Læsetid: 1 min.

Myggens kulturelle liv

30. juni 2000

Dyrenes liv 13

FORMAT - SOMMERTILLÆG

- Skal vi sidde lidt i haven, spurgte bedstefar.
- Nej, for jeg har set en myggesværm, og jeg skal ikke stikkes.
- Nej, selvfølgelig skal du ikke stikkes, Tullemand ... men myg, som sværmer, stikker ikke.
- Hvad laver de så?
- Vil du virkelig gerne vide det?
- Næe. For det er bare noget, du finder på.
- Godt, hvad skal vi så snakke om? Vil du høre om panterne?
- Hvem er det?
- Det er de store, sorte katte, som lever i junglen, ligesom tigerne. Hvis det er lidt mørkt, og de lukker øjnene, kan man slet ikke se dem. Men hvis de åbner øjnene, så ligner det lommelygter. De lyser!
- Kan de så finde vej, selv om det er midt om natten?
- Ork ja. Og hvis de har en god bog, kan de ligge og læse i bælgravende mørke.
- Læser de også bøger?
- Det sker uden tvivl, jeg tror, de kan gøre det ... men det er meget få bøger, som er oversatte til pantersprog.
- Mis med de Blå Øjne?
- Den er lige noget for dem.
- Hvad laver de mere?
- De går for eksempel
ikke i biografen.
- Hvorfor siger du det?
- Fordi det er sandt. Og fordi der er mange dyr, som sværmer for film ...
- Hvem?
- Myg for eksempel... de er helt vilde med at se film. Og det er netop derfor, de sværmer: Inde midt i sværmen bliver der vist en film.
- En rigtig film?
- En myggefilm! Meget spændende: Tre myg spiller alle rollerne, og de andre kigger på.
- Hvad spiller de?
- To myg, som elsker hinanden, bliver uvenner, og så kommer der en fræk myg, som vil slås, og så bliver de venner og tæsker ham. Og bagefter finder de en bar arm og spiser en herlig middag ... Hov... hvad er det, du laver, Tullemand?
- Jeg klaskede en myg, som ville bide mig ...
- Nå, så er filmen færdig.

*I morgen handler det om krabbernes ven

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu