Læsetid: 5 min.

Kvinden som kampzone

13. juni 2000

Stærke politiske fronter. Egeninteresser. Øko-nomi. FN's kvinde-konference i New York var et klart billede på, at kvinderettigheder ikke alene handler om kærlighed til kønnet men også om krig

Så kom kvindernes rettigheder igen på dagsordenen. I næsten en uge har tusindevis af mennesker valfartet til Bei-
jing +5 (opfølgningen på FN's seneste kvindekonference) i FN i New York for at give deres mening til kende om udviklingen i kvinderettighederne. De officielle tal hed 180 regeringsdelegationer og 10.000 fra private organisationer (NGO'er). Bare den danske delegation talte 35 medlemmer, der skulle tage stilling til kvinders rettigheder. Så er det, man må spørge: Hvor svært kan det være?
Hvor svært kan det være at blive enige om, at kvinder skal have de samme muligheder som mænd, den samme ret til uddannelse, de samme livsvilkår?
Svaret er desværre: Meget svært. Så svært at konferencens succeskriterie i løbet af få dage forvandlede sig fra at være et ønske om at vedtage nye forpligtelser for landenes videre arbejde med ligestillingen de næste fem år til at være en indædt kamp for ikke at gå på kompromis, ikke at gå baglæns og give køb på de aftaler, man lavede i Beijing for fem år siden.
Dét succeskriterie blev opfyldt. Man gik ikke tilbage. Alle var glade. For i NGO'ernes korridorer havde rygtet lydt om, at konferencen snarere end at være et Bei-jing + 5, ville blive et Beijing - 5, og det var der selvfølgelig ikke nogen, der ville havde siddende på sig. Tænk bare på hvordan man så skulle have forklaret de 35 danske delegationspladser på Businessclass fra København til New York. For slet ikke at tale om at afholde en hel FN-konference med hele svineriet.
Dertil kommer, at NGO'er i nogle lande i fremtiden - med et Beijing - 5 -ville have fået svært ved at overbevise deres regeringer om at kamp for kvinderettigheder nytter noget - og ikke mindst, at det nytter noget i FN-regi.
Så Beijing-teksterne blev heldigvis stående som de var og der kom da også lidt nye til, selvom det skulle tage et par dages ekstra forhandlinger.

Forhandlinger, der i løbet af hele konferencen var mere præget af stærke politiske fronters kamp mod hinanden, end det fælles ønske om at forbedre kvinders rettigheder og livsmuligheder verden over.
Processen mindede i det hele taget om god gammeldags købmandsskab. Man tager noget, og man giver noget - alt efter interesse. Også selv om det, der blev handlet, var noget så fundamentalt og usælgeligt som menneskers ret til livsudfoldelse.
Abortspørgsmålet - et af de mere kontroversielle på konferencen - blev, som ligestillingsminister Jytte Andersen udtrykte det "udsat for et attentat".
Der kunne altså ikke opnåes konsensus omkring dén rettighed at bestemme over sin egen krop. Her blokerede lande, der hviler på religiøse værdigrundlag som de islamiske lande og Vatikanstaten.
Det samme gjaldt retten til seksuel orientering, der ikke blev nævnt i dokumentet og som heller ikke havde synderlig interesse for andre end EU. For de homoseksuelle fra NGO'erne på konferencen var det en rystende oplevelse at kunne konstatere, at stort set ingen forhandlere - heller ikke fra EU's side - protesterede mod den lidet flatterende måde homoseksuelle af nogle afrikanske lande blev omtalt på under forhandlingerne.
Den seksuelle orientering var altså en af de rettigheder, der måtte vige for at nå til enighed. For eksempel for at få sproget om volden mod kvinder styrket i dokumentet. Det blev til gengæld en stor landevinding.

Det, der er mest slående efter en hel uges kvindekonference, er, at det simple faktum, at kvinder er kvinder, ikke gælder, når der går politik i kvinderettigheder.
Hver regeringsdelegation kom til New York med sit eget mandat i baghånden. For Danmark gjaldt det først og fremmest om at få styrket dokumentet på vold mod kvinder og kvindehandel - eftersom det er det, der snakkes om i Danmark.
For de, der var imod retten til fri seksuel orientering for eksempel afrikanske lande som Sudan og Namibia gjaldt det, at der var andre ting på dagsordenen, der var vigtigere end retten til at være homoseksuel eller lovgivningen mod vold mod kvinder.
Fattigdom, sult og malaria for eksempel. Og globaliseringens negative indflydelse på kvinders rettigheder.
Så mens de vestlige lande beskyldte Vatikanstaten og nogle af G-77 landene (de fattigste lande i verden) for at blokere forhandlingerne med det formål at få et Beijing - 5, altså et tilbageskridt for kvindernes rettigheder, så beskyldte G-77 landene Vesten for at bedrive kulturel imperialisme og tvinge vestlige værdier som for eksempel den frie seksuelle orientering ned over hovedet på dem, samtidig med at være uvillig til at tale om økonomiske rettigheder i de fattige lande. Her blev de nordiske lande blandt andet beskyldt for ikke at ville tale om deres egne magtpositioner f.eks. i forhold til Verdensbanken og Den Internationale Valutafond.
Og sådan blev der så ellers forhandlet kvinderettigheder - eller handlet om man vil.

Der hersker næppe nogen tvivl om, at visse lande er blevet overrumplet af de forpligtelser, de efter Kvindekonferencen i 1995 pludselig stod med.
Forpligtelser, de, på trods af selv at have været med til at formulere, måske ikke har taget så alvorligt før, og derfor nu kommer i bekneb med at skulle forsvare over for en religiøs elite i hjemlande, samtidig med at ansigtet over for verdenssamfundet skal bevares.
Der hersker heller ingen tvivl om, at det er en svær balance - den mellem religion, politik, kultur og menneskerettigheder. Diversitet skal respekteres, hvilket også er nævnt i Beijing-dokumentet.
Men når det er sagt, så skal det understreges, at kvinders menneskerettigheder - såsom retten til ikke at blive dræbt eller retten til at gå i skole - ikke må være den kampzone, hvor en kulturel, økonomisk eller politisk kamp udspiller sig.
Efter en kvindekonference, der hidsigt diskuterede, men aldrig blev hverken Beijing +5 eller - 5, skulle man måske se nærmere på, hvad det rent faktisk var denne konference var beregnet til. Nemlig at evaluere de foregående fem års indsats og sætte retningslinjer for de næste.
Evaluering - i ordets fineste forstand - var der ikke meget af. Som flere NGO-repræsentanter påpegede, så var det, der manglede, en ærlig og konstruktiv snak om, hvad man faktisk har lært de seneste fem år. Hvad der var svært. Hvad der var let.
Istedet endte man i den samme gamle diskussion: Hvad er kvinders rettigheder egentlig?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu