Læsetid: 3 min.

Historien om en vinder

6. juni 2000

'Aladdin' bor spektakulært og absurd i Ulvedalene

Teater
Da sommerspillene i Ulvedalene blev genoplivede, var det en corny og naturromantisk idé med efterklange af alsang og kongelige stjerneskuespillere i tricot. Og på grund af de første repertoirevalg holdt ideen.
Men ét er Elverhøj og Der var Engang, noget helt andet er Aladdin. De første har i enhver betydning dansk temperatur, den sidste ejer ikke egentlig location, hvis man skal gå i dybden (hvad opsætningen høfligt afslår); det er et poetisk drama i luftsyn, i spejlinger, i sjælens langbortistan, hvortil idéfabuleringer lægges mest bekvemt og befordrende.
Så meget kan man ikke forlange, at de ikke-kunstneriske entreprenører bag sommerspillene kan deres detaljer, men de burde have spurgt sig selv, om ikke Aladdin i sin tid blev valgt, fordi Gladsaxe Teater 'kunne den udenad' efter halvfemsernes musical-opsætning, fremfor fordi den var velegnet? Nationalromantisk arvesølv ligesom Heiberg og Drachmann, javist, men noget, der foregår i vore indre landskaber, når vi blir mest rørstrømske? Njet. Jamais.

Premierescenariet
Vejret var ikke med andelsforetagendet, men vi - monarken inklusive - hankede op i uldtæpperne og kløede på.
Det blev en lang aften. Ikke fordi Oehlenschlægers versdrama ikke er beskåret, men fordi opsætningen mangler sus. Ikke dem fra verdenshjørnerne denne specielle aften, men det fra en gennemekserceret præcis strøm af scener, der organisk fører fokus fra det ene afsluttede tableau til det næste. Ikke fordi folkekoret kom for sløvt på stikkerne, tværtimod, men fordi hovedskuespillerne pendulerer i permanent trav mellem spillerutens stoppesteder - samtidigt med at der også skal være luft til replikkerne - og teknikken konstant hang på beat'et.
Resultatet er, at Oehlenschlæger fortoner sig. I stedet indfinder der sig en
son-et-lumière-oplevelse, lidt a la tilløbsstykket i Bruxelles: gennemspilningen af slaget ved Waterloo. Aladdin som event.

Toppen med Dahl'en
Når Gamle Adam en sjælden gang kigger forbi, er det over skulderen på Lisbeth Dahls Morgiane. Dahls gæve morlille er opmærksomhedscentrerende, både når hun er mest enfoldig, mest kærlig og mest henrykt ophøjet (på ekspres-erhvervelsen Buba, der debuterede sublimt uanfægtet). Og hun er det eneste stykke liv i Aladdins optrinsrække af figuranter, hvoraf Frits Helmuth kæmper hårdt og af og til går igennem - som lampebytter og dødsduellant især - i Noureddin-rollen (mens nogle af os sender hans Aladdin på et historisk fænomen som Skole-scenen en øm tanke - derom senere).
Thure Lindhardt og Sonja Richter er derimod (i) en anden historie. Enevolds Aladdin har aflagt sin poetiske kaldelse og høje genius ved kontraktunderskrivelsen; tilbage er en ufortjent heldig møgunge, en Fætter Højben, der er snublet over en lotto-kupon og en side 9-pige. Som sådan leger Lindhardt vimst og frækt med mor, troldmand og kalif og Romeo&Julie med Sonja Richters lidet begæropflammende Gulnare.

Find ti fejl!
Aftenen er så lang, at det undervejs er fristende at lege 'find fem, nej ti fejl'. De første to er castingen af Lindhardt og Richter, der blege og spædlemmede visuelt begge kommer fra baggård eller balletsal, sandsynligvis Elverhøj, men aldrig Bagdad. (Det 'gjorde' Helmuth og hans æggende Gulnare i sin tid, hvor de var de eneste lyspunkter i et toenhalvtimes brændende skolehad til Oehlenschlæger). De næste er en gennemført uopmærksom lyssætning, et fraværende hyldetræ ved Morgianes grav (så stryg det dog af teksten!) og Aladdins palads, der ligner en Tivoli-pavillon tilsat gær. Men helt i event-ånden er landskabets animationering af ryttere og godtfolk, røg og neonfarver, Reenberg og Nørby (som Lampens og Ringens ånder), rungende drøn og dobermen samt en afrikansk bryllupsballet, hvis danseglæde sætter de forudgående pjevsede armsving i et befriende lys.
Carl Nielsens musik og visse kostumer formår næsten at mane til overbærenhed med John Hahn-Petersens og Finn Storgaards pappede figurer og som mørket sænker sig, sniger en slags magi sig ind på i hvert fald de medbragte børn.
Forbrugerinformation: Når man påkalder Lampens ånd, kan de, der ikke nåede at medbringe overlevelsesudstyr, købe varm suppe og små skarpe i pausen.
Desværre nej, virkeligheden (Peter Lieps forlængede arm) byder på kolde drikke - mon kold godtkøbsrødvin er en trussel eller et tilbud? - samt, som det eneste varme, et fingerbøl kaffe i en plastikkop til 15 kr. Længe leve fantasien og grådigheden!

*Aladdin - af A.Oehlenschlæger. Bearb.: Fl. Enevold & Pierre Westerdahl. Prolog: Gerz Feigenberg. Instr.: Fl. Enevold. Scen.&kost.: Louise Beck. Kor.: Bill Holmberg. Dir.: Inge Fabricius. Lyddesign: Th. Winther. Lysdesign: Torben Lendorph. Dyrehaven til 30. juni.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu