Læsetid: 2 min.

JAZZ

27. juni 2000

Skandinavisk fra CAE
*Med sin sidste plade, der rummer danske, svenske og norske originalbidrag, befæster Copenhagen Art Ensemble sin position som et af vore mest kreative orkestre. De 12 musikere har en meget høj standard både i ensemblespil og soli, og rytmegruppen med Thomas Clausen (klaver), Nils Davidsen (bas) og Anders Mogensen (trommer) udmærker sig specielt. Fra der lægges ud med Fredrik Lundins "A Fantastic Story," til der sluttes med Thomas Agergaards "Jumps," passerer man fine bidrag fra bl.a. Helge Albin, Ture Larsen, Peter Danemo og Joakim Milder.
Copenhagen Art Ensemble: Angels' Share. dacapo DCCD 9452.

Nordisk i Beijing
*Det er vist ikke almindeligt kendt, at der siden 1993 har været afholdt en årlig, international jazzfestival i, of all places, Beijing, og at der siden 1994 har været skandinaviske deltagere. Sidste år fik den danske bassist Jesper Bodilsen opgaven at sammensætte en nordisk kvintet, og han valgte den norske saxofonist Tore Brunborg, den finske vibrafonist Severi Pyysalo, den svenske pianist Lars Jansson og den danske trommeslager Morten Lund. Optagelser fra koncerten i Beijing i november er nu udsendt under det geografisk upræcise gruppenavn Scandinavian Summit og med det forkerte årstal 2000 for optagelsen, men den originale musik er fremragende, med tyngdepunktet i rytmetrioen Jansson-Bodilsen-Lund, der godt måtte have fået i hvert fald ét af de otte stykker for sig selv.
Scandinavian Summit: The China Concerts. Stunt STUCD 00082.

Trioen Souk
*Uden at have den store publikums-tilslutning følger komponisten og klaviaturspilleren Kim Kristensen sin egen musikalske vej, senest med trioen Souk, der omfatter saxofonisten/fløjtenisten Thomas Agergaard og den stadig mere hørværdige slagtøjspiller Birgit Løkke Larsen. Vejen har nu ført fra det senromantiske til et mere orientalsk præget udtryk, fortsat med Kristensens meget personlige aftryk.
Souk: Visible Secrets. Subzonique KKCD9901 (tlf./fax: 3649 3081).

Sønner følger fædre
*To unge tenorsaxofonister, Ravi Coltrane og Joshua Redman, sønner af hver sin berømte, tenorspillende fader, John C. og Dewey R., med de belastninger der følger med det. Sværest har det nok været for den første, der også er opkaldt efter en velkendt sitarspiller - han, der nu er 35, er ellers en udmærket musiker, men i hans kvintet, der spiller stykker af ham selv, Thelonious Monk, Ornette Coleman og Wayne Shorter, er det Geri Allens klaverspil, der interesserer mest. Den fire år yngre Joshua Redman står ikke i skyggen af sin fader, og der er mere energi i hans kvartet, der kun spiller hans egne kompositioner, ét sted med med-tenoren Mark Turner som inspirerende gæst.
Ravi Coltrane: From the Round Box. RCA Victor 7432-173.923-2.
Joshua Redman: Beyond. Warner Bros. 9362-47465-2.

P3 er snarere P2
*Sekstettens navn skyldes at de tre blæsere alle hedder Peter til fornavn, men P3 giver jo ellers ikke de mest positive musikalske associationer, og den musik, som lederen, saxofonisten og komponisten/arrangøren Peter Poulsen præsenterer på sin debutplade, hører klart hjemme i P2.
Den er personlig, klangrig og dynamisk nuanceret, og den danner organisk klingende baggrunde for solisterne, af hvilke pianisten Kasper Villaume skiller sig særligt ud.
p3: Twelve Blocks Down. Cope CD 004 (www.coperecords.com).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu