Monstrøst ser det ud, men sådan er svensk sex
FORMAT - SOMMERTILLÆG
Lap og las 2
I et land, hvor politiet sammenbidt jagter luderne og deres kunder, forekommer det modigt - eller dobbeltmoralsk - at knalde kønsakten på hundredekronesedlen.
Nuvel, det pornografiske er til at overse, og Olssons kan roligt lade deres småbørn lege med 100-kronorna, for den udpenslede sexscene hidrører fra det hidsende møde mellem dyre- og planteverdenen. På baggrund af et fotografi af Lennart Nilsson, som tidligere har gjort sig bemærket verden over med fotografier af menneskefostre, har Sveriges Riksbank fastholdt det øjeblik, hvor bien går i kødet på blomstens ædlere dele. Monstrøst ser det ud, men sådan er svensk sex.
På sedlens anden side ses præstesønnen, der blev læge og verdens fremmeste kender af støvveje, Carl von Linné (1707-1778). Linné udtænkte et system, som skulle bringe orden i planternes geledder, og han forsøgte også at overføre sine skemaer til dyr og menneskelige sygdomme.
Her skal vi anvende linnéske kasser til at kategorisere de fem gangbare svenske pengesedler.
Det svenske monetære symbolsystem er enkelt, for det opererer med to sammenfaldende horisonter, en kønsmæssig og en magtmæssig.
I bunden, billigst og tættest på det helt værdiløse finder vi kvinderne. Sopranen Jenny Lind hensidder på halvtredseren, mens forfatteren Selma Lagerlöf må nøjes med tyveren. Begge kvinder kan takke deres berømmelse for ganske ublodige præstationer.
Anderledes i toppen af pengehierarkiet, hvor to berømte krigsherrer forener maskulinitet med blodig magt. Karl XI og Gustav Vasa, som begge var med til at decimere danskerne og deres rige i midten af forrige årtusinde, troner på hhv. 500- og 1000-kronesedlerne.
Som buffer mellem kønspolerne befinder Linné sig så meget passende. Kom ikke og sig, at svenskerne ikke er sexede.
*Europas nationale pengesedler vil forsvinde til fordel for euro - eller elektronisk valuta. Vi går tæt på skilderierne, før det er for sent. Den første artikel i serien bragtes den 22. juni.