Læsetid: 4 min.

Den legende systembygger

9. juni 2000

Orhan Pamuks tidlige roman 'Tavshedens hus' er et opgør med klicheerne om Tyrkiets historie

Ny bog
Den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk har engang i et interview fremstillet sit forfatterskab som et hegeliansk system, hvor hver roman ophæver de forudgående romaner i sig og bliver mere og mere fuldkomne.
Først var der Hr. Cevdet og hans sønner fra 1979, en roman i Thomas Manns stil, skeptisk og humanistisk over for det moderne Tyrkiets udvikling. Så kom Tavshedens hus i 1984, hvor der tales med mange stemmer om samme historie. Denne flerhed udvikler sig så til identitetsproblemet som tema for den enkelte og for historien i Det hvide slot fra 1985, mens hovedværket Den sorte bog fra 1990 endelig gør Istanbul til hovedsymbol for historiens og livets gådefuldhed.
Derefter er der engentlig ikke mere at sige om verden for Pamuk, men allerede i slutningen af Tavshedens hus siger den gamle frue de forløsende ord om livet som en rejse, man ikke kan gøre om, medmindre man har en bog, som sætter en i stand til at begynde forfra igen og igen, "for at forstå det, der er uforståeligt."
Pamuks romaner er præget af en utrolig sans for systemer og regler, der skal gå op, og ofte har han luftet sin kærlighed for Edgar Allan Poe og hans teenageagtige fascination for maskiner, teknik og opdagelser. Denne fascination omfatter også historien.
Pamuk leger med historien, som en forsker, der ikke vil blive voksen, og i Tavshedens hus optræder der netop en sådan forsker, Hr. Faruk, der grunder over historien og historierne i forbindelse med et arkivarbejde om den osmanniske historie. Imens kæmper stridende ideologier omkring ham om magten. Vi befinder os i 1970'ernes Tyrkiet, og venstreorienterede kæmper mod højreorienterede i en voldsspiral, der kulminerer i statskuppet 1980.

Et tragisk højdepunkt
Tavshedens hus handler om tre generationer, der mødes en sommer i en lille ferieby uden for Istanbul. Der er den troende Fatma, der et helt liv igennem har stået model til lægemandens iskolde, franske fritænkeri, og hans planer om at modernisere Tyrkiet.
Så er der børnebørnene, omtalte Faruk, Metin og Nilgün, som alle er produkter af Tyrkiets modernisering. Mellemgenerationens fædre og mødre er fraværende. Men der er to slags børnebørn, de ægte og de uægte, den oplyste bedstefar havde to koner, og et af børnebørnene er den unge Hasan, som elsker-hader Nilgün, et forhold der en-
der med, at han slår hende ihjel.
Dette drab peger hele romanen frem mod, som et tragisk højdepunkt. Alt hvad der sker i romanens nutid blev allerede forberedt længe før, ligesom i et drama af Shakespeare, og derfor er det ikke rigtigt at sige om Pamuk, at hans romaner handler om den mislykkede europæisering af Tyrkiet i det tyvende århundrede, for de handler snarere om at skrive sig op imod de mange klicheer om historien, som personerne gennemspiller uden at kunne gennemskue dem.

Flauberts påvirkning
Det tavse hus er en meget fransk roman, nærmere bestemt påvirket af Gustave Flauberts romaner, og deres optagethed af klicheerne, der bestemte alle personernes liv, og gjorde dem blinde for en udvej af klichesystemet. Men til forskel fra Flaubert savner Pamuk fuldstændig den sublime ironi, og den underliggende sympati, der er karakteristisk for Flaubert.
Pamuks romaner er klicheer, pasticher, leg med historie og historier, og det, der alligevel gør dem læselige, er den særlige pamukske rastløshed, og moderne nervøsitet, der kommer til udtryk i alle de mange eksperimenter, rollespil og tankeeksperimenter, der også findes i Tavshedens hus.
Det er i øvrigt vigtigt, at bogen hedder Tavshedens hus, for pointen i romanen er netop, at tingene omkring personerne er ligeglade med deres skæbne, husene, den smukke natur og den livlige trafik mod Istanbul finder sted i en rytme, der sætter personernes narcissisme i relief. Og når Hasan til sidst i romanen skifter identitet og drager til Istanbul som kommende massemenneske, er det måske fordi Pamuk her peger frem mod Den sorte bog og storbyen som det sted, hvor der er en udvej ud af de fastfrosne modsætninger og ideologier.
Oversættelsen bygger på den franske oversættelse af Münnever Andac, der var den tyrkiske lyriker Nazim Hikmets tyrkiske hustru, han havde andre i andre lande, og hun boede til sin død for et par år siden i Paris, hvor hun blandt andet oversatte Pamuk til fransk.
Hun rammer en bestemt side af Pamuk, nemlig hans sans for det gamle Istanbul omkring århundredeskiftet, hvor der fandtes et franskorienteret borgerskab, der troede på oplysningens velsignelse for Tyrkiet, og det er netop det, som er udgangspunktet for Pamuks romaner, som både fortsætter og sætter spørgsmålstegn ved denne udvikling.

*Orhan Pamuk: Tavshedens hus. Oversat fra fransk af Elisabeth Ellekjær. 350 s., 298 kr. Lindhardt og Ringhof

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu