Læsetid: 1 min.

K'NYT

3. juni 2000

Mere liv i Arena
*Arena Forfatterens Forlag er blevet tildelt Litteraturrådets Pris for år 2000, og i det nye nummer af tidsskriftet Standart beskriver de nye forlagsredaktører, Hans Otto Jørgensen og Christian Dorph, det lille forlags visioner. Forlaget, der har ført en omtumlet tilværelse, var det, der i sin tid lod Peter Seeberg debutere efter afslag fra en række andre forlag, hvorfor denne gjorde et stort arbejde for at holde det i live mod svære odds i tidens løb. Og end lever det altså af dage.

Fokus på Luigi Nono
*Athelas Sinfonietta Copenhagen satser stort ved en koncert i Diamantenpå søndag kl. 20. Sammen med vokalgruppen Ars Nova og Dansk Institut for Elektroakustisk Musik, DIEM, opfører de to store værker af en af efterkrigstidens vigtigste - men i Danmark yderst sjældent opførte - komponister, Luigi Nono. Frans Rasmussen dirigerer.

Gordon "Tex" Beneke er død
*Komponisten og bandlederen Gordon 'Tex' Beneke er død 86 år gammel.
Beneke var komponisten bag jazz-klassikere som Chattanooga Choo Choo og I got A Gal in Kalamazoo, som han skrev til Glenn Millers orkester, hvor han spillede en ledende rolle.
Efter Anden Verdenskrig fik Gordon 'Tex' Beneke sit eget orkester, hvis sidste optræden blev i november.
/ritzau/Reuter

Snigpremiere på Dancer
*Frederiksværk bliver verdens navle torsdag d. 29. juni, idet byens biograf, Kosmorama, kan byde på snigpremiere på Zentropas palme-vinder Dancer in the Dark - to måneder før den officielle Danmarkspremiere. Anders Refn, som har været hjælpeinstruktør, vil være til stede og fortælle om filmen. Der er dog risiko for, at tekstningen ikke er på plads, men så vises filmen uden undertekster.

Kulturhus i Vence
*Et nyt dansk kulturhus skal etableres i byen Vence i Sydfrankrig, hvor der bor ca. 3000 danskere fast. Blandt initiativtagerne er finansmanden Alex Brask Thomsen (som ikke fik lov at få Nørrebrogade opkaldt efter sig trods tilbud om en større sum penge). Til huset knyttes bl.a. balletdanseren Vivi Flindt, maleren Kaj Linneman og filminstruktøren Lars von Trier, skriver avisen, La France.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu