Terry Atkinson på Silkeborg Kunstmuseum og Galerie MøllerWitt i Århus er et krævende bekendtskab. Når det endelig falder i hak, kaster det dog berigende oplevelser af sig
Udstilling
Terry Atkinson (f. 1939) er langt fra nogen let tilgængelig kunstner. Den særlige visuelle signatur, der gør en kunstner til sin helt egen, er hos Atkinson bortkastet til fordel for en stadig og stædig spørgen til den kunstneriske subjektivitet og dens politiske potentialer.
Det er ikke en udforskning af kunstnerens inderste, der er Atkinsons ærinde, men en kritisk undersøgelse af de magtstrukturer, der definerer og dominerer vores samfund. Værket - og kunstneren - står aldrig alene som en selvberoende enhed, men er altid indspundet i og formet af det samfund, der omgiver det.
Som sådan er hans værk i dag mere aktuelt end nogen sinde. Især fordi hans indflydelse på dansk kunst og kunstliv er uomtvistelig. De første forbindelser til Danmark blev etableret i 1986, og siden har udvekslingen været konstant, med Claus Carstensen og Peter Bonde som Atkinsons nærmeste arvtagere. Samtidig peger denne udveksling på, at firserkunstens postulerede 'billedsult' måske snarere var kalkuleret konceptuel og samfundskritisk end egentlig ekspressiv.
For øjeblikket vises en stor udstilling på Silkeborg Kunstmuseum, sekunderet af en mindre udstilling på Galerie MøllerWitt i Århus, med udpluk fra Terry Atkinsons over 30 år lange karriere.
I Silkeborg bevæger vi os fra 60'ernes eksperimenter, hvor Atkinson som en del af gruppen Art & Language søgte at sammenføje kunst og filosofi, til de nyeste installationer, der med deres brug af computere spørger til, om kunstværket overhovedet har brug for mennesket som dets skaber. Og ind imellem, fra 80'erne, en række malerier, der i både genre og indhold spænder vidt, fra næsten abstrakte til myldrende figurative motiver.
Politisk virkelighed
Det er altid den politiske virkelighed, der står i centrum hos Terry Atkinson. Stilarterne og materialerne udvælges tilsyneladende i tråd med den begivenhed, der går ham på.
Da han malede en række krigsbilleder fra Første Verdenskrig i begyndelsen af 80'erne, tilbragte han timer inde på The Imperial War Museum sideløbende med, at han interviewede nogle overlevende veteraner.
Distancen til de voldsomme begivenheder søgte han altså at overkomme gennem et nærmest detektivisk nærvær, men brugen af den socialrealistiske malestil, der om nogen er historisk belastet, viser samtidig en erkendelse af, at traumet ikke kan repræsenteres, men kun kan reproduceres gennem en allerede velkendt skabelon, gennem deres pastiche. Især hvis det også skal gribe ind i nutidens traumatiske begivenheder, der for Atkinson er at finde i Irlands konflikt og thatcherismens ødelæggende betydning.
Terry Atkinson er dog lige så lidt maler som han er billedhugger, selvom hans værk spænder vidt. Det er frem for alt konceptet, altså ideen bag, der dikterer værket. Dette betyder, at værkerne ikke altid er visuelt vedkommende, men snarere er intellektuelle udfordringer, der til tider er så obskure, at værket dybest set ikke kan opleves, med mindre de bagvedliggende tanker blotlægges. Og det kræver sit af beskueren.
I allegorien Postcard from Trosky to Trotsky fra 1982 er flere af henvisningerne i malerierne og teksterne så implicitte, at kun den kunsthistorisk og politisk skolede beskuer kan holde stand. Det er ikke et kunstværk, man konsumerer alene og kontemplativt som i den romantiske myte, for kunstværket kræver, at man til stadighed snakker og diskuterer og udveksler viden og iagttagelser for at indsigten kan indfinde sig.
Mere direkte i sit formsprog er hans Grease Flag fra 1994, der består af et gigantisk træstruktur, formet som Union Jack, der fylder hele gulvet i én af museets sale. Flaget er dækket med fedt, og den fedtede overflade modsætter sig flagets bombastiske og potente fremtoning: Det britiske imperium, der tror sig stort og mægtigt, men som smutter mellem hænderne på dets magtudøvere. Det er både beskuerens øje, krop og intellekt, der i skøn forening er målskive for installationen, og mere kan man vel ikke ønske sig af et godt kunstværk.
Det er en udmærket udstilling, Silkeborg Kunstmuseum har stablet på benene i tæt samarbejde med Terry Atkinson. Selvom den til tider er mere intellektuelt udfordrende end egentlig se-værdig, giver den sin beskuer en række redskaber til at forstå også den helt unge samtidskunst, der med sit konceptuelle udgangspunkt går i Atkinsons fodspor.
Udstillingens katalog, som Atkinson selv har skrevet, består af række tætskrevne og velskrevne refleksioner over både hans liv og hans kunst, der giver nogle af de fornødne clues til forståelsen af hans værk. Reproduktionerne i kataloget er dog så tåkrummende dårlige, at selv hjemmecomputerens scanner kunne have gjort det langt bedre. Det er både synd og skam for Atkinsons værk og for læseren.
Enola Gay
Terry Atkinsons måske bedste serie til dato, Enola Gay, kan måneden ud ses på Galerie MøllerWitt i Århus. Enola Gay var flyet, der kastede Hiroshimabomben og skabte én af de største katastrofer i det 20. århundrede, men i stedet for at pensle katastrofen ud, bruger Atkinson det lille undselige fly som en slags emblem på, at katastrofen kan indtræffe når som helst.
I Hiroshima kom den i skikkelse af et ganske lille fly, som ingen rigtigt frygtede. Flyet er hos Atkinson sat ind i en række pasticher over dette århundredes stilarter - ekspressionismen, minimalismen, det monokrome maleri - men altid kun som et lillebitte pejlemærke, der i al dets anonymitet både undergraver værkernes betydning og samtidig er placeret så centralt i værkerne, at de organiseres omkring det. Det er der kommet en række poetiske og finurlige værker ud af, der både taler til øjet og til bevidstheden. Og det er vel denne krydsning, der skal til, hvis kunstværket skal være vedkommende og ikke kun folde sig ud inden for sin egen lukkede enklave som i hans seneste værker, hvor inddragelsen af computere ikke føjer noget til, men blot besværliggør udsagnet.
*Terry Atkinson: Fragments of a Career. Silkeborg Kunstmuseum, Gudenåvej 7-9, Silkeborg. Ti.-sø. 10-17. Til 20. aug.
*Terry Atkinson: EG + 1 New Work. Galerie MøllerWitt, Vestergade 56A, Århus. Ti.-fr. 11.30-17, lø. 10-14. Til 27. jun.
