawell er uden huller, hvilket enten kunne tyde på en brist i orienteringsevnen, eller en udtalt nonchalance i Havens musikalske informationsafdeling.
Tivolis program oplyser intet om manden, der havde givet et Pyt-i-pande-værk med titlen Drum of the Nåjd til Petri og slagstøjsspilleren Evelyn Glennie.
Som man sad og overhørte den sammenkogte ret, tænkte man, at der kun manglede et stænk panfløjte for at gøre retten helt uspiselig - og vupti slutter værket med at komponisten lader blokfløjten lyde så pan-fløjteagtigt som muligt.
Per Nørgårds af omfang korte stykke Tusmørkedialog på fem minutter, havde en rigdom af stemninger og syntes af have en tanke om evolution bygget ind i strukturen.
Nørgård hælder ikke et virvar af musikalske farver og ekstravagante spillemåder ud over partituret som Hellawell, men udvikler tværtimod et helt særegent univers, baseret på et minimum af virkemidler. Det er meget suggererende og det virker mere originalt (feminint sofistikeret?) end at tonse ud med overlæsset bygningsværk.

Sammenspillets kunst
Efter pausen havde Michala Petri selskab af Berliner Barock Solisten. Om disse musikere kan der ikke siges noget ufordelagtigt. Deres tilstedeværende gjorde aftenen til noget absolut mindeværdigt.
Ensemblet ledes af manden med det bedårende navn Kussmaul. Fornavnet er Rainer. Han spiller på en Stradivarius bygget i Cremona i 1724. Det har han også fortjent. Kussmaul spillede en sonate for violin, strygere og basso continuo, der satte lytteren i en anden verden.
Da kollegaen, bratschisten Wolfram Christ gentog kunststykket med at henføre til andre verdener, med Telemanns Koncert i G-dur, så savner man passende ord til at gengive oplevelsen.
I selskab med Petri blev det ikke dårligere. Alt er på plads, den tekniske beherskelse er uovertruffen, viljen til at gøre noget sammen er et must.
Med dette samspil in mente, ville Petri, ved de mange indkaldelser til stående ovationer, have de andre musikere med. Hun ville ikke stå alene med æren.
Denne aften havde hun svært ved at trække kollegerne ind. De vidste, at det var blokfløjtemesterens aften.
Hvis Michala Petri tidligere har lignet resultatet af en mors ambitiøse projekt, så står den modne kunstner med sans for det hele liv frem som først og fremmest sig selv, frigjort fra det moderlige ophav, styret af egne behov og ambitioner.
Måske var det det, der lå i kunstnerens egen formulering om, at Sonnings Musikpris passende kunne markere en "ny begyndelse" i livet og karrieren.

*Michala Petri, Tivolis Symfoniorkester (dir. Giordano Bellincampi), Berliner Barock Solisten (dir. Rainer Kussmaul), Gert Sørensen, Wolfram Christ. Tivolis Koncertsal, lørdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu