Læsetid: 6 min.

Den grusomste af alle bolde

9. juni 2000

Snart lyder fløjten igen for højsæson i fodbold. Jeg nærmer mig spillet med antropologisk interesse for følsomme fodboldspillere

QlummenAf
Han er kun otte år, men også langt ældre drenge hilser på ham, smiler og vinker, kender hans navn. Drenge fra tredje og fjerde klasse, men også store klepperter. Barnet stråler som en sol, og jeg stråler gratis med: Jeg er mor til en fodbolddreng! En dreng fra Det hemmelige Broderskab. Det, der da jeg var barn, ikke alene udelukkede pigerne, men også delte drengene op i fodbolddrengene og de andre.
Mest lys stod der om fodbolddrengene. Irriterende kunne de være, bestemt, med deres evige snak om Manchester United, Milan, Ajax Amsterdam og Bayern München, og formningstimerne, der gik med at udfærdige så præcise logoer som muligt for den foretrukne klub. Dødsygt.
Men vi piger var trods alt ikke i tvivl, de drenge besad det hemmelige maskuline, der definerer en rigtig dreng. Jeg tror ikke, fodbolddrengene stod bagest i køen, da vi gik over til kys og kinddans.
Fodbold er nemlig nok den mest prestigegivende ting, man kan give sig til i et drengemiljø. Tennis, klaverspil, fægtning og skak, ingen af disse fortrinlige fritidsbeskæftigelser udøver samme fortryllelse på drenge i almindelighed som fodbold. Alle vil spille fodbold, uanset hvad, og på den første forårsdag med udendørs træning i den lokale klub myldrer banen af hundrede små drenge fra børnehaveklasser og første klasser.
Nogle har talent, andre har ingen reel føling med spillet. Det vil de opdage i løbet af det næste årstid eller to, når klubben efter bedste evne deler børnene op i dem, der kan og vil - og alle de andre.
Da jeg aldrig selv har været en dreng, nærmer jeg mig fodbolden, som er blevet min nu otteårige søns hedeste interesse, med antropologisk interesse.
Egentlig kunne man begynde med at spørge, hvorfor fodbold spiller en så kolossal rolle i det, man kalder male bonding, mandlig (gruppe-)identitetsdannelse? Og hvorfor mænd identificerer sig så stærkt med spillet i fjernsynet og karter rundt i stolen, som om de selv var med på banen?
En del af forklaringen kunne være medierne, der jo dyrker fodbold året rundt. Selv Tour de France og kvindehåndbold er mere sæsonbundne. Men medier kan jo næppe blæse noget op i de dimensioner, hvis ikke spillet i sig selv rummer dét - trylleriet, kulten, suset, chancen, fodboldenglesvinget.
Er det spillets kompleksitet, det, at det rummer så mange komponenter, ja, rent ud er så svært at blive god til? Det er andre sportsgrene jo også? Er det så den særlige kombination af holdspil og muligheden for at brillere individuelt, samspillet mellem dygtighed og psyke - og så det stærke element af risiko? Kort sagt, det lunefulde, uberegnelige ved fodbolden?
Måske.

Som Jørgen Leth sagde, rød i tomaten af stress, da han i forbindelse med sin portrætfilm om Michael Laudrup fulgte Barcelonas kampe med det danske boldgeni med fremme: "Jeg er glad for, at jeg ikke rigtigt interesserer mig for fodbold. Det er simpelthen for lunefuldt."
Lunefuldt: Tænk på den totalt overrumplende slutning på finalen i Champions League i 1999 mellem Bayern-München og Manchester United. To gange 45 minutter var gået, Bayern München førte 1-0, og det tyske holds flagsvingere havde allerede flagene fremme: Den er hjemme!
Da skete det frygtelige: Som kompensation for spildtid forlængede dommeren kampen med to minutter. Manchester udlignede efter tre sekunder til 1-1. Efter endnu halvandet minut scorede de igen - og vandt finalen 2-1.
Manchester jublede, mens et par Bayern München-spillere lagde sig og græd stille ned i græsset. Men hvad sagde kejseren af Bayern München, Franz Beckenbauer? Bed han skrigende øret af dommeren? Masede han sig hen til kameraet for at meddele verden, at han ville klage til FIFA, Menneskerettighedskommisionen i Haag og Gud selv over bristede forhåbninger og åndelig grusomhed?
Næ. Kaiser Franz smilede skævt og erklærede: "So grausam kan Fussball sein." Her i huset beundrede vi Beckenbauers tyske sportsånd og har brugt replikken flittigt, især i situationer, hvor vores otte-årige fodboldhelt havde stærkt brug for terapeutisk bistand. Men det var også al den goodwill, Bayern München fik af os den dag. Finalen var jo Schmeichels sidste kamp for Manchester...

Men det er åbenbart dén strukturerede grusomhed, der udgør en optimal udfordring for drengesjæle i alle aldre. I løbet af de små to år, min søn har spillet for alvor, er han avanceret til at spille vekselvis på klubbens første- og andethold (!) for sin årgang, blandt 25 jævnaldrende drenge (og én pige) samlet fra flere skoler.
Det vil også sige, at der alene på hans skole er 30 drenge fra hans årgang, der ikke er med. Jacob var først ked af, at vennerne fra klassen ikke skulle spille sammen med ham. Vi syntes også, det var tidligt at dele børnene op, så små!
Men der er faktisk enorm forskel på både talent, motorisk udvikling og ildhu i den alder. Langt de fleste af børnene vil gerne spille udendørs, når vejret er godt, men ikke træne indendørs vinteren igennem i en sur gymnastiksal. Når det bliver forår, er det bare ret tydeligt, hvem der gad, og hvem der ikke gad. De, der gad, spiller bedre, og det er sjovere for dem at spille sammen med nogle på samme niveau.
Stolte som vi var vinteren igennem over den otte-åriges entusiasme, var det først efter en samtale med hans lærere, vi forstod, at fodbolden en overgang også isolerede ham. Han havde mindre tid og energi til klassekammeraterne, som på deres side fik tendens til at køre lidt på ham. Ikke ondskabsfuldt, bare lige for at markere sig lidt, for at anfægte den prestige, der usynligt ligger omkring ham som klassens fodboldspiller.
Han forstod ikke rigtigt selv, hvad der foregik, men måtte bare erkende, at klassekammeraterne tit hellere vil noget andet end spille fodbold i frikvarteret. Men hvad skulle han så lave?
"Kan du ikke bare lege det, de nu leger," foreslog jeg.
Men han vil helst spille fodbold.
Sandheden er, opdagede jeg lidt efter lidt, at han også tit har svært ved at udholde frikvarterets anarkistiske legestil, hvor nogle af de andre drenge har svært ved at respektere reglerne:
"Jeg vil have en tur til, fordi grenen knækkede!"
"Det gælder ikke, fordi der var glat!" "Bolden var ikke ude!" "Jeg vil kun være med, hvis jeg får en ekstratur!"
Blandt moderne børn er reglerne - ikke praksis, men selve reglerne - nemlig ofte til forhandling, og de, der lægger mest pres, ved flæben eller fysisk styrke, har tit held med at få indført undtagelsestilstand udover det rimelige, bare for at legen ikke skal bryde sammen.
I fodboldens verden respekterer man derimod reglerne. Ofte sammenbidt, med raseri, mens trænerne prøver at lære fodbolddrengene at holde styr på temperamentet: Når det er glat, kan man glide. Når de andre scorer mere end ens eget hold, vinder de.
Ærgerligt nok, men så grusomt kan fodbold være, og man må klare sig uden krisehjælp (indtil man er alene med far på vej hjem...).

Også de voksne spillere i fjernsynet accepterer disciplin, synes jeg, man kan se. Der er faktisk langt mellem fodboldspillere, der som i sin tid tennisspilleren John McEnroe under stor dramatik flæber og surmuler under modgang på banen.
Efter min begrænsede erfaring tiltrækker netop fodboldens orden og system - stik modsat af, hvad man skulle tro - især følsomme sjæle. Nemlig drenge, der føler sig beskyttet af sportens regler mod visse af livets uretfærdigheder og vilkårligheder.
Jeg tror, det bl.a. er denne hemmelige viden om, at verden udenfor er hårdere endnu, der holder sammen på fodboldens Hemmelige Broderskab.
Broderskabet - det er de drenge, der mødes i frikvarterer, i legestuen og hjemmehos hinanden - og spiller, spiller og spiller. De råber "godt spillet, godt taget", osv. osv., deres omgangstone er ikke uden temperamentsudladninger, men faktisk virker fodbolddrengene sødere, mere fair mod hinanden end de fleste.
Fodbolden er måske ganske enkelt en slags helle, hvor verden nok er rå og lidt tilfældig (det er den jo altid), men hvor hold-ånd, talent, flid og fairness trods alt hjælper en del. Derimod nytter det ikke at hyle.
Jo, jeg synes også, at en otte-årig dreng skal lave andet end spille fodbold. Men lige nu er det min søns store lidenskab. Og at brænde for noget, det synes jeg altså gerne, han må.q

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu