Læsetid: 3 min.

Let byggeri i Valløby

28. juni 2000

Naboerne er godt tilfredse med det nye hus, som ikke må kaldes flygtningeboliger. Det hedder integrationsboliger

Verden kommer til Vallø (III)
Nick Nicolaisen er der straks med en rettelse, da Information henvender sig for at høre, hvordan det går med de planlagte flygtningeboliger i Valløby:
"Nej, det er ikke flygtningeboliger. Det er integrationsboliger. Det er noget helt andet," siger den tidligere salgsdirektør i Esso, der er en af de nærmeste naboer til det igangværende byggeri.
Information skrev første gang om Vallø Kommunes planer om indkvartering af flygtninge i Valløby i en reportage fra et velbesøgt borgermøde i januar i forsamlingshuset.
På borgermødet var der modstand mod de kommunale planer. Valløby-borgernes skepsis gik dels på, at den pavillon, som kommunen ville anbringe flygtningene i, ikke var pæn nok - dels på, at flygtninge fører til problemer med hærværk og kriminalitet.
Den første indvending har kommunen bøjet sig for. Flygtningene skal ikke bo i pavillon, men i nogle nyopførte huse, der - for en overfladisk betragtning - ligner de ældreboliger, der i forvejen ligger på Vallørækken.
"Prisen er den samme, men med den løsning, vi nu har valgt, kan der kun bo seks flygtninge. I pavillonen kunne der bo otte," forklarer borgmester Poul Arne Nielsen (V), der tirsdag eftermiddag holdt talen ved rejsegildet over de tre boliger, der skal rumme to små familier og to enlige flygtninge.

Dejlige boliger
"Det bliver nogle dejlige boliger med en skøn placering," sagde borgmesteren i sin tale.
Axel Kristoffersen, formand for Vallø Borgerforening, er godt tilfreds:
"De har i store træk lavet tingene, som vi gerne ville have det," siger han til Information.
Den tidligere Esso-direktør Nick Nicolaisen støbte de juridiske kugler for borgerforeningen, den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening og andre lokale klagere, som modsatte sig pavillon-løsningen. Og han var en af de borgere, som Information interviewede om sagen i februar. Også han er godt tilfreds i dag:
"Det er virkelig pænt lavet - et let byggeri, der til forveksling ligner ældreboligerne. Det er dejligt at se, at man som borger kan stikke en kæp i hjulet og sige: 'Det vil vi altså ikke have', og at kommunalbestyrelsen ikke bare kan køre hen over befolkningen," siger Nick Nicolaisen.
Han mener, at Valløby-borgernes indstilling hele tiden har været positiv:
"Det har kun været det, at man ikke ville have den der barak. Man ville ikke have, de skulle bo så usselt. Også fordi vi var bange for, at hvis man bor usselt, kan det påvirke ens opførsel," siger Nick Nicolaisen.

Bange anelser
Også Erik Vedsegaard, ejer af gæstehuset Thor's Hall lige ved de kommende integrationsboliger, lægger vægt på, at hans kritik udelukkende har gået på pavillon-løsningen. Alligevel har han stadig, hvad han kalder "bange anelser":
"Jeg har udelukkende jamret over, at man ville lade flygtningene bo i barakker. Men jeg må da indrømme, at nogle har deres bange anelser. Og det kan jeg da også godt sige, at det har jeg også, for det er jo for så vidt at lægge kimen til ballade allerede fra starten af at sætte dem ud på en pløjemark," siger Erik Vedsegaard.
Det lette byggeri, der optisk kommer til at ligne ældreboligerne, skal efter planen være klar allerede til september.
Når flygtningene kommer, vil det vise sig, om landsbyen syd for Køge er mere eller mindre egnet til integration end de større byer. Forelagt det spørgsmål tænker borgmester Poul Arne Nielsen sig lidt om, inden han svarer:
"Det må tiden jo vise."

*De første artikler om Valløby og flygtningene stod i avisen 27. januar og 21. februar 2000. Information holder øje med sagen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu