Erik Christensen samler tyve års debat om borgerlønnens mange facetter
Samfundsdebat
Den moderne udgave af begrebet borgerløn dukkede for alvor op på den danske scene i 1978 med debatbogen Oprør fra midten.
I de tre forfatteres (heriblandt denne anmelder, red.) samfundsvision om et humant ligevægtssamfund indførtes borgerlønnen som en uindskrænket ret for alle. Borgerlønnen kunne afkoble mennesker, der ønskede det, fra et tvungent lønarbejde og give dem frihed til at forfølge deres egne interesser om end på et beskedent økonomisk niveau.
Denne definition på borgerløn er i 80'erne optaget af en europæisk samfundsvidenskabelig gruppe, som kalder sig Basic Income European Network (BIEN). Netværket er især præget af bidrag fra belgiske og britiske forskere, og de har senere erstattet uddtrykket basic income med citizens salary. Den første internationale borgerlønskonference i BIEN-regi fandt sted i Belgien i 1986 med bidrag af blandt andre nærværende anmelder. Herhjemme har en del politiske partier flirtet med tanken om en borgerløn, uden at det dog har ført til noget politisk gennembrud for sagen. Nu har lektor Erik Christensen fra Aalborg Universitet taget på sig at skrive en grundig "fortælling" om borgerlønsbegrebet og debatten om borgerløn.
Det er dog ikke en fortælling i H.C. Andersensk forstand, men en samfundsvidenskabelig fortælling.
Spændende og analytisk
Christensen skriver selv, at han analyserer borgerlønsbegrebet som idé, som paradigme, som diskurs og som teknik - med udgangspunkt i velfærdssamfundets krise. Hans bog fremtræder på mange måder som en videnskabelig afhandling, der formentlig kunne indleveres som en disputats.
Dette videnskabelig tilsnit bør dog ikke skræmme mennesker, der interesserer sig for borgerløn. Christensens bog er spændende læsning, og den giver et godt overblik over udenlandske og danske bidrag til udvikling af begrebet.
Desuden beskriver Christensen i detaljer den danske debat og de politiske partiers modtagelse af forslaget om en generel borgerløn.
Den teoretiske del af fortællingen inddrager bl.a. tekster af Herman Daly, Jürgen Habermas, Claus Offe, Bill Jordan og Nancy Fraser. Det er en interessant samfundsvidenskabelig paradigmediskussion med udgangspunkt i velfærdssamfundets problemer. Her vil den borgerlønsinteresserede læser dog nok finde, at selve borgerlønnen har en tendens til at forsvinde i de mange analyser om velfærd, økologi, økonomi, feministisk-socialistiske problemstillinger m.v.
Til belysning af forskellige historiske tilgangsvinkler til borgerlønnen udvælger Christensen nogle tekster af Gunnar Adler-Karlsson, André Gorz og Niels Hoff, samt tekster fra Oprør fra midten. Dette afsnit bliver lidt uklart af, at Adler Karlsson og Gorz ikke behandler det 'rene' borgerlønsbegreb, men forskellige borgerlønslignende systemer.
Derimod gives der en detaljeret beskrivelse af den rene vare i forbindelse med 'midteroprøret' og dets borgerlønsaktiviteter i slutningen af 70'erne og begyndelsen af 80'erne. Her henvises også til konkrete beregninger som midteroprørerne gennemførte sammen med økonomen Jesper Jespersen til belysning af konsekvenserne for statsbudgettet.
Modtagelsen af forslaget om borgerløn i det danske establishment var mest negativ.
Mange politikere og repræsentanter fra fagbevægelsen tog afstand fra begrebet med forskellige begrundelser. Christensen noterer dog, at selvom SID principielt var negativ, så fik begrebet alligevel en pæn placering i SID's debatbog Ud af krisen - fordeling af arbejdet fra 1983.
Blandt de socialdemokratiske toppolitikere var Anker Jørgensen, Svend Auken og Ivar Nørgård stort set negative, og Christensen bemærker, at den mest positive dengang var Mogens Lykketoft. SF'erne var også mest skeptiske eller negative med Ebba Strange og Holger K. Nielsen i spidsen. De mest positive fandtes i den radikale lejr, hvor Christensen specielt nævner Tage Dræbye, Niels Helveg Petersen og Aase Olesen.
Både for og imod
I løbet af 80'erne døde interessen for borgerløn nærmest ud for at live op igen i begyndelsen af 90'erne. Christensen påpeger, at debatten specielt blev rejst 'nedefra' af medlemmer i Det Radikale Venstre, SF, Kristeligt Folkeparti og i Enhedslisten. Også i Venstre opstod der en debat blandt græsrødderne i forbindelse med partiets nye principprogram, men det endte med, at man vendte sig imod ideen.
Det nye tidsskrift SALT kom til at spille en rolle gennem en række artikler og møder om borgerløn. Debatten bredte sig også til erhvervslivet, hvor en af de flittigste borgerlønsdebattører var direktør Per Sørensen fra Lego-koncernen.
Fagbevægelsen var fortsat generelt negativ over for borgerlønnen med en enkelt undtagelse (Teknisk Landsforbund). Hovedbegrundelsen var, at borgerlønnen kunne komme til at svække fagbevægelsens magtposition og undergrave væsentlige elementer i overenskomstsystemet.
Blandt andre negative aktører nævner Christensen Det Økonomiske Sekretariat, som i en rapport fra 1993 konkluderer, at en borgerløn ikke er økonomisk gennemførlig. Til gengæld gjorde rapporten ikke meget ud af at analysere de positive elementer i en borgerløn. Den økonomiske rapport blev senere udsat for hård kritik i en række artikler i SALT.
Medvind forude
Trods de mange negative reaktioner fra det danske establishment, mener Christensen ikke, at borgerlønstanken er afgået ved døden. Han slutter med følgende konklusion: "En ny borgerløns-diskurs, der forener socialister, liberale, feminister og grønne, som ovenfor antydet, venter på at blive realiseret. Hvis borgerlønstanken skal realiseres, kræver det, at de politiske subkulturer opløses, og at der dannes en bred bevægelse, der vil forsøge at forene disse grupper. Den brede bevægelse findes ikke i dag. Men historien har vist, at borgerlønsideen er en livskraftig ide, der ofte er vendt tilbage på den politiske scene i nye former."
Erik Christensen store værk vil uden tvivl mange år frem være placeret som den mest omfattende og autoritative beskrivelse af historien om borgerlønnen og dens samfundsmæssige perspektiver.
*Erik Christensen: Borgerløn - fortællinger om en politisk ide. 551 s. 378 kr. Forlaget Hovedland
