Læsetid: 7 min.

Vor mand i Kopenhagen

24. juni 2000

Dårligt nyt var godt nyt for Heinz Sachsenweger. Hørte han om bolignød og arbejdsløshed i det kapitalistiske Danmark, kunne han lave indslag om arbejderklassens lidelser til østtysk tv

Opgør om fortid
"DDR's fjernsyn var herskernes instrument - naturligvis havde mine indslag en indenrigspolitisk funktion. Jeg skulle fortælle, hvad der ventede de østtyskere, der stak af til Vesten; arbejdsløshed og bolignød. Det troede de ikke på, og derfor kom Genforeningen."
Den overbeviste marxist Heinz Sachsenweger smiler ironisk. I grunden er det hans egen karriere - fra storhed til Murens fald - fortalt i ganske få ord. Han var Skandina- vienskorrespondent for østtysk TV og stillede sine talenter til rådighed for regimet. Men trods alle anstrengelserne gik DDR under.
Nederlaget bærer den 68-årige pensionist med den form for galgenhumor, som engagerede journalister er tvunget til at udvikle, hvis de vil overleve på trods af verdens dårskab.
Dengang i 70'erne var dårligt nyt godt nyt. Kunne Heinz Sachsenweger finde en nyhed om arbejdsløshed, stigende huslejer, strejker eller EF-demonstrationer i Danmark eller de andre nordiske lande, var historien hjemme.
"Oven i de materielle problemer (...) kommer også andre, ikke uvigtige til: Udsigtsløsheden hvad angår den personlige udvikling og perspektiver, og følelsen af ikke at kunne vise sit talent og sine evner. Mange unge føler sig ganske enkelt ubrugelige og overflødige, fordi - som Karl Marx slog fast i sin kritik af den politiske økonomi - det normale menneske har brug for (...) en normal portion arbejde. Men det kapitalistiske samfund er ikke i stand til at garantere en så elementær menneskeret."
Med harme i stemmen lavede Heinz Sachsenweger i 1975 et indslag om arbejdsløsheden i Danmark.
"Jeg ville bruge de samme ord i dag," udbryder Heinz Sachsenweger efter gensynet med indslaget, "jeg kender ikke forholdene i Danmark mere, men man kan skifte årstallet ud og bruge den samme tekst på dagens Tyskland!"
"For mig handlede det ikke kun om pengene; jeg ville vise de menneskelige omkostninger ved arbejdsløsheden. Der var kold krig, men jeg glædede mig aldrig over, at et menneske blev arbejdsløs, så jeg kunne lave et interview. Jeg håbede, at han fandt et arbejde og fik et godt liv."
Men naturligvis havde hans beretninger en slagside; de østtyskere seere måtte gerne tro, at Danmark var et land knuget af bolignød og sociale konflikter.
"Jeg lavede meget fra Danmark, fordi EF-modstanden var så stærk, og så var der - sammenlignet med de øvrige nordiske lande - flest strejker og demonstrationer dér," forklarer Heinz Sachsenweger, der havde kontor i Stockholm.

Honeckers fremtidstro
DDR var fuld af fremtidstro i starten af 70'erne. Den affældige statsleder Walter Ulbricht var ekspederet på pension og erstattet af den vitale Erich Honecker, der ville åbne landet mod verden - i starten. Bestræbelserne bar frugt. DDR fik plads i FN og blev diplomatisk anerkendt af en række vestlige lande.
Når indbyggerne kom hjem fra arbejdet i de folke-ejede virksomheder, skulle de ikke mere lede efter adspredelse på de forbudte Vest-kanaler. Honecker sørgede for en ekstra østtysk tv-kanal, som gav bedre plads til underholdning.
Der blev endda afsat udenlandsk valuta til en fast korrespondent og en tv-fotograf i Norden. Den udvalgte var Heinz Sachsenweger, der indtil da havde ledet DDR-tv's redaktion i Warszawa.
I 1974 flyttede han ind i en lejlighed i Södermalm.
De billeder, Sachsenweger viderebragte, levnede ikke megen plads til samfundenes pæne sider eller indicier for befolkningernes relative velstand manglede også.
Når Heinz Sachsenweger skulle vise Christiansborg, blev oversigtsbillederne ud over slotspladsen optaget så tidligt, at trafikken havde et begrænset - østeuropæisk - omfang.
"Det var et tilfælde," bedyrer han i dag, "det passede formentlig bedst med lyset om morgenen. Men det er rigtigt; der var meget, jeg ikke kunne vise... Tivoli, for eksempel."
Den blomstrende forlystelseshave rummede al den forførende overflod, østtyskerne drømte om - o g derfor ikke skulle se i fjernsynet.
"Jeg ville gerne have lavet et indslag om, at Tivoli slår dørene op for en ny sæson, men jeg end ikke foreslog det, for jeg kendte svaret på forhånd: 'Nej!' Vi kunne ikke jo ikke tillade os at lave noget, der fik rejselysten til at stige."
I stedet gik han i Folkets Hus (1976), hvor fagforeninger og venstrefløjspartier havde samlet et tribunal, der skulle klarlægge arbejdsløshedens menneskelige omkostninger. Stemmen er dæmpet, indigneret:
"I to dage blev der i denne sal i Folkets Hus i København diskuteret spørgsmål og problemer, som ikke kun berører de 160.000 danske arbejdsløse og deres familier. Spørgsmål og problemer blev fremført for dette tribunal, en rystende anklage mod et system, der ikke engang er i stand til at garanterer en grundlæggende menneskeret som retten til arbejde."

Beskyttede sit land
Heinz Sachsenweger forstod at levere den vare, som tv-ledelsen ønskede. Blev han aldrig træt af, at han kun kunne fortælle den halve sandhed?
"Der var kold krig. Mit land blev angrebet af vestlig propaganda, udskældt og udsat for løgne. Jeg forsøgte at beskytte mit land, selvom jeg ikke var enig i alt. Du er dansker - lige meget om du er for eller mod regeringen. Og jeg var østtysker..."
Han var imponeret over de nordiske landes sociale systemer, men han vidste også, at "kapitalisme er kapitalisme - lige meget hvad farve man smykker den med."
"Mit forhold til de nordiske lande var modsætningsfyldt - skepsis og kærlighed. I Danmark var der arbejdsløse. At de fik dagpenge, syntes jeg var fornuftigt. Men i DDR var der ingen arbejdsløse. I Sverige oplevede jeg kunstigt fremkaldt æg-mangel ugen før påske, så priserne steg! For et DDR-menneske var det beviser på, at systemet ikke fungerede."
I dag ser han det anderledes. Han mener ganske vist, at Karl Marx' kapitalismekritik stadig er rigtig, "men hans 150 år gamle teorier kan man ikke bygge et samfund mere."

Blev ikke skygget
Men selvom han kritiserede de nordiske landes mange fejl og mangler, lagde landenes myndigheder ikke hindringer i vejen for den enøjede østtysker.
"Nej, jeg tror ikke, jeg blev skygget. Men jeg er overbevist om, at min telefon blev aflyttet - og det kan jeg i grunden godt forstå, for det kunne jo være, at jeg var en slem fyr."
Enkelte gange var hans tilstedeværelse dog uønsket - f.eks. da han ville om bord på en norsk olieplatform, der lå i Oslo-fjorden.
"Dét kunne jeg ikke få lov til - de vel troede, at jeg ville spionere - men så hyrede jeg bare en fisker til at sejle os rundt om platformen for 100 kr. På den måde fik vi alligevel billederne," gnækker Heinz Sachsenweger.
Spion var han ikke, forsikrer han.
"Stasi havde ordre til at lade korrespondenterne være i fred, DDR ville ikke risikere en statskrise på grund af os. Men nogle af mine kolleger gik ud fra, at Stasi ville melde sig alligevel, for journalister er jo bedre informeret end diplomater."
Journalister møder manden på gaden - og manden på gaden er vred. I 1976 indkaldtes der til en 24 timers demonstration foran Christiansborg, Heinz Sachsenweger var med fra begyndelsen, og indslaget lød:

Øde demonstration
"Klokken 11 starter her en 24-timers demonstration mod huslejeudbytning og boligspekulation. Endnu ligger pladsen øde hen i forårssolen. Det er Lejernes LO, der har indkaldt til denne usædvanlige aktion, flere fagforeninger har tilsluttet sig. Hvad vil de næste timer bringe? Hvor mange indbyggere til følge opfordringen? En halv time senere: De første deltagere kommer, politiet også (man ser en enkelt betjent i billedet). Mellem transparenterne, der bærer påskrifter som "stop udbytningen - vi kan ikke mere," vandbeholdere, soveposer, liggestole...."
Efter et par år i Norden bad Heinz Sachsenweger om at komme hjem. På det tidspunkt havde han været korrespondent i ni år og følte sig efterhånden som en fremmed i sit eget land.
"Det faldt mig ikke ind at stikke af. Jeg var en overbevist østtysker - med det bedrageriske håb, at det ville blive bedre. Det var mit land, og jeg ville hjælpe med at bygge det op. Jeg ville have et bedre DDR, ikke et Vesttyskland."
Man mærker en snert af foragt, når han taler om Vesttyskland - og især det halv-hjertede opgør med nazismen. Igen og igen henviser han til sin tid i Warszawa, hvor han gennemtrawlede arkiverne for at finde beviser på, at tidligere nazister gjorde karriere i Vesttyskland efter 1945.
Eksemplerne på den vesttyske ansvarsløshed i forhold til nazisterne finder han den dag i dag: De gamle medlemmer af Waffen SS belønnes med en soldaterpension, der er højere end den almindelige folkepension. Selv de udenlandske medløbere kan hæve penge i Tyskland - mens han, anti-fascisten, endte med at blive straffet...

Tvivlen
Heinz Sachsenweger var begyndt at tvivle på regimets oprigtighed.
"Det begyndte med Hel-singfors-aftalen i 1976: Hvorfor underskriver DDR aftalen om rejsefrihed, når den ikke bliver indført? 'Det går da ikke,' tænkte jeg."
Arbejdet hos DDR-tv blev tungere, anvisningerne mere og mere detaljerede, listen over forbud stadigt længere.
"De fortalte én, hvornår man skulle sætte komma! I 1978 havde jeg fået nok, fordi - som jeg formulerede det min afskedsbegæring - 'den selv-stændige, journalistiske del af arbejdet hele tiden bliver mindre'."
Heinz Sachsenweger overgik til admistrative poster, indtil han i slutningen af 80'erne startede et lokalhistorisk museum i Øst-Berlin.
Efter Genforeningen blev DDR's regimetro funktionærer straffet ved kun at få halv pension - til funktionærene hørte tv-eliten, der arbejdede direkte under ministerrådet. I flere år fik den gamle korrespondent ca. 4.000 kr. om måneden, så han og konen Helga måtte arbejde sort for at få økonomien til at hænge sammen.
"50.000 D-mark har de taget, men vi klager ikke. Og vi tigger ikke!"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her