Læsetid: 3 min.

Den hvide verden

3. juni 2000

Til næsen

Omkring 70 procent af al bordvin, der drikkes i Danmark, er rød. Så er der ca. 30 procent tilbage til den hvide og den smule rosé, der flyder på sommerens terrasser.
Det betragter vi som noget selvfølgeligt, men det er det langtfra i international sammenhæng. I varmere klimaer er fordelingen langt mere lige, og i f.eks. Californien fører hvidvinen stort.
Mange danskere betragter hvidvin som et nødvendigt onde til forretten - inden de kan få den "rigtige" vin. Og skal husherren endelig købe hvidvin (f.eks. fordi fruen har bedt om det) så er han væsentligt mere påholdende, end når det gælder den røde.
Og skulle der endelig have sneget sig en flaske god hvidvin ind i den danske husholdning, så er risikoen betydelig for, at den bliver hevet lige ud af køleskabet og serveret ved fem-seks grader. Hvorved alle nuancer forsvinder.
Denne jeremiade har De sikkert hørt fra mig før, og lige meget hjælper det åbenbart. Men jeg fremturer - ikke mindst fordi jeg selv har haft så store fornøjelser med hvidvin, og fordi det er i denne spæde sommertid, man har den bedste chance for at få nogen til at høre efter.
Faktisk er risikoen for at få trist og dårlig hvidvin langt mindre end tidligere - selv i de beskedne prisklasser. Flere og flere producenter verden over investerer i koldgæringsanlæg, de gør det muligt at fremstille friske og behagelige hvide vine fjernt fra fortidens fade og oxiderede rædsler.
Det første land, der for alvor kom med her var Spanien, hvor distrikter som Rueda og Rias Baixas i dag pumper aromatiske, friske og frugtagtige vine ud, som klæder ethvert sommerligt bord.
Men som nylig berettet: Selv Bulgarien, som notorisk lavede nogle af de ringeste hvidvine i Europa, er på dette område på vej fremad i hastigt tempo.
En anden storleverandør af hvide sommervine er Italien, hvor en standard-Verdicchio eller en Frascati måske ikke vælter nogen omkuld af benovelse, men som regel giver gode drikkeglæder i varmen til en betalelig pris.
Når det så endelig skal være hvidt og godt, er den allestedsnærværende Chardonnay tit et nærmest automatisk valg. Lad os derfor springe den over i denne omgang og opregne nogle hvidvinsdruer, som Vinredaktøren selv hælder sit hoved til. Først og fremmest er det Riesling. Den regner jeg for verdens fineste hvide drue, og når den kommer i de rette hænder i Alsace, Tyskland eller Østrig, kan den give store, skarpt definerede og superelegante vine, som mange desværre snyder sig selv for at prøve.
Så er der Sauvignon Blanc, som nok står stærkest i kampen om at blive Chardonnays arvtager. Ypperste eksempler kommer her fra Loire-dalen i Frankrig og fra Marlborough i New Zealand. Græs og hø i næsen og en diskret fedme, der næsten aldrig bliver kvalm som en Chardonnay godt kan være.
Få vinkendere vil sikkert modsige mig, hvad Riesling og Alsace angår, men så har jeg en outsider, som jeg selv er meget glad for. Nemlig Pinot Gris eller Pinot Grigio. I de rette producenthænder i f.eks. Alsace eller Sydtyrol/ Norditalien giver den en fast, tør hvid vin med en krop, man næsten kan tygge på.
En god Pinot Gris er et særdeles spændende alternativ til mad, som man måske normalt ville vælge en rødvin til - mange retter med kalv, gris og fjerkræ, f.eks. Eller nogle af tidens populære retter fra Østens køkken.
Der er mange andre - hvide vine udgør et spektrum, som er (næsten) lige så interessant som de rødes. Og så har vi i denne ombæring ikke engang berørt de ædelsøde hvidvine, som er et helt lille eventyr for sig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her