Læsetid: 3 min.

Menneske ind til benet

13. juni 2000

jan Toftlund, 70'er-rockens store danske samfundsrevser, genudgives på et bokssæt uden at miste nerven, den sociale indignation og sårbarheden

Ny cd
Jeg havde næsten glemt Jan Toftlund, og så kommer hans raspende 'dagen-derpå'-stemme og ramsaltede sange ubønhørligt ud i min højindkomstfattige stue som en påmindelse om, at der var engang, hvor sangskriverne så det som en opgave at vende vrangen ud på samfundet.
Den 5. juli i år er det ti år siden Toftlund døde, 40 år gammel, slidt og godt brugt. Han var anti-autoritær helt ind til benet. Lægerne bad ham holde op med at drikke, så han drak endnu mere. Til sidst sagde hjertet stop, men det banker endnu i de mest tidløse af de sange, der nu genudgives i 3-cdsættet Velkommen - i realiteten hans tre første - og bedste - plader 1975-77.

Rim som håndkantslag
Toftlund var et barn af protestsangen. Den tidlige Dylans verbale rablerier gik ham i blodet, men Toftlund disciplinerede sig selv og lærte at udfolde sig i en stram metrik. Hans rim kan ramme som håndkantslag. Derfor er det uforståeligt og en smule skæmmende for udgivelsen, at teksterne ikke er aftrykt. En del af dem er faktisk stadig værd at læse.
Som sanger havde han samme ømme vildskab som Cornelis Vreeswijk og samme folkelige pondus som John Mogensen, men hans hudflettende samfundskritik gik et spadestik dybere end det bodega-joviale "Der Er Noget Galt I Danmark"-refræn, men samtidig rummede han en tusmørketænksom ublufærdig inderlighed, som hører med i billedet, og som eksponeres fint ved genhøret. Sange som "Hilsen Fra Sverige" om at tjene pengene, der, hvor pengene er, kunne være skrevet her i globaliseringens tid, og den fine, smertetrukne "Bondeanger" er almengyldig om det svære i både at klare akkorden og være herre over situationen samt mand og elsker til konen og idealfar til barnet - med fintmærkende mundharpe og fløjte fra Frank Lauridsen og HolgerLaumann.

Hverdagsnærhed
Det bliver aldrig sentimentalt, men hverdagsnært i Toftlunds verden. Derfor var det paradoksalt, at han netop fandt sammen med Erik Grip, som aldrig har underspillet nytteværdien af at have en Kleenex-æske inden for rækkevidde. På den anden side gav melodikeren Grip socialrealisten Toftlund et modspil, der forhindrede ham i at ende som gold udråber af uretfærdighed.
Jan Toftlund har fået et eftermæle som besynger af samfundets udskud, en solidarisk skildrer af de mange anonyme statister i samfundsspillet, og især på hans første album Bagsidesange ristes der mange runer over manden på risten. Førstehåndskendskabet havde Toftlund dels fra sit arbejde på Kofoeds Skole, dels fra sit eget liv, hvor døds- og selvopholdelsesdrift var to sider af samme promilleholdige sag.
En del af sangene er blevet ædt af tidens tand, og kan i deres endimensionelle agitpop-regi få et ufrivilligt revyagtigt præg, men det er tankevækkende, at den første sang på hans første plade fra 1973 giver et signalement af en dansker, som sagtens kunne leve i dag og stemme på Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet, trods al stuerenhed. Det er en sang om, at det ikke kan passe, at nogen skal nasse, en sang om, hvor faretruende alt det anderledes kan forekomme, når man selv er trængt. På den led vendte Toftlunds solidaritet altid flere veje. Det eneste, han ikke kunne udstå, var systemets klientgørelse af individet og den akademiske selvtilstrækkelighed, som snylter på kunsten, beskrevet med karskhed i sange som "Velfærdsbutik" og "Anmeldervise."

Godt øje til floskler
Samtidig havde han et godt øje til de mølædte politiske floskler som på "Første Maj," der på melodien til "Åh, Marie Jeg Vil Hjem Til Dig" giver den statsautoriserede danske kolonihavesocialisme tørt på: "Ingen af os føler sig som proletar, heldigvis kan ingen se det udefra. Vi sidder hele natten og lader helan gå indtil vi bliver røde osse udenpå ..."
Toftlund var med andre ord ikke til forstillelse. Han var ærlig og sårbar, også når han var et dumt svin; menneske helt igennem. Og derudover en sangskriver af den slags, der ikke laves mere, en historiefortæller med skam i livet. Velkommen igen.

*Jan Toftlund: Velkommen. Producer: Peter Abrahamsen. ExLibris 3cd. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her