Læsetid: 2 min.

OK ikke at efterforske handel med kvinder

30. juni 2000

Justitsminister Frank Jensen har godtaget, at Aalborg Politi ikke betragter kvindehandel som 'personfølsomt' nok, til at bruge ressourcer på at bekæmpe det

Selv om justitsminister Frank Jensen (S) har sagt til de danske politikredse, at de skal tage spørgsmålet om handel med udenlandske kvinder til prostitution i Danmark "dybt alvorligt", godtager ministeren alligevel en forklaring fra politiet om, at området har lav prioritet.
Justitsministeren bad Aalborg Politi om en redegørelse, efter at en højtstående politimand tidligere på måneden til Information og siden til andre medier kom med nogle uheldige udtalelser i forbindelse med kvindehandel med kenyanske kvinder på natklubben Gøglerbaaden i Aalborg. Politimanden mente, at det da kun er godt, at udenlandske kvinder "kan tjene lidt til livets ophold" ved prostitution i Danmark.
Efter at have modtaget Alborg Politis redegørelse, besluttede justitsminister Frank Jensen ikke at foretage sig noget yderligere i sagen.

'Ikke personfølsomt'
Ministerens beslutning blev blandt andet truffet på baggrund af et notat, hvor den omstridte politimand - chefkriminalinspektør Aage Nørgaard Jensen - redegør for sine udtalelser til pressen, som han stadig står ved.
I notatet pointerer chefkriminalinspektøren, at han har understreget over for medierne, at der er tale om "en ressourcemæssig prioritering af opgaverne, set i lyset af, hvad der er det mest presserende og mest 'personfølsomt' - herunder at voldtægt, rock-erkriminalitet, grov vold, narkotikakriminalitet m.v. pt. er et særligt 'fokusområde'."
Endvidere skriver Aage Nørgaard Jensen, at det er "politiets hovedopgave at bortprioritere de områder, der bedst kan 'vente'."
Det sagde Aage Nørgaard Jensen også i det interview, der førte til justitsministerens krav om en redegørelse:
"Når politiet prioriterer i dag, så bortprioriterer man," sagde han. "Det decideret personfarlige som f.eks. voldtægt, vold og drab, det er det, jeg prioriterer."
- Går Gøglerbaaden ind under den kategori?
"Nej, det gør den ikke."

Brev fra chefen
Redegørelsen til justitsministeren indeholder også et brev fra chefkriminalinspektørens overordnede, politimester Finn Larsen. Da sagen kom frem, rykkede politimesteren ud med en erklæring om, at Nørgaard Jensens synspunkt ikke var dækkende for holdningen i politikredsen.
I brevet til justitsministeren skriver Finn Larsen derfor, at han har "gjort chefkriminalinspektøren opmærksom på nødvendigheden af, at det tilstræbes, at udtalelser til medierne ikke giver et forkert indtryk af politiets indsats for at bekæmpe alvorlig kriminalitet."
Alligevel vælger Finn Larsen at medsende sin chefkriminalinspektørs notat, der sort på hvidt fortæller, at kvindehandel i Aalborg ikke anses for kriminalitet på højde med f.eks. narkokriminalitet.
En antagelse, der kommer et par måneder efter, at både Europol og Interpol har fastslået, at kvinder er en bedre handelsvare end narko, og at politiet derfor må rette et kritisk blik på sin prioritering.
Og en antagelse, der på trods af den aktuelle debat om politiets prioriteringer og udlandets kritik af dansk politi, hverken får alarmklokkerne til at ringe eller giver justitsministeren "grundlag til at foretage sig noget yderligere i sagen."
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra justitsminister Frank Jensen, der er på ferie.
Ligestillingsminister Jytte Andersen (S), der i forbindelse med Aalborg-sagen i Information udtalte, at "justitsministeren har her en stor opgave at løfte", ønsker ikke at kommentere sagen.

Opinion side 13: Indlæg af
justitsminister Frank Jensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu