Læsetid: 5 min.

De halehængte

3. juni 2000

Intermetzo

Hvis ellers nogen kan forestille sig en kropslig ejendommelighed som et halehæng til Enhedslisten, er dette lige præcis hvad Socialistisk Folkeparti er ved at udvikle sig til. Metaforen blev stanget ud af den afmonterede SF-gruppeformand Jes Lunde i en frustreret kommentar efter valgnederlaget til partiets magtfulde forretningsudvalg.
Ydmygelse var imidlertid nok så meget udtryk for en fundemantal og medfødt splittelse i partiet. Hverken en sådan tilstand eller hin anatomiske udviklingsudsigt for folkesocialisterne er selvsagt på læben, når formand Holger uden synderlig overbevisning i mælet forsøger at lade som om at alt er ved det gamle. I partiformandens udvortes tolkning har fællerne blot udramatisk valgt hr. Frandsen i stedet for hr. Lunde. Alt under kontrol, solen skinner, hvad ingen tror og endnu mindre, da en af Lundes uveninder i baglandet beskyldte gruppeformanden for arrogant dovenskab.
Men den politiske kurs ligger fast, bedyrer Holger K. Intet rokker SF i dettes støtte kurs mod... Ja hvad? Det store sorte hul. Dette er nemlig, hvorhen Holger K. og partiets nye magtkoncentration af puristiske antieuropæere fører færden. Ifald SF ikke besinder sig og genfinder en mildere tone fra gladere dage, da flokken iblandt sig talte europæisk orienterede, begavede folk som madam Antorini, den frafaldne Iversen og miljøets Gade.
Det var dengang, da det evige parti på sidelinien havde overskud til at frembære to holdninger ved EU-afstemninger og lade Margrete Auken føre sit righoldige ord i det positives tjeneste - samt i fuldt alvor turde indgå forlig og få egentlig indflydelse på dansk politik.
Somme mente, Holger K. håbede, at denne ansvarlighed - i striktrøje og hjemmesutter bevars - men ikke desto mindre ansvarlighed og parathed til at gå til makronerne - ville bringe partiet i en situation, hvor det ikke mere var en dårlig vittighed at partiformanden en skønne dag kunne sætte foden under dronningens bord. Så vidt strakte sig Holger K.'s ambition, eller især Holger K.'s ambition.
Men krasj bang, drømmen brast, da venstrefløjen vandt magtkampen og bragte Holger K.'s magtfundament til at skælve.
Pudsigt nok, efterdi Holger K. jo var den, der ivrigst lod sin røst gå ad venstrefløjen til. SF har nu udsigt til en ørkenvandring, der åbenbart skal anvendes som demonstrativ bodsøvelse i den sande lære.
Sagen er den at partiet ruster sig til en kommende valgkamp, og her gælder det - skuffende traditionelt - om at profilere profilen og fremstå som renere end den reneste. Med andre ord: som halehæng til Enhedslisten.

Partiets krise skyldes blandt andet EU-politikken som formuleret af partiformanden, og rent ud sagt mindre indlysende som udtryk for visionær begavelse. Et politisk parti og en partileder, der gerne vil være seriøse folk, kommer selvfølgelig ikke i længden godt fra at afvise en fælles valuta i Europa. Både valutaen og Europa er kommet for at blive.
Enhver nøgtern betragtning må tilsige den betragtende, at Danmark selv på kort sigt ikke kan og bør stå uden for selve ideen med Rom-trakataten som grundlag for en fredelig udvikling. Såfremt danskernes afgørelse af uransagelige grunde går hen og bliver nej til september, skal man ikke være specielt synsk for den spådom at en sådan afgørelse meget hurtigt vil blive taget op igen.
Det bliver ganske simpelthen et folkekrav inden et ringe antal halvår at få forholdet bragt i orden. Alene med henblik på at få nedlagt vekselboden midt på Øresundsbron - for nu at sige det sådan - og renten bragt i varig ro.
Til disse betragtninger skal lægges partiformand Holger K.'s rent ud bedårende argument, som han lancerede dette fra Folketingets talerstol: At man bør opfatte devalueringsmuligheden som et stykke værktøj, en svensknøgle. Fordi man et stykke tid ikke har brugt sin svensknøgle, sagde Holger K. i et tonefald, så man kunne få indtryk af, at han selv troede på dette inderlige vås, smider man den jo ikke væk!
Sådan sagde han uden at blive hasteindlagt. De har det åbenbart med sjove metaforer i det parti. Halehæng og svensknøgler!

Givet er det at partiformandens synspunkt på devalueringen som økonomisk regulator af arbejdsløsheden, eller hvad han nu forestillede sig, vil indgyde tillid til kronen i såvel ind- som udland. Udtrykt på en anden og mindre nænsom facon er der mange effektive måder, hvorpå man til glæde for sin højrefløj kan tale sig ud af en ellers lovende fremtid som dansk minister.
SF's krise, thi en krise er det, som i hedeste fald kan føre til en partisprængning, er mums for Nyrup.

I den anden ende har statsminister Nyrup så Pia Kjærsgaard med hendes stigende bøvl i et anarkistisk bagland, der med rette opfatter hende som en tyran. Mere ballade og opbrud som igen vil medføre vælgervandringer bl.a. hjem til Socialdemokratiet, vinker forude. Venstre stagnerer og synes metaltræt.
De konservatives formand har fortsat kun gjort sig bemærket ved at ville afskaffe politiets fartkontrol.
Og så står altså også SF parat til at tilbagebetale socialdemokraterne de vælgere, som den såkaldte venstredrejning - skønt det er svært at se hvorfor afvisning af Lunde og den fælles valuta skulle være specielt venstreorienteret - samt partiformanden i fællig nu har gjort hjemløse. Derfor kan man, såfremt det bliver et ja, være vis på et hurtigt folketingsvalg.

Så meget for kandestøberiet: Nu til noget helt andet, som kan forekomme følsomme sjæle i den grad rystende, at sådanne frarådes at læse videre. Men altså:
Pastor Søren Krarup har skrevet noget forstandigt. Det er sgu uhyggeligt, du, men Søren Krarup har faktisk ret i en række kritiske betragtninger i Ekstra Bladet om Danmarks Radios udflytning til Ørestaden.
Krarup har i et for ham usædvanligt sagligt tonefald bl.a. fat i det klikeagtige præg, der har præget hele denne bizarre beslutning, hvis tal under bundlinien til slut vil fortælle en undrende offentlighed at den har måttet bløde 3-4 milliarder kr. - i forhåbentlig til den tid fælles valuta - til Chr. Nissens digitale mausolæum på en bar mark.
For slet ikke at tale om, hvad det koster at ombygge Radiohuset til konservatorium.
Herfra skal lyde en stor tak til S. Krarup. Det er anerkendelseværdigt, at han gider, for det er nok for sent.
På den anden side kan det pastorale bestyrelsesmedlems opråb være anledning til fornyet opposition til idiotien.
Var det ikke noget for SFs begge fløje at tage fat i historien, så man ikke tror, at partiet også i den sag er et halehæng, nemlig til det fordækte miljø, der har tromlet den uansvarlige, omkostningsløbske udflytning igennem.
Scenen er klar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her