Læsetid: 3 min.

Kunstens skrigerum

10. juni 2000

I DET NYE NUMMER af P2 musik fortæller en af redaktørerne, Jens Cornelius, om Smagsdommere i Danmarks Radio gennem tiderne. Det gælder de musikkonsulenter, der bedømmer den musik, som håbefulde komponister indsender i håb om opførelse. Da gælder det om at kunne læse partiturer og høre sig til sammenhængen, hvis de ikke tager et klaver i brug. Også for en litterær konsulent eller litteraturanmelder gælder det om at kunne opfange den indre lyd, ikke mindst når det drejer sig om lyrik. Et godt råd er det at læse højt og lade sprogets iboende mundtlighed komme til sin ret. Både musik og litteratur er krop. 'Dette er mit legeme, tag og æd det!' har kravet altid været ved kulten.
Komponister og digtere véd alt om lyde, der vil ud. Flaubert, forfatteren til romanerne om Madame Bovary og den nys fordanskede Følelsernes opdragelse, indrettede et brølerum, et gueuloir, i et baghus til sit landsted i Croisset. Dér afprøvede han med stor lydstyrke sine sætningers bonitet og klangfarve.
Også for modtagerne gælder det om at kunne reagere, at have plads til at slå ud med armene eller i hvert fald at slå ørerne ud. Nogle oplader ved mødet med kunst og kunstnere så megen elektricitet, at gnisterne på et tidspunkt springer. Klaus Rifbjerg indrettede sig i sin tid som litterær direktør på Gyldendal et skrigerum. Dér måtte han med mellemrum ind og sparke til en dum bold, der var anbragt i samme øjemed.

FOR NU AT vende tilbage til musikkonsulenterne, véd jeg ikke, om de har adgang til lydtætte studier, hvor de brøler og skriger, men megen væmmelse har de i hvert fald før i tiden udstået med lyden af tilsendte partiturer, forstår jeg. Da Niels Viggo Bentzon indsendte sit første værk i 1940, skrev Kai Aage Bruun: "Jeg synes det er en Slags
anormal delirium intervallis! Noget fælt forskruet Stads!" Også Launy Grøndahl forekom musikken yderst hæslig og komplet meningsløs.
Bruun efterlyste mere godmodigt, at man indrettede et månedligt rædselskabinet for eksperimentalmusik.

MENS JEG SKRIVER dette, aflytter jeg en cd med tre stykker af komponisten Gunnar Berg, der aldrig havde større fremgang i dette land. Han emigrerede til Schweiz, hvor han var født. En Pastourelle for solofløjte (1950), fulgt af bl.a. en Cosmogonie for to klaverer (1953), nu meget indtagende musik at høre, med serielle træk. Gad vist, om ikke tolvtonerækker sniger sig ind. "Der blafrer lidt Talent i det - men for smaat og umodent!", lød det fra den strenge Kai Aage Bruun om hans tidlige værker, og Aksel Agerby mente ikke at kunne anbefale disse ligegyldigheder. Nu er det lige lovlig nemt at hovere over forgangne tiders bedømmere af ny kunst, især så længe ihærdige forskere ikke har været i ens egne arkiver. Jeg tænker på den arme Julius Bomholt, jeg i en sådan anledning havde fat i forleden ved omtalen af Johannes Væths Sandemose-bibliografi, hvor han er citeret for sin uforstand over for Gustaf Munch-Petersens lyrik: den forekom ham affattet af en stakkels dekadent i sidste fase.
Det ligner nu en tanke, at omslaget til Gunnar Bergs cd netop er udsmykket med Gustaf Munch-Petersens
gouache sumpene blomstrer. Han udfoldede sig jo også som maler og udstillede ikke mindre end tyve billeder på kubisme-surrealisme udstillingen i 1935.
Det er, sandt at sige, på flere måder et sumpet billede. Man ser en kvindekrop vokse op af vandet, vinkelret bagudbøjet, med et maskeagtigt ansigt. Hendes hår og en sort slange fra hendes ene bryst fører ned i dybet og forener sig med en fiskeagtig størrelse, mens en rød måge tager flugten og en dæmon skyder op, altsammen overstrålet af en gul sol. Dateret 1935. Det korresponderer med hans samtidige engelsksprogede digtsamling black god's stone, som udtrykker en temmelig risikabel, aggressiv primitivisme, kendt både i tidens kunst og politik. Acceptabel kun i forfatterskabets totale sammenhæng.

Grimt, grimt, mente man i tiden om den slags. Det var, hvad de sagde i radioen om den ny musik, og litteraturen havde på samme måde i mange følgende år et problem med grimheden og skønheden, i spændingsfeltet mellem poesiens blå blomst og alle disse helvedsblomster fra sumpen. I dag stiller det sig lidt anderledes med bedømmelsen af ny kunst. Det er på det nærmeste umuligt at forarge, nu hvor vi er kommet så langt, at eksperimenter i kunst ikke er længere er grimme. Kun kedelige. "Eller er det mig, som er for gammel?", som Launy Grøndahl udbrød, da han for sit indre øre hørte Niels Viggo Bentzons suite for soloviolin.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her