Læsetid: 7 min.

Nu går mændene på jagt

10. juni 2000

Nok er nationalstaten under pres, men den europæiske nationalisme får endnu et pift, når EM i fodbold indledes i dag. Bolden har imidlertid fået følge af volden, og det skyldes, at sportens funktion som symbol på urjagt bryder sammen, siger den verdensberømte zoolog Desmond Morris

Den gamle militærteoretiker Clausewitz mente, at krig var en forlængelse af politik. I dag ville han måske have ment, at sport er en forlængelse af krig.
Har verden måske ikke forlængst oplevet Fodboldkrigen? Den fandt sted mellem Honduras og El Salvador i 1969. Bevares, sociale spændinger vedrørende immigration og arbejdsløshed var den egentlige grund, men den væbnede konflikt brød ud efter to fodboldkampe mellem de to lande. Deraf navnet.
Siden er forbindelsen mellem fodbold og vold blevet nærmest dagligdag. Optøjer, gadevold, flaskekast og knivstikkeri hører til dagens orden, når der står fodbold på programmet. Resten af befolkningen - både de fodboldelskende og de, der ikke kunne være mere ligeglade ser undrende og forfærdede til.
I april døde to Leeds-fans i Tyrkiet under gadekampe med tilhængere af Galatasaray klubben, Leeds skulle spille imod.
I Skotland døde en ung mand sidste år af knivstik efter en fodboldkamp mellem en katolsk og en protestantisk klub.
I København for nylig chokerede fodboldvolden politiet eftertrykkeligt. Og det er bare nogle af de sager, der har fået mest omtale.
Nu skal der spilles EM-kampe, og mere af den slags kan sikkert ventes. Men hvad er det ved fodbold, der er så egnet til at vække voldsglæden hos et mindretal af de mange tusinder af tilhængere?
Er det nationalisme i argeste udformning, når England spiller mod Tyskland, og hooligans fra begge lande brager sammen der, hvor kampen udspilles? Eller når Leeds fra England og tyrkiske Galatasaray mødes, og tilhængerne kommer op at slås?
Presses nutidens europæiske menneske så meget af den mere eller mindre påtvungne europæisering - for slet ikke at tale om globaliseringen - at det slår bak og særdeles håndfast artikulerer, at det længes tilbage til noget mindre og mere overskueligt nationen? Nutidens urstamme?
I så fald hvordan hænger det så sammen med, at de selvsamme hooligans med største fornøjelse forguder f.eks. engelske fodboldklubber, der stort set ingen englændere har på holdet? I stedet har de danskere, franskmænd - de historiske fjender - hollændere og sågar tyskere - fjenderne fra det tyvende århundrede. Det tyder jo ikke ligefrem på nationalisme at gå grassat i entusiasme over en multinational og mangekulturel fodboldklub.
Det hænger da heller ikke spor sammen, mener zoologen Desmond Morris, som har studeret fænomenet sportsfanatisme og hooliganisme i flere sammenhænge, men især i bogen The Soccer Tribe Fodboldstammen.
Efter hans mening er der ingen forbindelse mellem nationalisme og sportsvold. Ganske vist kan volden påhægtes f.eks. nationalisme, racisme eller andre 'os-mod-dem'-ideologier, alt afhængig af, hvem der spiller mod hvem. Men der er tale om urkræfter, som stammer tilbage fra længe før, nogen havde opfundet nationalisme, racisme eller andre ismer.

Romerriget var værre
Er nogen chokeret over dødsfaldene i Tyrkiet, volden på Rådhuspladsen eller knivstikkeriet i Skotland, skal de være glade for, at de ikke levede på Romerrigets tid. Dengang var sportsvolden meget værre.
"Stridsvogns-hooligans var meget værre end fodbold-hooligans", siger Desmond Morris.
"For 2.000 år siden blev 300.000 mennesker dræbt i uroligheder over et væddeløb med stridsvogne. Det var for øvrigt også i Tyrkiet," siger han.
Efter hans mening udviser hooligans en type adfærd som i urtidens territoriekrige. Krigsmalingen har ikke ændret sig væsentligt - nu kaldes den bare ansigtsmaling. Krigsråb og -danse er stort set, som de altid har været - bare med nogle andre ord og melodier.
Der er andre paralleller. I gamle dage var krig f.eks. ofte ritualiserede træf med regler for adfærd. Sådan er det også i sport. Og der var ikke nødvendigvis den store forskel på jagt og krig. F.eks. var våbnene de samme. Kannibalkrigere åd endda deres 'bytte', når det var 'nedlagt', ganske som om der var tale om en helt almindelig råbuk.
"Sammenhængen med potentiel vold skyldes, at sport udgør et moderne modstykke til stammekrig. Ellers ville det bare være børneleg - nogle gutter med en bold," siger Morris.
Fodboldspillerne symboliserer fortidens mandlige stammejægere, og i en intens situation bringes den risikotrang op, som nutidens unge mænd ellers pakker væk, når de går på kontoret eller hygger sig med familie og venner.
"Vi taler om at 'skyde', om 'mål'. At score et mål er et nutidigt symbol på at dræbe det dyr, man har jagtet," siger han.
Eller en modstander for den sags skyld.
Men hooligan-volden opstår faktisk, fordi symbolikken svigter. Fans kan råbe ad hinanden og hylde deres hold, som repræsenterer dem, og som symboliserer de ur-instinkter, der traditionelt har været brugt til jagt. Men volden opstår, når spillets symbolske betydning ikke længere er nok.
Desmond Morris understreger flere gange, at det ikke må glemmes, at det er en ganske lille del af fodboldtilhængerne, som begår vold. Langt de fleste er tilfredse med symbolikken og med at udspille gamle stammeritualer på en ikke-voldelig måde.
Men for nogle enkelte er symboler ikke tilstrækkeligt.

Rigtige mænd giver igen
Efter Desmond Morris' mening er der ikke den fjerneste grund til, at fodbold eller andre sportsgrene for den sags skyld burde være omgærdet af voldsoptøjer. Når den sker alligevel, skyldes det, at enkelte socialt dårligt tilpassede hooligans sætter den i gang.
"Nogle mennesker bærer nag til samfundet, er forbitrede eller utilpassede. Måske på grund af misbrug som børn eller af andre årsager," siger han.
Og når først én har kastet en stol, smidt en flaske eller noget andet, vil volden uvægerligt stige i en spiral, det er meget vanskelig at stoppe. De, der får stolen i hovedet, kan ikke bare ignorere sagen og lade som om, at ingenting er hændt. De er nødt til at reagere.
"Unge mænd er nødt til at give igen. Det vedrører deres ære. Ellers er de kujoner," siger Morris.
"Og jeg må da sige, at hvis nogen smider en stol i hovedet på mig, kan det godt være, at jeg smider én igen. Og jeg er ellers ikke noget særligt voldeligt menneske," siger han.
Efter Morris' mening skal de, der 'kun' giver igen, ikke straffes. Det skal derimod de, der starter. Og gerne hårdt. Men problemet er, at det næsten ikke er til at finde ud af, hvem der startede. Den eneste måde at gøre det på er faktisk at lade politifolk infiltrere fanklubberne. For alle dér ved godt, hvem ballademagerne er.
"De almindelige fans ved godt, hvem de voldelige er. Men de er jo også på sin vis på samme side. Hooligans er sådan en slags 'venner', som alle egentlig helst ville være fri for."
Men sladre gør man ikke. Også dét ville gå ud over æren.
Så den bedste måde at komme fodboldvolden til livs på er at infiltrere. Politifolk udrustet med skjulte kameraer og andet højteknologisk udstyr må klæde sig ud som hooligans og optræde ligesom dem for at fange dem. Dermed bliver ikke bare hooliganismen men også efterforskningen af dem til to sider af samme sag - et moderne udtryk for urgamle jagtinstinkter.
En arrest af en hooligan bliver politimandens 'mål', og tilfredsheden med resultatet bliver lig med med en huleboers glæde ved et vel nedlagt 'bytte'.

industrisamfundets børn
Fodboldens - og andre sportsgrenes - symbolfunktion er også baggrunden for, at de fleste, om ikke alle, fanatiske sportsfans kommer fra de lag i samfundet, der i industrialderen har haft de mest rutineprægede jobs. Proletariatet, som Karl Marx ville have udtrykt det.
Det er ikke noget tilfælde, at sport som fritidsbeskæftigelse og -interesse nærmest eksploderede samtidig med udviklingen af industrisamfundet. Rugby blev f.eks. opfundet i England i 1823. Baseball i USA i 1839.
Lukket inde i en fabrik eller et trist kontor i timevis med rutinepræget arbejde, afreagerer industrisamfundets robot-mænd i fritiden. De bliver ramt af 'jagtfrustration', som Desmond Morris kalder det. Det samme kan siges om folk, der slet ikke har noget arbejde.
Derimod har succesrige mænd i interessante jobs ikke i samme omfang brug for en Ersatz jagt.
De bruger allerede deres jagtinstinkter i deres jobs. Sælgere, der 'jager' en kontrakt, eller strateger, der lægger planer for "målet" med deres bestræbelser, for eksempel. De har allerede masser af spænding i deres liv.
Hooliganisme er med andre ord noget af et taber-syndrom. At udøve sport selv eller lade andres spil fungere som symbol kan hjælpe på jagtfrustrationen i nogen grad, men for nogen enkelte hjælper det ikke nok.
"Hvis arbejdet er rutineagtigt og mangler afveksling og spænding, vil ur-jægeren, der lurer i enhver moderne mand, blive utilfredsstillet. Det kan være farligt," som Desmond Morris udtrykker det.
Det post-industrielle samfund med vidensøkonomi og opdeling af verden i succesrige symbolanalytikere og et efterladt, hjælpeløst taberhold hjælper ikke. Nærmest tværtimod. Hvis gabet mellem de, der er inde i varmen med de spændende, udfordrende jobs og de, der enten har kedelige rutinejob eller slet ingen beskæftigelse, øges, er der også god grobund for, at fænomener som fodboldvold øges i takt med taberholdets frustrationer.
Hooliganisme er endnu et af de triste resultater af de skel mellem mennesker og grupper, som nutidens samfundsorganisering har skabt. Euro 2000[TM] vil sikkert bringe mange eksempler på, i hvor høj grad det er tilfældet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her