Den Kolde Krig var 45 års angst, fjendebilleder og stedfortræderkrige. Det er ironisk, hvem
der nu erklærer sig som sejrherre
Erindret
Det var en vinterdag i 1962, og jeg var 12 år og alene hjemme. Pjecen fandt jeg ude i entreen, på dørmåtten under brevsprækken.
Jeg samlede den op og begyndte at læse. Hvis krigen kommer, hed den. På forsiden var en luftsværnssirene på et tegltag, der knejsede over en lillebys huse og tårne - sirenen, taget og byen så ud lige som oppe ved min egen skole. På pjecens bagside var et landskab og nogle forvirrende tegninger af sirenesignaler for luftangreb og radioaktivt nedfald.
Pjecen kom fra statsministeren, der hed Viggo Kampmann. Den var sendt til alle landets familier. Jeg læste i den og følte en angst, jeg aldrig før havde kendt. Nu, ved gensynet med pjecen 38 år efter, mærker jeg ekko af den følelse.
"Atomkrigen er i dag en mulighed," skrev statsministeren: "En ny krig vil være total..."
Der var tegninger af vinduesglas, som føg ind i stuen. Pjecen rådede:
"Opholder man sig indendørs, når angrebet kommer, uden at kunne nå i beskyttelse, bør man kaste sig på gulvet langs vinduesvæggen. Dæk ansigtet og ubeskyttet hud. Luk øjnene."
Man skulle have dåsekonserves og vand til en uges forbrug, stod der. Tegninger viste, at det var bedst at gemme sig i et tyktmuret beskyttelseskammer under ens kældergulv. Jeg kendte ingen, der havde sådan ét.
Hvad skulle det også hjælpe? Pjecen havde nogle cirkler med virkningen af atombomber. Folk ville dø fem kilometer i alle retninger og blive tredjegradsforbrændt inden for 70 kilometer, alt efter bombens "megatons".
Radioaktivt støv ville falde ned alle steder. Vores Dragør-rækkehus lå kun 12 kilometer fra midten af København, så hvordan skulle der være redning for os eller nogen andre, jeg kendte?
Jeg prøvede for mit indre blik at se, hvordan det ville være, når alt var væk.
Følelsen af sorg var så stor, at jeg ikke kunne dele den med nogen. Til mine forældre sagde jeg bare, at der var kommet en pjece, og at jeg havde lagt den på spisebordet.
Det var ikke fordi, vi ikke talte om krige i min familie. Men det var krige, folk havde overlevet, uanset hvor farlige de havde været.
Min mors ældre søster fortalte om Første Verdenskrig. Den havde hun oplevet i Hamburg, hvor min morfar havde haft sit grossererfirma. Min moster havde set den tyske kejser til hest i parade. Hun og de andre elever fik fri fra skole, hver gang kejserens hære vandt en stor sejr ved fronterne. Til at begynde med var der mange fridage. Så tyndede de ud, og i 1916 flyttede familien tilbage til Danmark, hvor min mor siden blev født.
Anden Verdenskrig og Besættelsen lå ikke langt borte, da jeg var dreng. I den danske modstandskamp havde min moster og min onkel - lige som min far - gjort mindre, men alligevel risikable ting. De havde stillet deres lejlighed i Ordrup til rådighed for møder mellem modstandsfolk og nedkastede forbindelsesofficerer fra England. Min far havde bragt våben gennem København. En af hans venner var digteren Morten Nielsen, der døde ved en vådeskudsulykke.
Inden Besættelsen havde min far taget en større risiko: Han havde meldt sig som frivillig i den finske hær efter Sovjetunionens overfald på Finland i 1939. I den grufulde vinterkulde pådrog han sig en lungebetændelse, der gjorde, at han lå på lazaret, da krigshandlingerne sluttede.
Min familie havde lige lidt til overs for kommunister og nazister.
"Kommunismen appellerer til det bedste i mennesket, men det bliver den ikke mindre svinsk af," sagde min far, der som ung havde læst George Orwell og Arthur Koestler - forfattere der havde gennemskuet den kommunisme, de selv havde været betaget af.
Alle de andre hjem, jeg kom i, syntes at mene det samme. Der var i hvert fald ingen, der sagde noget andet.
Når jeg og mine kammerater legede krig, var der frit valg mellem nazisterne og kommunisterne som fjenden. Indianerne kom i anden række.
Det med fjenden havde statsministeren også haft fat på i sin pjece. Der stod: "En angriber vil - eventuelt forud for de egentlige krigshandlinger - søge at skabe forvirring og modløshed. Han vil bearbejde civilbefolkningen med propaganda og falske meddelelser og øve sabotagehandlinger og femtekolonne-virksomhed. Han vil søge at svækkke befolkningens tillid til regering og folketing, til forsvaret og til landets og den enkeltes mulighed for at overleve. Han vil friste med tilbud om skånsel eller skræmme med trusler om vold og ødelæggelse for at opnå øjeblikkelig kapitulation."
Men imod den ondskab kunne vi danskere gøre noget, skrev statsministeren:
"Ethvert mistænkeligt forhold, der kan tyde på unational virksomhed, skal indberettes til nærmeste danske myndighed."
Unational virksomhed! Jotak, den havde jeg hørt om. Stikkerne og værnemagerne under Besættelsen. Og nu: Sig navnet, selv om statsministeren åbenbart ikke syntes, han behøvede at gøre det: Kommunisterne! Uanset hvilken lumsk forklædning, de var iført.
Et halvt år efter statsministerens pjece kom Cuba-krisen. Jeg sad og så fjernsyn, hvor et indslag med en tale af USA's præsident John Kennedy blev præsenteret med alarm. Kennedy talte højtideligt. Gennem sprog- og kulturforskelle mente jeg at forstå nøjagtigt, hvad han mente.
Min lillebror stak hovedet ind i stuen og fornemmede alvor:
"Hvad sker der?"
"Kennedy har lige erklæret russerne krig," sagde jeg med en stemme, der lød fremmed for mig selv.
Jeg følte, at jeg afsagde både min og min brors dødsdom.
Min tiårige bror kiggede forskrækket på den tv-talende Kennedy.
I Danmarks folketing var kommunisternes pladser fra 1960 blevet overtaget af nogle, der hed "folkesocialister". De voksne, jeg lyttede til, sagde, at det var gamle kommunister, der prøvede at indynde sig under et andet navn.
Om en ung sjuskethåret lærer på min skole hed det hviskende, at han var folkesocialist. Det var jo forfærdeligt. Hvad kunne han ikke finde på, selv om han ellers virkede flink?
Som teenageårene skred frem, fik jeg et lidt mere nuanceret syn på verdens venner og fjender.
I 1966, da jeg var 17, tilbragte jeg et år som udvekslingsstudent i Californien. Her mødte jeg for første gang voldsomme protester mod Vietnamkrigen. Den havde jeg indtil da - på linje med dem, jeg kendte - set som en gentagelse af amerikanernes kamp for at holde kommunisterne fra at løbe hele Korea over ende. Men historien var en anden i Vietnam, og krigen trak længere ud, end det amerikanske folks flertal havde kamplyst.
Det gik op for mig, at i Vietnam var amerikanerne ikke the good guys. De spillede oven i købet hasard med verdensfreden ved at trække krigsførelsen så tæt mod Kinas grænser, at det kunne tirre et kinesisk modangreb som i Koreakrigen. Jeg var bekymret for, om verdenssituationen ville udvikle sig sådan, at jeg aldrig mere kunne vende hjem til Danmark.
Men det kom jeg da, omend i en politisk anderledes udgave. Krigen og den åbenlyse sociale uretfærdighed i USA havde omvendt mig fra min tidlige ungdoms konservatisme. Nu havde jeg indstillinger, der hørte hjemme på den venstre fløj af det amerikanske Demokratiske Parti.
USA var blevet klodens førende kultureksportør. Dermed blev også den vrede amerikanske indenrigsprotest mod krigen - udtrykt i bøger, plader og film - i løbet af de næste år overført til resten af den vestlige verden og samtidig taget ud af sin sammenhæng. Krigen blev lige så nærværende for unge danske, selv om det var amerikanerne, der skulle risikere deres liv for den og bar det umiddelbare moralske ansvar for den endnu større gru, krigsførelsen forvoldte det vietnamesiske folk.
Det førte til den ejendommelige situation, at krigsprotesten i Vesteuropa overvejende kom til at give sig udtryk som bred anti-amerikanisme, uanset at den nærede sig ved amerikanske kulturprodukter.
Som jeg selv havde oplevet det under mit år i Californien, var USA's demokratisk-progressive fløj frisindet og i sit sigte rettet mod konkrete reformer: opgivelse af krigen, virkeliggørelse af borgerrettighederne, sociale og uddannelsesmæssige forbedringer.
Den europæiske genlyd af den amerikanske protest antog en anden form: Et utopisk, efterhånden fanatisk krav om omstyrtning. Karl Marx - læst af få og forstået af færre - blev gjort til guru.
Den nymarxistiske bølge skyllede fra 1960'ernes slutning over hele Europa vest for jerntæppet. Det var, som et kollektivt tab af dømmekraft havde ramt størstedelen af dem, der ytrede sig, både blandt ungdomsårgangene og den ældre intelligensia.
Afhængigheden af den amerikanske kulturforsyning gav en skævhed i opfattelsen af verdens ondskab. De amerikanske intellektuelles kritik af undertrykkelsen i Sovjet-blokken og Kina kom i de år ikke nært så stærkt til udtryk i populærkulturen som vreden mod Vietnamkrigen.
At de østeuropæiske lande rent faktisk indtog stilling som sovjetiske kolonier, fyldte beskedent, og af den offentliggjorte kritik af Sovjetunionen og Kina kunne meget - med større eller mindre ret - afskrives som propaganda.
Danskere kunne bruge en stor del af deres politiske energi på at harmes over "amerikansk imperialisme" i Sydøstasien og Latinamerika, mens østtyske grænsevagters nedskydning af flygtninge ikke udløste meget andet end et skuldertræk: 'Hvad kan man forvente? Det er jo DDR's situation.' I et eller andet omfang har det også spillet ind, at al den marxistiske snak hos de talende har aflejret en sympati i deres hoveder for regimer, der sagde, at de var marxistiske.
På hjemmefronten fik Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, ikke umiddelbar glæde af den marxistiske vækkelse. Det var henfaldet i muskelstivhed efter Warzawa-pagtens invasion af Tjekkoslovakiet i 1968 og kunne ikke svinge sig til tidens toner, selv om de gungrede af den tidlige bolchevisme. Dansen blev i stedet trådt hos Venstresocialisterne, der var brudt ud af SF i 1968, og hos forskellige parlamentarisk urepræsenterede grupper på venstrefløjen.
Flere af nymarxisterne var omhyggelige med også at kritisere Sovjet, men i deres daglige agitation var det ikke højt på listen over kampmål. De var først og fremmest "den amerikanske imperialisme" og det danske "senkapitalistiske klassesamfund".
I årene 1970-73 røg jeg selv ind i den kamp ved på Københavns Universitet at blive valgt som talsmand for de nystiftede Moderate Studenter, der søgte at holde universitetet fra at falde for de marxistiske fremstød. Nymarxister havde sat sig på studenterrådene i København og Århus og ville bruge 1970-universitetslovens studenterpladser i de styrende forsamlinger som affyringsrampe for ideologiske missiler.
Nymarxisterne krævede eneret på at tale og handle på de studerendes vegne. De - vi - der erklærede uenighed, blev hængt ud som "quislinger" - et spejlvendt billede af Viggo Kampmanns "unationale" indre fjender.
I de moderates kamp for et mangfoldigt universitet måtte vi konstatere, at de nymarxistiske paroler havde gehør langt ind i Socialdemokratiet og i betydelig grad lammede de borgerlige partier.
Ved de forskellige studentervalg, der blev holdt i den periode, lå styrkefordelingen mellem marxister og ikke-marxister nogenlunde fast: Nymarxisterne trak to-tredjedele af de afgivne stemmer. Men kun hver tredje studerende gad overhovedet deltage i valgene. De to tredjedele forholdt sig passive - uanset hvor åbenlyst udemokratisk nymarxisterne ytrede og opførte sig.
Denne flertallets passivitet begriber jeg ikke den dag i dag. Den er et ilde varsel om fremtidige generationers kraft til at modstå ensretning.
Studenterrådets daværende ledere - og vi moderate i vores argumenter imod dem - lagde aldrig skjul på, hvad de ville opnå: Et marxistisk universitet som fremskudt front i "klassekampen mod senkapitalismen".
Det mål kan man le ad i dag. Dengang syntes jeg ikke, det var morsomt.
Det var jo ikke til at vide, hvordan det ville gå efter 1970'ernes første år: At det snart var slut med højkonjunkturen, der havde båret de store efterkrigsårgange frem til forventning om, at samfundet stod til fri omfordeling. Efter energiprishoppet i 1973 kom nedtur og arbejdsløshed. I første omgang betød det en forskydning på den yderste venstrefløj. Den luftige VS-ideologi kom til at hænge og blafre, og mange af dens frustrerede tilhængere gik over til kommunisterne, der var bedre til kriseretorik og organisation. DKP nød en folkelig gunst, der ikke var blevet det til del siden befrielsesvalget i 1945.
Jeg kunne have noget til overs for VS-idealismen, men skiftet til det stedse belastede DKP havde jeg svært ved at forstå. Især efter Sovjet fra 1979 indledte en ekspedition i Afghanistan, der mindede om amerikanernes i Vietnam.
I begyndelsen af 1980'erne var USA og Storbritannien med Reagan og Thatcher rykket markant til højre, det kontinentale Europa var politisk ustabilt, og i Kreml herskede de senilt forbenede. Supermagterne førte stedfortræderkrige i Den Tredje Verden.
Atom-truslens Kolde Krig, der efter Cuba-krisen i 1962 var veget forskrækket tilbage fra sin yderste risiko, isnede igen - med et våben-arsenal, der var mangedoblet. Det var modbydeligt igen at leve i den angststemning, der havde grebet mig 20 år tidligere, da jeg stod med statsministeriets pjece i hånden. Og samtidig uvirkeligt: Verden er blevet så meget ældre - er der ingen, der har lært noget?
Og så, plums!, væltede østregimerne ét for ét. Den domino-teori, som havde været amerikanernes frygtmotiv i Vietnam, viste sig at holde stik i en helt anden sammenhæng.
Nyliberalismen er nu til dags modeideologi. Nogle af de gamle nymarxister står frem som dens forkyndere. Enhver har lov til at mene sig klogere. Men hvis folk efter deres fyldte 20. år er marxister 15 år frem, for dernæst at pendulsvinge sig over i den durk modsatte opfattelse - så vidner det om ubefæstethed i sindet.
Eller en uklædelig følgagtighed over for tidsånden. Et sådant skift bør mane til stilfærdig eftertanke hos de pågældende selv. Tragikomisk har det været at se, hvorledes nogle af de omvendte har valgt at udøve selvkritikken gennem stedfortræder: De fører heksejagt på deres forhenværende meningsfæller.
Ideologi er ikke længere frontlinje mellem to supermagtsblokke. Dermed er historien ikke holdt op. Freden afhænger af magtbalancer mellem mange stater og befolkningsgrupper inden for staterne - som den gjorde det før 1914. Nu med atomvåben flydende rundt omkring.
Det er en ironi i Den Kolde Krigs ideologiske opgør, at den selverklærede vinder, nyliberalismen, i sin sanseløse kommercialisme og ligegyldighed over for kulturelle, sociale og miljømæssige sammenhænge ikke er fjernt fra det skrækbillede, alle varianter af marxismen tegnede af kapitalismens hærgen.
Er dét sejren, bærer den i sig kimen til sit eget nederlag til den, der melder sig som næste udfordrer.
På forlaget Høst & Søn udkom i marts David Rehlings erindringsbog 'Hjem', hvori Den Kolde Krig er et af temaerne.
