Læsetid: 5 min.

Himmelkoen og Vingekatten

10. juni 2000

en række nye billedbøger tages temperaturen på livsglæden og hverdagslivets små og store overskridelser

I
Børnebøger
Man fristes til at istemme et fuldtonet MUUH efter de første gennemlæsninger af den norske billedbog Himmelkoen med forrygende
team-work af tekstforfatteren Peter Svalheim og illustratoren Gry Moursund.
De to har begået en svimlende morsom og herligt overgiven hyldest til livsglæden i deres alt andet end mejeri-rigtige portræt af koen Ko, som i starten står i sin triste vinterstald sammen med artsfællerne Rosa, chefkoen Litago, Oskar og Kajsa og glor ned i sin krybbe, hvor der ligger en roe så sej som et viskelæder.
De andre køer rasler med deres kæder, tygger veltilfredse drøv og slipper en klat. Men Ko derimod savner sin gode ven Solen og har næsten glemt hvordan himlen ser ud. Situationen er med en næsten deadpan-agtig humor fastholdt i et frontalt 'billed-shot' af de opstaldede køer, hvor kun yverets størrelse og tungens placering angiver et individuelt særpræg.

Ko til hest
Ko beslutter, at hun vil være hest og møffer sig ind i hestestalden, hvor hun næste morgen - iklædt hestedækken - kommer på galoptur med ridepigen Inger.
Det er på denne susende luftfærd, samt i de 'scener' hvor Ko drømmer hun er en himmelko, at læseren bringes ud på en svimlende drømmerejse, hvor Moursund giver fantasien fuld skrue og i en række naivistiske billedopslag ophæver alle normale dimensioner.
Ypperligt er eksempelvis opslaget, hvor Ko svæver over en skyskraberby med sit gigantiske mælkeeksplosive yver efterfulgt af et nyt opslag hvor mælken - i en gigantisk forløsning - sprøjter ud over højhusene og konerne sætter kar og kander ud for at opsamle mælkeregnen.
Himmelkoen har stil, charme og en boblende underfundighed i såvel skrift som illustrationer og bæres rent hjem af en ekspressiv udtryksglæde, hvor stiliseret barnlighed og vibrerende eksperimenterelyst udgør et uovertruffent makkerpar.

Frit strømmende fantasi
Vores hjemlige Cato Thau-Jensen er bestemt heller ikke tabt bag en (maler)vogn. Han er helt fremme på yderste skumsprøjt af den bærebølge, som beriger dansk illustratorkunst med et væld af talenter i disse år.
Hans karakteristiske langstrakte lidt 'pølsede' streg kombineret med en fornem koloreringsevne sidder lige i øjet i hans og tekstforfatteren Cecilie Ekens opus Vingekatten, som med en sjat Jens August Schade og to strejf Marc Chagall er noget så sjældent som en erotisk billedbog for børn og andre mennesker, der har lyst til at få luftet forårshormonerne. Med klassisk fletrimede strofer viser Eken en ny side af sit talent i dette kærlighedsepos om den bevingede kat, som sniger sig rundt i den københavnske forårsnat, hvor den møder havfruer, drager og løver og andre eventyrlige væsner poetiserede af amoriner, stjernedrys og månestøv.
Thau-Jensens lukker helt op for den frit strømmende fantasi i en række lysende og afstemte tableauer, der som en forelsket farvesymfoni og med snurrig humor danser hen over siderne, med han- og hunkattens afsluttende parringsakt som en smuk udtoning svævende over en bund af store sanselige tulipaner.

Originalt univers
Tine Modeweg-Hansen er med sin krøllede og runddansende streg mere til krasse kulører og sprælske billedkompositioner. Hun har med vanlig ildhu illustreret Linda Kleins særdeles vellykkede debut, eventyret De tre små mænd og Munter-Fritsen, som er en meget livsglad historie om Hansen, Knudsen og Jensen - tre småskaldede og trinde hankønsvæsner med ternede sutsko og et ens, lettere udslukt blik. De får godt og grundigt rusket op i deres kedsommelige hverdag, da den omvandrende historiefortæller Munter-Fritsen dukker op og trylle-driller de tre herrer.
Med fin sans for mundtlighed og sjove lydord sætter Klein de lettere fantasiforstenede mænd på en prøve, hvor de nervøst tøvende kommer i kontakt med hverdagslivets legende muligheder. I en let moderniseret udgave genbruges folkeeventyrets rekvisitter, især med humoristisk effekt i scenen, hvor den gulerodskagebagende Jensen af den fra et fotografi levendegjorte kokkepige får til opgave at finde på en dessertkage til den fine prins Højtpåstrå, som altid skal spille prins Gulerod. At Linda Klein har sproglig flair for at gestalte et originalt univers ses også demonstreret i hendes just udkomne opus to Den uhyggelige historie om osten, der spiste mus, hvor Martin Leighton Eliasens højst udtryksfulde musetegninger går flot i spænd med Kleins fortælling om de oste-spise-helt-op-fnisefnisende småfyre, der har frit spil da ostehandlerens gamle kat kun kan li' flødeskumskager, men alligevel er lige ved at blive besejret af den herligt tegnede store slimede monster-ost.

Kultursammenstød
Mødet med en sæl kan både være en sæl-som og utryghedsskabende oplevelse. Det må pigen Sofie sande i Pernille Kløvedal Helwegs Sofie, Pullaq og den døde sæl, som udkommer samtidig i Danmark og Grønland. Bogen er tredje ombæring i serien om Sofie, som her er på besøg i et fangersamfund i Thule-området. Pullaq og Rasmus har skudt og parteret en sæl, hvorefter de grønlandske børn tager for sig af retterne. De slubrer leveren og øjnene i sig som slik, mens den måbende Sofie betragter deres blodrøde klovnemunde. Hun vil hellere lege med en af slædehundehvalpene og søger ud i lyngen, hvor hun falder og slår sig. Pullaq finder hende og episoden finder en lykkelig udgang over en gang fælles varm havregrød med rosiner.
Det lille kultursammenstød beskrives koncist og
usentimentalt, ledsaget af Helwegs skrattende tuschstreg og laverende akvarelfarver, som øjebliksnært og humoristisk fanger dramatikken og samværet omkring den døde sæl og giver masser af rum til den hvide flades spil med de graduerede og stærkt udtyndede kontrastfarver i den omkringliggende natur. På samme tid løst, ekspressivt og stemningsfuldt, men samlet ikke helt på højde med de to foregående Sofie-bøger.

*Peter Svalheim: Himmelkoen, ill. af Gry Moursund, på dansk ved Victoria & Thomas Winding, 40 s., kr. 125,- Dansklærerforeningen.
*Cecilie Eken: Vingekatten, ill. af Cato Thau-Jensen, 32 s., 178 kr. Gyldendal
*Linda Klein: De tre små mænd og Munter-Fritsen, ill. af Tine Modeweg-Hansen, 40 s., 188 kr. Høst & Søn
*Linda Klein: Den uhyggelige historie om osten, der spiste mus, ill. af Martin Leighton
Eliasen. 32 s., 188 kr. Høst & Søn
*Pernille Kløvedal Helweg: Sofie, Pullaq og den døde sæl, ill. af forf., 40 s., 188 kr. Høst & Søn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu