Læsetid: 4 min.

Hængende angreb

26. juni 2000

Portugal vandt den ventede sejr over Tyrkiet, mens Italien fik kontrol over Rumænien efter udvisningen af nøglespilleren Hagi

Euro2000
Den italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport sammenlignede Portugals kvartfinale mod Tyrkiet med et modeshow, en mannequin-opvisning, som det vist hed engang.
Ti rød og grønklædte yngre herrer, som spankulerede rundt og stødte bolden frem og tilbage mellem sig uden at få frisurerne i uorden eller særligt megen sved på panden i det rolige tempo. Portugal vandt den ventede sejr, 2-0, over de tyrkiske opkomlinge, men fik uventet nemt ved det, efter at tyrkerne i kampens første 45 minutter led alt, hvad lides kan i en fodboldkamp.
At de var de portugisiske ekvilibrister teknisk underlegne kompenserede de ved vilje, hårdt arbejde og et pres lagt højt oppe på banen, så portugiserne fik dårligere plads til deres fiksfakserier, men al tyrkisk presspil faldt sammen, da Alpay i det 30. minut totalt mistede hovedet, slog ud efter den portugisiske midterforsvarer Fernand Couto og blev straffet med udvisning.
Portugisernes enlige angriber, Nuno Gomes, havde scoret umiddelbart inden pausen, men tyrkerne spolerede muligheden for at holde sig inde i kampen, da Arif få minutter efter brændte et straffespark begået mod ham selv. Anden halvleg kunne have været portugisisk målfest, men det blev ved Gomes anden træffer efter 11 minutter, hvorefter tyrkerne opgav ævred og portugiserne luntede rundt og blærede sig.
I forhold til at portugiserne har spillet EM's mest seværdige angrebsbold, er det bemærkelsesværdigt at de kun spiller med en enkelt angriber, Gomes, helt fremme. Men han har tilgengæld lige bag sig en trio, der stopfodrer ham med scoringsmuligheder, og som selv støder med frem bagfra. Luis Figo og Joao Pinto på hver side af Rui Costa. Tre spilfordelere i samme kæde, ja fire, hvis også man medregner Paolo Sousa, og fire kreative boldspillere på dette portugisiske hold går mere end fint, mens det på et italiensk er en utænkelighed. Der vil man kun se en fantasista, som man kalder typen, ad gangen. Synd for dem og for os, der skal se på.

Konservative Zoff
Commissario Tecnico Dino Zoff er en meget venlig, meget flegmatisk og meget konservativ mand. I Chelsea spiller en Gianfranco Zola, som ville pynte i enhver landsholdstrup, men han har på intet tidspunkt været i nærheden af den italienske. Og at Roberto Baggio har spillet overdådigt i sæsonens sidste kampe for Inter, har kun ført til hovedrysten ad de få galninge, der har foreslået ham på landsholdet.
Den italienske tradition og dermed Zoff vil kun vide af en fantasista, og deraf diskussionen om, hvorvidt træneren ville anvende enten Juventus' Del Piero eller Romas Totti. På trods af, at de på deres klubhold ikke spiller samme plads eller har samme opgave. Del Piero er hos Juventus angrebsmakker med Inzaghi, og duoen har Zidane liggende bag sig som det italienerne kalder trekvartist. Og netop den rolle, den hængende tredieangribers, spiller Francesco Totti hos Roma. Hvorfor så ikke også på landsholdet, hvor han spiller den uvante plads som andenangriber sammen med Inzaghi.

Totti fremragende
Fremragende gjorde han det i kvartfinalen mod Rumænien, hvor han scorede italienernes første mål i 2-0 sejren, indtil han 12 minutter før tid blev afløst af Del Piero. Men der er intet, der taler imod, at de begge skulle kunne spille samtidig. Det var da også, hvad den nu 77-årige Nils Liedholm prækede i et tv-program forud for kampen - som han gjorde det i 98, da valget stod mellem Baggio og del Piero - men Baronen, som han kaldes er jo ikke blot italiensk fodboldguru og indfører af zonespilllet i Italien - han er også svensk, og synspunktet er meget uitaliensk.
Det har haft dybe rødder i italiensk tradition eller måske endda folkekarakter at skabe polaritet, hvor det har været muligt. Kristdemokrater mod kommunister i politik, Coppi mod Bartali i cyklingen, Vespa mod Lambretta i trafikken. Man er hysterisk for og indædt imod. Riva eller Rivera i fodboldens verden, i ældre tider, Baggio eller Zola i nyere, Del Piero eller Totti idag. Det har ikke med fornuft at gøre, men med en tradition, som dog synes falmende. Men Zoff har indtil nu sejret med traditionen. Hans kritikere holder kæft fordi holdet uventet vinder. På gammelitalienske dyder - eller laster om man vil.
Flere eksperter forudså før turneringens start, at den ville blive præget af teknik, individualister og angrebsorientering, som ikke set i årevis. Af de tilbageblevne hold er det kun Italien, der er fundamentalt defensivt orienteret. Tilsat en ekstrem høj udnyttelse af chancer. Mod Rumænien blev Italien først spilstyrende, da Hagi fuldt fortjent blev vist ud efter dobbelt advarsel. En svinsk invalidering af Conte og forsøg på at filme sig til et straffespark.
Men på traditionens dyder kan de azurblå nå langt med et hold, der er godt svejset sammen i modstanden mod den kritik, det har mødt siden nederlaget til Danmark i Napoli.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her