Kampen for kvinderne er et kompliceret puslespil, hvor ord, mennesker og modsætninger skal passe til brikkerne
Strid om ord
NEW YORK - "I taler om implementering. Om at jeres lande skal føre lovene ud i livet. Men I mit land eksisterer lovene ikke engang!"
Marrokanske Rachida Tahiris ord skærer sig skarpt igennem det overfyldte rum i bygningen Church Center på 1st Avenue - NGO'ernes højborg på FN's kvindekonference Beijing+5.
Det er tirsdag dagen efter den officielle åbning af konferencen - og lige nu er der caucus-møde om vold mod kvinder.
Caucus'erne er tværnationale NGO-grupper, der arbejder med hvert sit interesseområde indenfor kvinderettigheder.
Under hele konferencen diskuterer de fordele og ulemper ved den måde, udkastet til Beijing+5 dokumentet er skruet sammen på.
Om der f.eks. skal stå 'tvungen prostitution' eller bare 'prostitution' i den paragraf, der definerer, hvad kvindehandel er. Det lobbyer NGO'erne så for undervejs i de officielle forhandlinger. For på en konference, hvor det hele handler om at formulere nationale og internationale forpligtelser, er ord essentielle - og det er om ordene, dansen foregår. Også på caucus-møderne.
"Hvad med staters vold mod kvinder?" spørger en norsk kvinde forsamlingen som svar på Rachida Tahiris udmelding.
"Jeg synes, det er vigtigt, at det bliver understreget."
En kvinde fra Nigeria rejser sig op.
"Den nigerianske delegation siger, at stater skal tages ud af dokumentet, for 'stater kan ikke være voldelige'" siger hun med et ironisk smil, der breder sig højlydt i hele rummet.
"Ha," fnyser en overvægtig amerikaner fra sit hjørne.
"Hvis de kunne sætte skarpe paranteser om selve ordet 'kvinde', så skulle de nok hurtigt få det gjort!"
Ret eller religion?
På den anden side af 1st Avenue ligger FN-bygningen, hvor alle de officielle forhandlinger foregår. Den kæmpemæssige hvide bygning hviler roligt på flodbredden af East River. På pladsen tripper et medievant egern rundt og bliver foreviget af videokamerær og fotografiapperater dag efter dag.
Også kvindekonferencen tripper. Det er onsdag, og det går alt for langsomt. For man kan ikke blive enige. Forhandlingerne er gået i hårdknude. Der er sket det samme, som der så ofte er sket før: Kulturer støder sammen. Her hedder kulturforskellen religion. Hårdknuden hedder blandt andet kvinders sundhed og ret til at bestemme over egen krop - for eksempel ved adgang til abort.
"Vesten vil presse deres egne værdier ned over hovedet på os," siger Atiat Mustafa, der sidder i den officielle delegation fra Sudan.
"Jeg kalder det eurocentrisme. I respekterer ikke forskelligheder. For os er retten til livet det vigtigste. I skal ikke gøre os til kopier af jer selv," siger hun oprørt.
En af de skarpe paranteser på dette område er definitionen af sundhedstilbud. Skal det hedde 'healthcare' eller 'healthservice'? Det sidste opfordrer direkte til abort, mener Sudan i lighed med Vatikanstaten (Holy See) og en række andre lande - for eksempel Libyen og Pakistan.
For andre - deriblandt Danmark - handler sundhed hverken om religion eller kultur, men om menneskerettigheder.
"Vi står stærkt fast på menneskerettighedsprincippet," siger ligestillingsminister Jytte Andersen.
Hun er lidt presset. Kaffen løber ud på bordet, da hun vil fylde kopperne op. Ministersekretæren banker på døren for at minde om, at nu er der kun en time til næste møde. Og så har hun lige fået en meget stor krukke på stativ fra Burkino Faso, som ikke ved, hvordan hun skal få transporteret med hjem til Danmark.
"Man kan ikke - set med vores øjne - bruge anerkendelsen af kulturelle forskelle til at tale om rettigheder. Det vil være det samme som at sige, at vi accepterer, at kvinder i nogle lande ikke har retten over deres egen krop."
Regeringer mod kvinder
Tilbage i NGO'ernes hovedkvarter er lysene blevet tændt i Church Centers kapel. På væggen hænger store vævede tæpper med religiøse symboler fra verden. Jødestjerne og det krøllede indiske Ohm-tegn hænger side om side bag tre kvinder, der er kommet for at tale under overskriften 'Regeringer mod kvinder'.
"I Afghanistan er kvinders rettigheder for ekstravagant at kæmpe for," siger Sajedeh Subah fra Revolutionary Association of the Women of Afghanistan (RAWA).
"Vi må ikke synge, for det korrumperer mænd. Vi må ikke le højt, for det korrumperer mænd. Vi må ikke gå I høje hæle, for lyden af hæles klikken mod gulvet korrumperer mænd."
Ved siden af hende sidder to iranske kvinder.
"Hænder amputeres. Halse hænges. Hvis en kvinde vil skilles, kan hun kun få forældremyndighed, hvis hendes mand er moralsk korrupt, narkoman eller alkoholiker," siger Shiin Panah fra National Committee of Women for Democratic Iran og læser en lang liste op med kvindekrænkende udtalelser fra de ministre, der lige nu sidder på den anden side af gaden og forhandler kvinderettigheder.
I kapellet sidder flere iranske kvinder på tilhørerbænkene. En for en rejser de sig og går. Kun få bliver tilbage.
"Hele den liste er løgn. Vi gik i protest," siger en af kvinderne, der er gået ud. Hun vil ikke oplyse sit navn men kun fortælle, at hun sidder som NGO-repræsentant i den officielle iranske delegation.
Hul igennem
Det er tæt på midnat. Og det er torsdag. I morgen skal dokumentet ligge klart. Men det er absolut ikke klart. Luften koger i kælderen på FN-bygningen, hvor forhandlingsrummene er.
Man kan stadig ikke blive enige om alt. I går blev der forhandlet til klokken fire om natten. Så FN's generalsekretær Kofi Annan har idag været ude med en løftet pegefinger og bedt landene om at se at nå til enighed.
På de glatte vinylgulve haster delegerede og NGO'ere rundt mellem hinanden. Nogle for at briefe, nogle for at lobbye.
"Hvis I ikke giver kvinderne legal mulighed for at få en abort, så vil de bare få den foretaget illegalt med risiko for deres sundhed," argumenterer franske Flammette Venner fra organisationen ProChoix overfor en delegeret fra Libyen, inden hun forsvinder ind i salen.
På bænkene udenfor salen sidder også nordamerikanske anti-abortgrupper og venter på delegerede.
Bordene flyder med brochurer, rapporter og plakater om alt lige fra vold mod græske kvinder til Ungdom mod Sult. En træt rengøringskone skraber dem ned i sin sorte plasticsæk.
Inde i salen forsøger ordstyreren sit bedste.
"Kan vi stryge paragraf 120?"
"Nej, nej," stønner nogle NGO'ere fra balkonen.
"Irak, hvor er Irak?," siger ordstyreren desperat, "det er dem, der har stillet forslaget. Skal vi stryge den?"
"Det er ikke korrekt, Hr. Ordstyrer, at stryge noget, når Irak ikke er her, og det var Hr. Ordstyreren selv, der bad Irak om at deltage i en arbejdsgruppe," protesterer Sudan.
Også Danmark er med i en arbejdsgruppe, som skal lette processen. Og så er der endelig et gennembrud - på sundhed endda.
"Holy See gav sig," siger en træt Nell Rasmussen fra det Danske Center for Menneskerettigheder. Det blev besluttet både at bruge formuleringen 'health care' og 'healthservice' og desuden også formuleringen careservices!
Også Holy See er trætte. "Folk har været meget uvillige," siger en præst fra Holy Sees delegation.
"Vi er kede af, at der skal snakkes så meget om lighed. Det er meget værdifuldt, at mænd og kvinder er forskellige kvinder er jo nogle fantastiske skabninger, som vi mænd slet ikke kan sammenligne os med, og det synes jeg, man burde bekræfte dem i," siger han med tunge øjne bag brillerne. For enden af den lange gang lyser et rødt skilt lokkende: Exit.
FAKTA
De skarpe parenteser er omdrejningspunktet for de officielle forhandlinger om Beijing+5 dokumentet. Når et land ikke kan lide en formulering, sætter man i bogstavelig forstand en skarp parentes rundt om den. Derfor er det første udkast til Beijing+5 dokumentet fyldt med parenteser. Det gaelder så om, at blive enige om formuleringerne, så man kan viske parenteserne ud. Enigheden følger konsensusprincippet: Er bare ét land imod, kan man ikke fjerne parentesen. Beijing+5 dokumentet er en opfølgning på de løfter om forbedring af kvinders rettigheder, landene gav på Verdenskvindekonferencen i Beijing i 1995. Dokumentet skal evaluere indsatsen og give retningslinjer for, hvordan det videre arbejde skal være.
