Musikfestivaler er en af de få tilbageværende måder at være sammen på. Det er som et stort fællesbad eller en algesuppe, hvor man vugger frem og tilbage for at blive til én stor krop, mener filosoffen Arno Victor Nielsen
Sammen i sump
Hvad får 74.000 betalende festivalgængere til at stimle sammen på en mark uden for Roskilde for i regn, kulde og mudder eller hede og støvskyer at tilbringe dage og nætter sammen? Filosoffen Arno Victor Nielsen er ikke i tvivl. Det handler om en måde at være sammen på, som er en mangelvare i vor 'højtudviklede' kultur.
"Det er en af de eneste muligheder for at være sammen, folk har tilbage. Muligheden for at danne den store, fælles kødklump, som fællesskabet er."
Og spørger man festivalgæsterne, hvad de kommer for, er fællesskabet da også en af de vigtige forklaringer. Ud over selvfølgelig muligheden for at opleve ens musikhelte live, møde andre unge og feste uhæmmet i dagevis.
Arno Victor Nielsen ser det som udtryk for et behov, som i gamle dage blev dækket af storfamilien og af arbejdsfællesskabet.
Men mens filosoffen godt kan se, at der må være et stort, udækket behov for denne måde at være sammen på, så er han ikke selv at finde på festivalpladsen de kommende dage.
"Jeg kunne ikke selv finde på at deltage. Jeg synes, det er uhyggeligt at være sammen med folk på den måde, hvor man ikke står ansigt til ansigt, men bare står og vugger sammen som i et stort fællesbad," siger Arno Victor Nielsen.
Smat er godt
Billedet af Roskilde Festivalen som et stort mudderbad passer jo meget godt på den beskrivelse, og det er der faktisk en pointe i:
"Desto mere smattet, desto bedre bliver det næsten for dem, der er med: For så er de for alvor sammen i sumpen. Derfor er det ingen ulykke, hvis det bliver rigtigt smattet, for så har de endnu mere at være fælles om," siger Arno Victor Nielsen.
"Men det er et tegn på, hvor pauvert det menneskelige fællesskab er blevet," fortsætter han og sammenligner med tidligere tiders hofkultur.
"Her sad man og snakkede sammen og udvekslede sine færdigheder. På festivalen handler det nærmest udelukkende om en form for gnideri. De står bare sammen, drikker sig fra sans og samling og nyder den der staldvarme."
Og her ligner musikfestivalerne de store fodboldkampe, hvor tilskuerne mødes om øl i stride strømme og den fælles begivenhed på arenaen.
"I begge situationer bølger man frem og tilbage og bliver til én krop. På festivalerne søger man en form for stor musikalsk algesuppe, hvor man kan miste sig selv for at blive ét med de andre," siger Arno Victor Nielsen.
Han mener, der er tale om en vegetativ form for fællesskab, som nok udvikler følelser, men hvor deltagerne ikke udveksler tanker, ideer og ord: "I stedet for at udvikle fællesskaberne har man i virkeligheden underudviklet dem. Denne måde at være sammen på er underudviklingens højeste stadium inden for det, man kan kalde fællesskaber," siger han.
