Læsetid: 4 min.

Mageløs Ellington

23. juni 2000

Endnu en ombæring Ellington-musik efter afslutningen af 100-året. Mageløs fra mesteren selv, forsøgsvis fra hans disciple

Nye cd'er
For nylig sluttede 100-året for Duke Ellingtons fødsel. Den 29. april ville han være fyldt 101 år. Det var første gang et af jazzens helt store navne rundede dette skarpe hjørne, og med god grund var der ingen ende på fejringerne. Internationalt transmitterede koncerter fra mange lande, konferencer om Ellingtons musik, bogudgivelser og talrige plade-publikationer, både af Ellingtons egne indspilninger og af optagelser med orkestre, som benyttede lejligheden til at hylde mesteren.
En række af disse udgivelser har jeg tidligere anmeldt, først i begyndelsen af 100-året, så for et halvt år siden, og heldigvis har aktiviteten været spredt over hele året, så der nu foreligger endnu en ombæring.
Den ændrer ikke ved, at RCA Victors boks med 24 cd'er - alt hvad Ellington indspillede for dette selskab gennem et halvt århundrede - stadig er den mest imposante markering. I forhold til den syner Columbias The Duke. The Essential Collection. 1927-62 (C3K 65841) ikke af så meget, men da dette selskab råder over 2-3 gange så meget materiale som RCA Victor, har man, forståeligt nok, foretrukket at samle sig om reviderede genudgivelser af enkelte lp'er/cd'er og derudover nøjes med et tværsnit på tre cd'er. Det er redigeret af franskmanden Henri Re-
naud, der er velkendt som pianist med tilknytning til cooljazz, men også har beskæftiget sig med Ellington i egenskab af producer hos CBS/Sony i Frankrig. Han har fordelt optagelserne sådan, at den første cd repræsenterer årene 1927-40, den anden 1947-52 og den tredie 1956-62, og det giver uvægerligt en faldende kvalitetskurve, uanset at alle tre cd'er rummer fremragende Ellington-indspilninger, og at sættet er en fin introduktion for begyndere.

Via BBC
Af tre enkeltcd'er er The British Connexion 1933-1940 (Jazz Unlimited JUCD 2069) den vægtigste, fordi den dels rummer alle seks optagelser, Ellington gjorde i London i 1933, dels udsnit af radioprogrammerne America Dances, som 1938-40 blev produceret i New York til BBC, og hvoraf det fra sommeren 1940 er sensationelt ved at bringe alternative udgaver af så berømte værker som "Ko Ko," "Cotton Tail," "Concerto for Cootie" og "Jack the Bear."
OgsåThe Radio Years 1940-1945 (Jazz Unlimited JUCD 2043) rummer dette program og supplerer det med et tilsvarende fra 1945, der har den berømte Alistair Cooke som kommentator.
Ellington-samleren, der stilles over for et valg mellem de to plader, vil formentlig foretrække den første.
Endelig er der så The Duke In Washington (Storyville STCD 8310), med optagelser gjort mellem 1943 og 69 i Ellingtons fødeby (og nærmeste omegn). Repertoiret er lidt blandet, men rummer en version af "The Blues" fra Black, Brown and Beige, hvor sangerinden usædvanligt nok er Kay Davis. En raritet er balladeskitsen "Pat," som Ellington improviserede til præsident-fruen, efter at han på sin 70 års fødselsdag havde modtaget The Presidential Medal of Freedom af Richard Nixon i Det Hvide Hus.
Herfra rykker vi ud i periferien af Ellington-diskografien med Collages (MPS/Motor/Universal 547.199-2), hvor Ellington i 1973 er solist i seks kompositioner af tre canadiske komponister. En af dem, Ron Collier, der havde samarbejdet med Ellington om balletmusikken The River, leder tre større og mindre canadiske ensembler, og der kommer udmærket musik ud af projektet, men fra en Ellington-synsvinkel er det jo en begrænsning, at han hverken høres i egne kompositioner eller med egne musikere.

Hyldester
Andre orkesterlederes og arrangørers hyldester til den 100-årige demonstrerer næsten uden undtagelser, hvor svært det er ikke at fal-
de igennem overfor hyldestens genstand. Et amerikansk forsøg, Don Sebeskys Joyful Noise (RCA Victor 09026-63552-2), har ellers lederens flotte håndværk, selvstændige arrangementer, titelnummerets collage-suite og fine solister, bl.a. Bob Brookmeyer, Phil Woods, Ron Carter og Jim McNeely. Men ikke kun hvor det drejer sig om transskriptionen af den originale "Ko Ko" fra 1940, vil man nok foretrække den autentiske vare.
Tilsvarende, hvad angår de canadiske koncerter med The European Broadcasting Union Jazz Orchestra under ledelse af den solide Andrew Homzy i 100 Years of Duke Ellington (Justin Time JTR 8476-2, fås fra Music Meccas ny internet-butik: www.cdjazz.com). Af særlig interesse for hjemlige lyttere vil det være, at Jesper Thilo medvirker på tenorsax i dette EBU-projekt.
Ligeledes kan det glæde os, at Klüvers Big Band skiller sig så godt fra en Tribute To Duke (Music Mecca CD 3012-2), og ikke kun p.g.a. gæstesolisten, den amerikanske altsaxofonist Vincent Herring, men også bl.a. takket være rytmefolkene, Lisbeth Iversen (klaver), Søren Bo Addemos (guitar), Jens Jefsen (bas) og Morten Lund (trommer).
Men den mest originale tribut jeg har mødt, er Duke Ellington's Sound of Love (TCOB 99802/Ambia/GDC) med Vienna Art Orchestra, hvis leder, Mathias Rüegg, helt ommøblerer Ellingtons musik, også ved hjælp af orkestrets fremragende solister. Lad mig blot nævne den herlige Anna Lauvergnac, der både som vokalist og arrangør hylder Billy Strayhorns "Blood Count" ved at genskabe den. Sådan kan det gøres.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu