Læsetid: 3 min.

Jillian's babies

9. juni 2000

'The Astronaut's Wife' er en uhyre kompetent og meget stilbevidst opdatering af Roman Polanskis gyserklassiker 'Rosemary's Baby'

Ny film
Johnny Depp som astronaut? I betragtning af hans skæve roller hos især Tim Burton - f.eks. som den sære Edward Scissorhands, den excentriske instruktør Ed Wood og senest den aparte detektiv i Sleepy Hollow - står Johnny Depp vel ikke netop som indbegrebet af the all American hero. Ikke desto mindre er det, hvad han spiller i The Astronaut's Wife. Der må stikke noget under... Og det gør der!
Det kunne ellers se ud til, at lærerinden Jillian (Charlize Theron) skød papegøjen, da hun blev gift med den flotte astronaut Spencer Armacost (Depp), som elsker hende højt og bl.a. demonstrerer det ved kærlige telefonopkald fra det ydre rum. En dag mister NASA imidlertid kontakten med Spencer og hans kollega Alex (Nick Cassavetes) i to minutter. Kontakten retableres, og astronauterne kommer ned i live, men der er sket noget.
Kort efter dør Alex, og hans kone begår selvmord. Spencer vil stadig ikke tale om de to minutter, men holder op som astronaut, da han får et forgyldt job hos en privat flyproducent. Udadtil ligner han stadig den ideelle ægtemand, men der er et eller andet forandret ved ham. Om natten kan han sidde i timevis og lytte til sære signaler fra en lille gammeldags radio, og han er pludselig voldsommere i sine seksuelle tilnærmelser til Jillian. Er han stadig Spencer, den ideelle ægtemand, eller har noget/nogen taget bolig i hans krop derude i rummet? Spørgsmålet trænger sig så meget desto mere på, da det konstateres, at astronautens hustru er gravid med tvillinger. Er der tale om normale babies eller om monstre?

Gys med stil
The Astronaut's Wife, der er skrevet og instrueret af debutanten Rand Ravich, lægger ikke skjul på, at den er stærkt inspireret af Roman Polanskis klassiske gyser Rosemary's Baby (1968), der her med stor kompetence opdateres til et hypermoderne og ærke-amerikansk miljø. Som den unge moder, der skal lægge krop til ægtemandens ildevarslende afkomseksperimenter, ser Charlize Theron bl.a. ud som en tro kopi af Mia Farrow. Men Donald Cammells noget oversete Demon Seed (1977), hvor Julie Christie befrugtes af en computer, har utvivlsomt også tjent til inspiration.
The Astronaut's Wife er imidlertid også helt sin egen. Den er uhyre stilbevidst og viger ikke tilbage fra i sin visuelle æstetik at benytte alle tænkelige ekspressive virkemidler, som kontrasteres mod en generelt uheldsvangert nedtonet skuespilstil.
Man kan måske indvende, at handlingen er lidt længe om at folde sig ud, men på den anden side er netop denne sendrægtighed med til at give filmen et sært søvngængeragtigt præg af normalitet, der kun sætter gyset så meget desto mere i relief. Og en af filmens bemærkelsesværdige pointer er netop, at der lige under overfladen på den ærkeamerikanske idealhelt meget vel kan findes et frygtindgydende monster.
Charlize Theron (som man bl.a. vil huske fra Æblemostreglementet) er perfekt i titelrollen som den blonde og uskyldige hustru. Hun økonomiserer elegant med sine virkemidler og opnår derved blot så meget desto større effekt. Og Johnny Depps astronaut er præcis så uudgrundelig som rollen kræver: på én gang hypercharmerende, kærlig, handlekraftig, utilnærmelig, dæmonisk og farlig.
Man kan - med god ret - mene, at selve historien er langt ude. Men The Astronaut's Wife benytter den for så vidt kun som en slags afsæt for sin leg med hele arsenalet af stilistiske virkemidler og sin udforskning af bagsiden af den amerikanske drøm. Gyser-etiketten er på ingen måde falsk varebetegnelse, for ind imellem letter man adskillige centimeter i sæderne, men på den anden side er filmen også meget mere end dét og derfor absolut seværdig også for alle dem, der ellers ville gå i en stor bue uden om gysergenren.

*The Astronaut's Wife. Manuskript og instruktion: Rand Ravich. Amerikansk. (Palads, Scala, Drive-in/Lynge, CineCity/Århus, BioCity/Århus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her