Læsetid: 13 min.

Livet i baggrunden

2. juni 2000

I de uskarpes rige lever statisterne, og uden dem ville stjernen ikke være stjerne - filminstruktøren Jon Bang Carlsen om at det være statist og om billeder, der ikke kan slukkes

Essay
Da jeg første gang så filmen Raging Bull af Martin Scorsese, så jeg ikke på Robert de Niro, men stirrede så intenst ind i den uskarpe masse, som omgav stjernen, at jeg efter to timers forgæves stirren blev næsten blændet.
Men jeg gav ikke op, for sit eget ansigt må man vel kunne genkende, hvor tåget det end fremtræder. Så da alle de andre tilskuere i Odeon-biografen på Sct. Michel-boulevarden i Paris forlod teatret, blev jeg stædigt siddende for at se filmen påny.
Grunden til, at jeg med rimelighed kunne forvente at se mig selv i Raging Bull, var, at jeg havde tilbragt en måned som statist på filmen, der blev optaget i de legendariske Culver City Studios i Hollywood, hvor også Borte med blæsten blev optaget.
Jeg fik jobbet som statist, fordi jeg ligner en tysker. De fleste statister var af mexicansk afstamning og lignede ikke de politimænd, som i 50'ernes Amerika gik rundt om bokseringen og slog sig truende i håndfladerne, mens bokserne hamrede hjernecellerne ud af hinandens kranier, og publikum skreg som vilde dyr, og cigarrøgen lagde en hinde af oldingefødsel over sceneriet i denne film, som med tiden skulle blive en af mine absolutte yndlingsfilm.
Selv om jeg i filmens verden ikke var en gemen boksetilskuer, som hovedparten af statisterne, men amerikansk politibetjent med et stort ansvar for at beskytte bokserne mod deres voldelige fans, hørte jeg alligevel ikke til blandt de udvalgte, som fotografen, Mr. Chapman stillede skarpt på.
Jeg var ligesom hundredevis af andre statister en del af begrebet background action, som er de udflydende profiler bag stjernen, der giver publikum en illusion af, at helten - som de selv - er en del af et større hele. Stjernens velbelyste skarphed kan ikke adskilles fra statistens dunkle uskarphed. Jo mere udviskede vores træk, bliver des tydeligere fremstår stjernens, som er det linierne fra vores ansigter, der bliver brugt til at tydeliggøre hans profil.
Han er den udvalgte, ikke fordi han er unik, men fordi han er det medlem af vores art, som vi har besluttet skal repræ-
sentere os i den guddommelige komedie, vi alle deltager i - skuespillertalent eller ej.
Uden os ville stjernen ikke være stjerne, men en ligegyldig aristokrat, en egocentriker uden folkelig navlestreng. Kun hvis tilskuerne føler, at stjernen ligeså godt kunne være en af dem selv, gør de ham til stjerne. Hvor skarp han end er deroppe på lærredet, kommer han selv fra de uskarpe riger, hvor folk lever og dør, uden at deres profiler skiller sig afgørende ud fra naboens.

Men der er også fordele ved at være uskarp - f.eks behøver man ikke at være en god skuespiller. Man kan være rørende ligeglad med alle de følelsesfuldheder, som stjernen pligtskyldigt må svinge sig imellem, ligegyldigt hvor træt han er i armene.
I de uskarpes rige er dialogen fuldstændig befriet. Og det benyttede statisterne i Culver City Studio sig af med stor begejstring. Hver gang der blev råbt "Cut!", brød en kakafoni af stilløs væren fri af filmens stilfuldhed. Det blodtørstige boksepublikum forvandlede sig på sekunder til et frådende symposium af filosoffer, forkyndere og historiefortællere af enhver afskygning.
Der var den tykke mand med cigaren, tilsyneladende den arketypiske boksetilskuer, men i pausens verden en lidenskabelig forkynder, som prøvede at indsamle penge til at bygge verdens højeste krucifiks, men med ringe held.
Der var den lille, skaldede kyniker med de romantiske øjne, George C. Scott, som jeg senere brugte i min film Hotel of the Stars. Fra hans smallæbede mund gled vittighederne ud i det tobaksfyldte lokale i en endeløs strøm. "Tall girls lay longer," er den eneste vittighed, som jeg af uransagelige grunde stadig kan huske.
Og Dan Patterson, den tidligere slagter fra Chicago, sad stor og mægtig ved siden af sin elskede David fra Memphis, Tennesee, tynd som et kosteskaft, og lagde udspekulerede planer for, hvordan de skulle tvinge kameraet til at fokusere på netop deres talent.
"I love to see myself in Technicolor," betroede han mig begejstret, mens han spiste morgenens femte, gratis doughnut.
Der var skakspillere, kortspillere og alle mulig andre spillere, for hvem filmoptagelserne blev brugt til at spekulere over det næste træk, og som var fuldstændig ligeglade med Robert de Niros præstationer i bokseringen. I deres verden var stjernen en uskarp statist præcis som de var i hans.

Og så var der Vietnamveteranen, som mente, det ikke var Vietcong, men The Moody Blues, der havde gjort ham vanvittig i Vietnam. Han havde hørt det britiske rockband for første gang på de asiatiske slagmarker, og deres musik åbnede ham for angsten, så han blev forsvarsløs på trods af alle sine våben. Som søn af en officer vidste han, at rigtige mænd altid ser angsten lige i øjnene, men uden at lade den slippe ind i deres sind og eliminere den afmålte fornuft, som er enhver soldats vigtigste våben.
"Moody Blues' sivende giftgastoner sårede mig i Vietnam og siden er jeg aldrig helet," betroede han mig en dag vi fulgtes op i hotellets dræbende langsomme elevator.
Siden havde det været hans store drøm at hugge et B52 bombefly fra det amerikanske luftvåben og flyve den over Atlanten til London og bombe Big Ben, symbolet på British Mean Time, som for ham var ondskabens tid og som på en eller anden forræderisk måde var allieret med The Moody Blues, der havde undermineret hans mandighed netop da han havde mest brug for den.
Ham tiltænkte jeg selvfølgelig en af hovedrollerne i min kommende film Hotel of the Stars, og da vi boede på samme forfaldne Hollywood-hotel blev jeg hurtigt filtret ind i det kaos af paranoia, som han havde slæbt med sig hjem fra krigen i Vietnam i stedet for de medaljer, som han havde håbet at glæde sin far med.
En formiddag jeg stod i receptionen og snakkede med kvinden bag skranken, kom han gående nøgen ned af trappen med hele hovedet dækket af en kæmpe klump skulpende barberskum, som havde hans overfølsomme hjerne endelig overvundet det bastante kranie og foldet sig ud som en hvid blomst.
På hver side af ham gik en MP i fuld uniform, men da jeg prøvede at spørge de kraftige mænd, som var fyldt til randen med afmålt fornuft, hvad de havde i sinde at gøre med min nye ven, skubbede de mig tilside uden at svare. Gennem glasdøren så jeg dem skubbe den nøgne mand ind på bagsædet af et militært køretøj og smække døren i efter ham. Der gik et sug af smerte igennem mig, da halvdelen af hans barberskumshjerne blev skrabet af mod bilens dørkarm for øjeblikket efter at ende på Franklin Boulevard - som et skulpende gravmonument for endnu en ukendte soldat.

Så brutalt var livet ikke blandt os statister. Vi følte os befriet af at være hensat til et andet årti i vores flotte 50'er-kostumer - ligesom børn, der var på skoleudflugt til en anden egn. Vores ophold i Culver Citys studio var som et karneval af marathondimensioner, som vi oven i købet blev betalt for at deltage i.
Selvfølgelig var det et problem for nogle af os, at der kun var ganske få kvindelige boksetilskuere og ingen kølige drinks, men i forhold til stjernens liv oppe i ringen levede vi statister et liv i sus og dus.
Overhældt med isnende koldt lys måtte den stakkels Robert de Niro hoppe rundt i bokseringen glinsende af en aggression, som ikke var hans egen, men havde tilhørt en anden mand, som dog forlængst havde lagt den bag sig. Han måtte kæmpe med en brillians, som han vidste først ville tage sig brilliant ud, efter filmklipperen havde strammet hans timing betydeligt, og han måtte juble over sejre, selvom han vidste, at modstanderen var betalt fyrsteligt for at lægge sig ned.
Selv begejstringsudbruddene, nede fra det hav af uskarpe ansigter som omgav ham, relaterede ikke til hans boksning, men udelukkende til instruktørassistentens instrukser og håbet om også at komme med på producentens næste film.
Selv samme instruktørassistent skænkede mig helt uventet et enkelt sekund, hvor alt og alle undtagen kameraet stillede skarpt på mig. Midt i en rå boksesekvens, hvor helten uden at gemme sig bag parader smilende blev slået til plukfisk, råbte instruktørassistenten pludselig "cut" og så rasende ned på lille mig, som havde taget et trin ned af karrierrestigen og nu var ringside reporter i stedet for politibetjent.
"Get rid of that styrofoam," skreg han rasende og alle stirrede forarget ned på mig, som havde jeg lagt en tegnestift på Moses vej ned fra bjerget med de 10 bud og ville blive den hovedansvarlige for at alle jordens folkeslag måtte leve et liv i åndelig armod, hvor godt og ondt ikke var fikserede stjerner på himmelhvælvet, men flakkende lys, som var de kastet af forlygterne fra en bil, der var på vej i afgrunden.
Jeg havde ingen ide om, hvad styrofoam betød, men det måtte være min person, der var uønsket, tænkte jeg, mens dette pludselig at være den, som alle stillede skarpt på, gjorde mig lettere svimmel. Jeg rejste mig på usikre ben, som havde Robert de Niro ramt mig med en lige højre til glaskæben.
I det samme fjernede reporteren til venstre for mig en plastickop på mit bord.
"Styrofoam cup," sagde han og smilede, og ligeledes gjorde alle de andre statister, for når den lille plastickop kunne true filmens autensitet, så måtte publikum derude i verdens storbyer jo alligevel kunne se vores ansigter på den færdige film.

På en stol udenfor porten til filmhangaren på Culver City Studio sad en lille, tyk mand og stirrede ubekymret op i solen. Hans navn var Jack La Motta, tidligere verdensmester i mellemvægtsboksning.
Det var ham Robert de Niro portrætterede inde på scenen i bokseringen, dengang Jack La Motta stadig var ung og kompromisløs brutal, og hans fede vom blev båret af hans kone og var fyldt med arvinger, som takket være denne film alligevel kom til at arve noget.
Jack la Motta sad der uge efter uge, og jeg så ham aldrig vende sig på stolen og se tilbage på de flittige mænd inde i studiets cigarrøg, som arbejdede på at give hans fortid et strålende comeback på nutidens scene.
Måske gad han ikke glo livet over skulderen. Måske havde filmens instruktør Martin Scorsese befriet ham for hans fortid, som et menneske føler sig befriet, der har valgt den perfekte flyttemand, så han uden bekymring kan vende ryggen til sit eget liv, mens hans allerhemmeligste gemmer bliver båret ud i lyset.

Da bokseoptagelserne var forbi, og filmholdet fløj til New York for at filme videre, blev vi fyret og måtte meget imod vores vilje lade os genforene med vort ejet årti.
Jeg indlogerede de af mine nye venner, som jeg ville have med i Hotel of The Stars, på mit hotel og lavede min lille film om statisternes drømme, som senere bragte mig til Paris på en filmfestival. Og det var ved den lejlighed, jeg pludselig så, at Raging Bull havde fået premiere og styrtede i biografen for at se mig selv udødeliggjort i en Hollywood-film.
Da filmen var færdig, havde jeg mistet evnen til at stille skarpt på verden, og jeg havde stadig ikke fået øje på mig selv. For at finde vej ud af biografsalen måtte jeg følge efter larmen af slæbende fødder og begejstret fransk pludren. Stjernen blev nævnt igen og igen med beundring og et koket gallisk tryk på sidste stavelse, som fik Robert de Niros navn til at lyde som en romersk kejsers, der fodrede løverne i Colloseum med folk som mig - de uskarpe sjæle, som Gud bruger til at holde de gnistrende stjerner på sikker afstand af hinandens skarpe kanter.
Da jeg nåede ud af biografen, bestod Boulevard Saint Germain af flakkende neonskygger, som kastede sig imod mig i et vanvittigt tempo. Fortvivlet prøvede jeg at tvinge mine øjne til at stille skarpt, men jo mere jeg anstrengte øjnene, jo mere uskarp blev verden, og jo dybere måtte jeg erkende mit nære slægtskab med den ansigtsløse masse bag stjernernes knivskarpe profiler.
Pludselig mærkede jeg en arm, som skød sig ind under min og begyndte at føre mig ned af gaden, der stadig var et flimmer af uskarp energi foran mine nedslidte øjne. Et venligt menneske, tænkte jeg, fører mig nu sikkert igennem aftenvrimlen på denne parisiske boulevard og snart vil det spørge mig, "ou alléz vous Monsieur?" Jeg ville så opgive navnet på mit pensionat og personen ved min side ville føre mig derhen, mens verden langsomt genvandt sine skarpe konturer.
Men personen, som lugtede svagt af parfume, måtte gerne vente lidt med at bryde tavsheden imellem os. Der var noget smukt i bare at blive ført afsted af en ukendt, som vidste vi allesammen, hvor hinanden skulle hen. Følelsen af, at vi kendte hinandens særskilte veje gennem livet, var lige, hvad jeg havde brug for efter i næsten 5 timer at have stirret forgæves ind i filmens kornede uskarphed efter spor af mig selv.
Men spørgsmålet "ou alléz vous, Monsieur" lød aldrig. I stedet førte personen mig bort fra den larmende boulevard, ned af en stille sidegade, som kunne være en genvej til mit pensionat, men alligevel begyndte tvivlen at rejse sine små, skarpe børster.
Og da personen pludselig førte mig ind af en dør og op af en smal trappe, ville der været gået panik i mig, hvis ikke parfumen havde været så diskret, at den umuligt kunne være en prolog til vold.
Til lyden af et nøglebundt som klirrede svagt fik verden omsider arbejdet sig tilbage i fokus. Foran mig på trappeopgangen bøjede en kvinde sig frem mod en dør, som hun var ved at låse op. Hun var iklædt en rød regnfrakke, og håret var farvet blåligt. Da hun vendte sig om så jeg ind i et ansigt, som var betydeligt ældre end mit eget. Smukke øjne slebet skarpe af årernes gang og en rød mund fuld af sprækker, som havde den sagt for mange ord med modhager.
Døren gik op og afslørede en bred seng, som hun satte sig på og begyndte at trække sine sorte, lakstøvler af. Hun lignede en kvinde, som gik i sin datters tøj, efter at datteren havde forladt hende. En skåret skønhed som man umiddelbart veg tilbage fra for ikke at skære sig. Alder presset ind i ungdommens kostumer virker forudroligende på den stadig unge.
"Please pay me 200 franc now and close the door behind you," sagde kvinden, som selvfølgelig var ludder.
Jeg betalte hende straks pengene, undskyldte misforståelsen og gik.
Da hun modtog pengene smilede hun til mig, som var hun vant til at mændene opgav deres forehavende i sidste øjeblik, når de stod ansigt til ansigt med hende i den hårdt oplyste elskovsrede. Måske var det derfor, hun havde sat så stærke pærer i de røde lamper - for at skræmme de betalende gæster væk, før hun måtte prøve at tilfredsstille dem med sin nedslidte krop.

Måske var det også derfor Jack La Motta sad med ryggen til sit eget liv og gned sig på sin fede vom og smilede sløvt op i den californiske sol. Forfaldet gav ham et alibi for at slippe fri af sin egen rolle, og derfor gad han ikke engang vende sig for at se Robert de Niro slide sig igennem hans fodspor.
Som ludderen i Paris levede han af sit livs rolle, men at indfri dens krav var han præcis som hun helst fri for. I et af Raging Bulls mest ømskindede øjeblikke smadrer den fængslede bokser sine hænder ved at sende tirader af slag direkte mod fængselcellens mure. Det er ikke for at rive cellen ned, at han slår sine hænder til blods, men for at smadre sin egen rolle, sit eget talent, bokserens talent, for at slippe fri af det 11. bud, som Moses glemte oppe på toppen af bjerget: "Du skal indfri dit talent!"
Måske var det også derfor alle deltagerne på filmfestivalen i Paris var klædt i sort med sorte solbriller, selvom den mode længe havde været fortid. Måske kæmpede også de en kamp mod deres eget talents ubønhørlige krav og prøvede at lukke verden ude, så de kunne få ro til at lære deres egne børn at kende eller skoven, som de ilede igennem I årevis uden bare en enkelt gang at stoppe op for at studere et nyudsprungent bøgeblad.
At være hjemsøgt af billeder kan være en svøbe, når de er inde i ens hoved og ikke lader sig slukke - præcis ligesom bokseren, der selv midt i favntaget føler den åbning, som kan fælde den elskede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her