Byen for enden af den nye bro er mere metropol, end mange danskere synes om. Og så er der alle cykelhjelmene - sidder byens lystcenter mon der?
Ikke nok med, at svenskerne i 1658 vandt Danmarks andenstørste by, Malmø, og begyndte en tvangsforsvenskning af Skåne ved allerede ti år senere at opføre universitetet i Lund. Ikke nok med, at svenskerne forlangte, at skolebørnene udelukkende lærte katekismen på det nye sære modersmål. Ikke nok med, at svenskerne opførte sig, så hvad der svarede til tre gange Malmøs befolkning flygtede fra Skåne til Sjælland.
Nej, ikke nok hermed. Det mest ydmygende danske ansigtstab tog sin begyndelse den 8. oktober 1916, da det svenske landshold i herrefodbold for øjnene af 18.000 tilskuere på hjemmebane tævede danskerne blå og gule og dermed indledte en århundredelang afklapsning - kun afbrudt af en kortvarig modoffensiv for tyve år siden. Spankingens kulmination indtraf i 1959 med Danmarks 0-6 nederlag. I Københavns Idrætspark! Meget har danskerne tilgivet broderfolket, men ikke dette.
Den eneste hævnaktion, som danskerne magtede at stable på benene, var at gøre Mogens Berendts debatbog Tilfældet Sverige til bestseller i 1983. Udover de forudsigelige anker over Forbuds-Sveriges forhold til alkohol gør Berendt sig nogle interessante betragtninger over svenskens såkaldte 'demokratiske korporativisme'. Den skulle bunde i, at socialdemokraterne i perioden 1932-76 sad uafbrudt ved den sammenflettede politiske-administrative og måske endda økonomiske magt i Sverige.
Ganske fiffigt citerer Mogens Berendt til illustration af den korporativistiske tankegang en kropssnedker, overlæge Lennart Åberg, for følgende guldkorn i Läkaretidningen nr. 48, 1981: "Så længe patienten begærer samfundets hjælp, bør kropsdelene betragtes som tilhørende samfundet og den store statslige organisme. Bevidst skadevolden bør man skride ind imod og forhindre f.eks. med tvangspleje."
Stat mig her, stat mig der, stat mig i begge ender!
Men nu kommer den så, broen, der angiveligt vil læge alle sår og lukke voldgraven. Nu kommer broen, der på 'svansk' kaldes Øresundsbron for bestandigt at minde begge sider om, at sprogbarriererne fortsat er på højde med pylonerne ude i sundet og vist kun kan løses via cyberspace, hvor forbindelsen hedder oeresundsbron, fordi fremtiden jo er så forrygende global, at den hverken levner plads til ö eller ø.
Pludselig bliver ikke mindst Malmø ganske nærliggende, og danskerne risikerer et virkelighedschok, når de opdager, at den skånske by ikke - kun - er det sted, hvortil de fulde svenskere drager hjem for at sove den ud. Malmø er ikke kun det stormagasin, hvortil sjællænderne i halvgamle dage kunne rejse for at købe billig kaffe, kakao og chokolade og få en pose næsten gratis paranødder smidt i nakken.
Eller hvor danske bilister kunne sætte livet på spil i myldretidstrafikken, der ondskabsfuldt møvede sig frem i den forkerte side af gaden.
Danske borgere med hang til nostalgi, national masochisme eller blot middelalderhistoriske studier kan forvente godt udbytte af jagten på spor af oprindelig dansk kultur i Malmø og omegn. Og skåningene selv er stolte af de hvidkalkede danske middelalderkirker i det skånske bondeland, ja, i den halvfattige Malmø-bydel Kirseberg byggede man så sent som i 1928 en af slagsen. For indsamlede midler.
Skåningene er også stolte af de smukke danske murstenshuse i Malmøs gamle bydel, af den kongelige danske fæstning, Malmöhus (som man dog i 100 år misbrugte som fængsel) - og måske endda af Jensens Bøfhus på Södergågaden. Ikke fordi skåningene føler sig specielt danske, men fordi de føler sig specielle, henvist til et liv i randen af det vidtstrakte svenske rige.
Det er i lyset af denne udkantsfølelse, at man skal se borgergruppers krav om at omsmelte statuen af danskerbetvingerkongen Karl X Gustaf, som står på Stortorget i Malmø. Det er også klar udkant, når vejskiltet ved indkørslen til Øresundsbrons svenske side ikke blot omhyggeligt anfører afstanden til Köpenhamn og Kastrup, men også Bryssel. EU er som overstatslig størrelse for skåningene en modvægt til den nationale, ensrettende centralmagt i Stockholm, EU er et håb om regional anerkendelse, genrejsning og identitet.
Så langt er Malmø ude, at man i flere hundrede år har villet være først og størst med det hele og nye. Sveriges første jernbane løb fra 1856 mellem Malmø og Lund, og i 1953 byggede man selvfølgelig Sveriges første motorvej på samme strækning. Sveriges første højhus, kaldet Kronprinsen, opførtes i Malmø i 1964, og nu planlægger man at bygge hotel Scandinavian Tower med så mange etager, at man næsten vil kunne se uhyret i Stockholm og i hvert fald i København og omegn.
Kan Malmø ikke beslutte sig for, om byen skal lide af mindreværdskompleks eller storhedsvanvid, har den i hvert fald længe haft et andet - og forsonende - karaktertræk: Omsorgsfuldhed.
I Malmø kører rigtige mænd med cykelhjelm. Børn gør det selvfølgelig, kvinder også, selv om det langtfra er alle. Mænd gør det altså indimellem, mænd med hår på brystet (og kan man inderligt frygte: Midterskilning, denne stygge svenske specialitet, skjult under hjelmen). Hvilken forskel i mandens omdømme havde det ikke været, om Poul Nyrup Cykelhjelm Rasmussen havde været statsminister i Malmø i stedet for i Danmark.
Malmø ikke er som København, hvor brug af cykelhjelm et langt stykke ad vejen anses for umandig adfærd. Og Malmø er ikke som New York, hvor cyklen især er et apparat uden hjul, som man støder på i et fitnesscenter, hvorfor hjelme ikke er på dagsordenen.
Malmøernes cykelhjelme - ugenert store som omvendte kummefrysere - giver i en nøddeskal essensen af en særegen bykultur, et hensynssamfund, hvor tilbageholdenhed og tilpasning er en dyd, og folkets vilje inkarneret i myndighederne er mærkbar ud i alle kroge. Et hensynssamfund, men også et sart system, som er ekstra følsomt, hvis kilderne til det i fællesskab forvaltede overskud tørrer ud. Sådan som det netop skete for Malmø - mest dramatisk da Kockums-skibsværftet lukkede det meste af sin produktion i slutningen af 1980'erne.
Malmø arbejder hårdt på at komme videre, efter industrisamfundet er brudt sammen, og informationssamfundet er brudt ud, men der er langt til målet, og rystelserne har ramt den svenske model, 'stærk stat og stærk kapital' (modsat amerikanernes usolidariske 'svag stat og stærk kapital') og trukket den i retning af danskernes afgrundstruede 'stærk stat og svag kapital'.
Men tilbage til cyklerne. Næste gang du besøger Malmø, skulle du tage cyklen med eller leje en derovre, hvilket kan ske på Carlsgatan umiddelbart bag Centralstationen til 80 kr. om dagen. Cykl, hvis du vil opleve storbyen Malmø, som med sin kvarte million indbyggere er mere varieret, end de fleste danskere tror. Cykl, hvis du vil opleve byens karakteristiske modsætning mellem cykelstier og imposante, næsten truende massive og høje bygninger med tårne, som rager op over kirkespirene og trods alt får Malmø til at minde om New York, fordi der handles og satses stort. Pengene har - hvad enten de lå i borgernes eller det offentliges lommer - altid haft magten i Malmø, i modsætning til Lund, hvis stilling har været sikret af vidensmagt og religiøst overherredømme.
Nyd Malmøs cykelstier, som stedvist slynger sig mellem plæner og træer igennem denne metropol, turistbureauet kalder Parkernes Stad. Cykl, men tab ikke et øjeblik opmærksomheden, for de fleste cykelstier er dobbeltrettede, og de modkørende cyklister snitter hårfint forbi dig.
Cykl og mærk et historisk vingesus, for cyklismen havde sin storhedsperiode i årene fra 1930 til 1955, som også var det socialdemokratiske Folkehjems storhedstid. Det var dengang byen med store årgange blandt de 10-30 årige kunne bearbejde pedalerne med ungdommens kraftfulde tråd. I dag foretager Malmøborgerne dagligt sølle 20.000 cykelture frem og tilbage over kanalbroerne, mod næsten 100.000 i 1944 - da den brede befolkning jo heller ikke havde råd til andet.
I dag skal den gamle by lægge brosten til transporten af de mange aldrende borgere, der gerne vil køre til kommunegrænsen, hvor indkøbscentrene ligger. I bil. Til det og beslægtede formål har man i Malmø 80.000 biler - som hvert år kører over 200 cyklister ned.
Byen håber med den storstilede udbygning af Malmø Högskola frem til 2005 på et voldsomt rykind af yngre årgange.
Hallo, vågn lige op inde på rådhuset! De mange studerende vil betyde mange, mange flere cyklister, men bystyret udbygger stinettets 260 kilometer i fornærmelig slowmotion. Hvorfor dog ikke satse logisk og visionært her og blive verdens bedste cykelby?
Og stil så den cykel for at gå i nærkamp med Malmøs turistfælder: Der er tre af dem, og det er alle torve.
Særest er Gustav Adolfs torg, omkranset af statelige bygninger, hvor cremen af svensk handelsliv har til huse, nemlig salgslokalerne for blandt andre Spies rejser, Ecco sko, McDonald's og Burger King. Stedet er - i byens allerbedste ånd - en krydsning mellem et torv og en park, komplet med græsplæne og legeplads, og til overflod forsynet med mindst seks springvand. Langs hele østsiden ligger Gamla begravningsplatsen, en kirkegård, hvorfra det prestigefyldte torv kan skimtes mellem mandshøje gravsten.
Her må det frarådes at forfalde til nationalchauvinistiske sammenligninger mellem Københavns rådhusplads, der deler hjørne med en berømt forlystelsespark, og Malmøs centrale torv, der altså deler langside med de stendøde.
Mere korrekt vil det være at påpege, hvorledes kirkegården er et grønt led i den ene af de to naturkæder, der strækker sig gennem hensynsbyen - denne fra Ribersborgs strandpark med herlige klitter og badeanstalt ude i den vilden vove, over hard core-parkanlæggene Kungsparken og Slottsparken, videre ad den gamle kirkegård og Raoul Wallenberg-parken til de grønne områder i kvarteret Rörsjöstaden, hvor man kan måbe over St. Pauli kyrka fra 1882, dette monumentale skrummel af en sekskantet kirke, der som en fjeldformation overraskende er skudt op i Skånes flade baghave. Arkitekten Emil Langlet havde en herlig monoman forkærlighed for denne særprægede kirketype, og det lykkedes først et i stigende grad bekymret Överintendentämbete at stoppe galningen, efter at han havde fået opført 12 af sine kirker rundt om i Sverige. Foruden Pauli-kirken fik han i Malmö bygget Caroli kyrka på Östergatan.
Fra Gustav Adolfs torg kommer man via gågaderne hurtigt til Lilla torg, omgivet af det ene mere provinsbyagtige bindingsværkshus efter det andet. I det mest postkortagtige af husene har byens designcenter sært nok indrettet sig. Torvet var i mange hundrede år en rigtig markedsplads, en del af tiden tilmed overdækket, men nu er kødboderne væk til fordel for stribevis af fortovsrestauranter, hvor der siddes og drikkes så tæt, at Nyhavn godt kan gå hjem at lægge sig. Nyhavn finder man da heller ikke her, men på Möllevångstorget uden for centrum, hvor en restaurant kalder sig 'Nyhavn' - med Den lille Havfrue som indlysende bomærke - og har opstillet bastante og noget så danske Bierstube-bænke til gæsterne.
Helt sluppet handelen med råvarer har Lilla torg nu ikke, for i en bygning i hjørnet af torvet finder man Saluhallen, et marked, som alle store danske byer burde have mindst et af. Over forskellige diske langes frisk fisk (og sushi), kaffe og krydderier, vildt og bøffer, nybagt brød og kager. Her er ro og siddepladser til at nyde stedet og varerne. Saluhallen er en perle, ikke mindst ved vintertide, åh lad den overleve McDonaldiseringen af storbyerne.
Og så er der selvfølgelig det nærliggende Stortorget, som gjorde den uovertrufne kender af støvveje, blomstervidenskabskongen på den svenske 100-kroneseddel, præstesønnen Carl von Linné ganske forpustet, da han på sin berømte Skånerejse for 250 år siden skridtede pladsen af og fandt, at den måtte være rigets største. Flot er det med de gavmildt mange kvadratmeter åben flade og det aldertegne rådhus. Undgår man det underjordiske offentlige toilet, som ikke har været rengjort, siden den danske overmyndighed forlod byen, er der frit løb frem mod Stortorgets egentlige attraktion, Apoteket Lejonet, der koket prøver at ligne et eller andet renæssance-noget, men mildt sagt ikke er det.
Nydelsen af denne bygning bliver ikke mindre af, at alle feinschmeckerne blandt de indfødte arkitekter får kvalme ved tanken om Lejonet, for mangen til vulgær og opstyltet pompøsitet skal man lede længe efter. Og så er det bare stor svensk komik, som man vist skal være udlænding for rigtigt at værdsætte.
Apoteket blev opført i 1896, efter at arkitekterne Lindvall og Boklund først havde øvet sig ved en industriudstilling samme år, hvor man for apoteker Tesch opførte en pavillon med en flere meter høj sifon på taget.
Det nye apotek var datidige Europas største, kun overgået af det kejserlige apotek i Moskva. Bag den overdådigt udsmykkede facade var fabriksfaciliteter til fremstilling af medicin og ikke mindst sodavand. Butikslokalet er i store træk bevaret, og omstillingen til selvbetjening inden for håndkøbsartiklerne er gennemført med skånsomhed.
Men det mest malmøske ved Lejonet er nok den passage, som fører storbyens flanører gennem bygningskomplekset og via endnu en eventyrlig gennemgang frem til Hippodrom-teatret med et strejf af gammel savsmuldsduft et par gader længere henne. Praktisk, romantisk - og hensynsfuldt.
Hensynsbyen Malmø er let og hurtig at komme rundt i, for byen har en langt tættere og alligevel grønnere byplan end Stockholm, København eller Århus. Malmø har knap nogen forstæder og slet ingen uendelige villakvarterer.
På disse kanter bor man i lejlighed, hele fire femtedele af Malmøs husstande er dynget oven på hinanden. Og jo, det er udtryk for dyb mistillid til den uhæmmede individualisme og eksempel på svenskernes stålsatte trang til kontrol. Men samtidig har man altså også fået bygget sig en by, der - næsten - er blød som en krop. Gå lystigt til den.q
En senere artikel om Malmø vil følge industrisamfundet og Folkehjemmet til dørs
Leder på forsiden
Fakta - Malmø
*Grundlagt omkring 1275, svensk fra 1658, i dag Sveriges tredjestørste by med 250.000 indbyggere
*35 procent første- og andengenerationsindvandrere
*10 bydelsråd
*16 procent af borgerne på socialhjælp (højest i Sverige)
*20 procent er over 65 år
(højest i Norden)
*42 procent stemmer socialdemokratisk (25 procent i Stockholm, 31 procent i Göteborg)
*10 Systembolaget-forretninger
