Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

9. juni 2000

Nyrup: Holdning til Østrig er uændret
*Regeringens holdning er uændret. Vi går ikke enegang. Det vil ramme Danmark hårdt. Vi arbejder sammen med det portugisiske formandskab, og den linje er helt uændret. Det sagde statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i går som kommentar til Venstres forslag om, at Danmark inden den 1. juli skal droppe sanktionerne mod Østrig.
"Jeg tror, at det er vigtigt, når det gælder Danmarks udenrigspolitik, at vi ikke ryster på hånden. Der er så meget, der står på spil, for Danmarks omdømme og Danmarks interesser, og det må komme først," sagde Nyrup Rasmussen og tilføjede, at det vist også var det ordvalg, som Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen, selv har anvendt.
Tema side 3 og artikel på forsiden

Fransk top-politiker kaster euro-bombe
*Den magtfulde franske toppolitiker, præsident for UEN-gruppen i Europaparlamentet, fhv. indenrigsminister Charles Pasqua, kaster nu en bombe ind i euro-debatten, idet han har indledt arbejdet for at få en folkeafstemning i Frankrig inden euro-starten den 1. januar 2002.
Kravet om en fransk folkeafstemning, som Charles Pasqua fremsatte på et bestyrelsesmøde i UEN-gruppen på Christiansborg i går, vil betyde en øjeblikkelig genoptagelse af euro-debatten i Frankrig.
I en udtalelse fra Charles Pasqua hedder det: "Franskmændene kan ikke acceptere, at Frankrig afgiver århundredes monetære suverænitet uden at folket er blevet hørt."

22 Golf-soldater ønsker ny vurdering
*22 soldater, som har fået afvist eller henlagt sager om arbejdsskader efter ophold i Den Persiske Havbugt, har bedt Arbejdsskadestyrelsen vurdere deres sager på ny. Det oplyser socialminister Henrik Dam Kristensen (S) i et svar til Inge Refshauge (DF).
Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF) og Centralforeningen af Stampersonel (CS) bad i marts om at få alle sager fra Golf-området genoptaget. Forbundene henviste til en rapport fra en række læger og arbejdsmedicinere om sammenhængen mellem hudlidelser samt mavegener eller psykiske gener efter ophold i Golf-området.
Arbejdsskadestyrelsen kan ikke genoptage sagerne, men har bedt alle afviste soldater reagere, hvis de ønsker, at der skal samles flere oplysninger for at se på sagerne.

Saudi Arabien hæver mælkeforbud
*Saudi-Arabien har sløjfet sit forbud mod import af danske mælke- og mejeriprodukter efter intense forhandlinger med danske myndigheder. Forbuddet blev indført den 6. marts for dansk oksekød og mælkeprodukter, da der var fundet et tilfælde af kogalskab i en jysk besætning. Saudi-Arabien fastholder fortsat forbuddet mod import af dansk oksekød, mens Qatar også har sløjfet forbuddet mod import af danske mejeriprodukter, oplyser Udenrigsministeriet.

Det private mest fair mod kvinder
*Stadig flere kvinder når til tops i det private erhvervsliv, mens det går den anden vej i amter og kommuner, hvor kvinderne ellers udgør 77 procent af alle ansatte, viser en ny analyse.
Der er stadig en klar majoritet af mænd blandt direktører og andre topchefer både i den offentlig og den private sektor. Men mens andelen af kvinder i topchefstillinger på to år er steget fra 14 til 15 procent i det private erhvervsliv, er den faldet fra 15 til 13 procent i amter og kommuner. Tallene er offentliggjort i Dansk Arbejdsgiverforenings (DA) nyhedsbrev Agenda.
Når det gælder lønnen har de kvindelige topchefer også bedre kår i den private sektor. I en netop offentliggjort rapport om ligeløn fra Socialforskningsinstituttet fremgår det, at kvinderne har formået at udligne lønefterslæbet i forhold til deres mandlige chefkolleger i det private erhvervsliv, mens kvindelige topchefer i amter og kommuner stadig må finde sig i en mindre løncheck end mænd i samme position.

Egenbetaling øger den sociale ulighed
*Egenbetalingen for tandlægebehandling er kommet til at udgøre et stort etisk og sundhedsmæssigt problem. Dele af befolkningen får ikke den behandling, der er nødvendig, siger professor Palle Holmstrup fra Tandlægeskolen på Københavns Universitet til Aktuelt torsdag.
Nye tal fra Dansk Tandlægeforening viser, at det offentlige tilskud til tandlægeregningen fra 1980 til 1998 gradvist er blevet mere end halveret fra 44 til 20,9 procent."Det er gået for vidt. Nogle vil måske mene, at det er en prioriteringssag for den enkelte, og at Mallorca-turen skulle droppes. Men det er noget nemmere at prioritere, når man har noget at prioritere med," siger Palle Holmstrup.

Renten stiger markant
*Den Europæiske Centralbank (ECB) hævede i går renten med 0,50 procent til 4,25 procent. Det er specielt svækkelsen af euroen og den stigende import - og dermed også stigende import af inflation, der har bekymret banken.
Danmarks Nationalbank fulgte straks efter og hævede den toneangivende danske rente med 0,60 procentpoint til 4,70 procent. Dermed har Nationalbanken valgt at give renten yderligere 0,10 procentpoint for at udvide rentespændet til euro-renten.
Grunden er, at Nationalbanken siden den 30. maj har solgt valuta for cirka 10 mia. kr. Det er et signal om, at kronen har været under pres, og det er ifølge chefanalytiker i Danske Bank, Morten Kyhn, markedets reaktion på de negative euro-meningsmålinger, som gennem den seneste tid har vist en klar tendens med overvægt til nej-siden.

Tusinder på flugt i Sierra Leone
*Flere end 10.000 civile er flygtet fra byen Kabala i det nordlige Sierra Leone efter FN trak mere end halvdelen af dets tropper tilbage fra byen på grund af voldsomme kampe tidligere i denne uge, meddelte organisationen Medecins Sans Frontieres (Læger uden Grænser) i går.
FN-missionen til Sierra Leone, UNAMSIL, trak i onsdags 300 af dets 500 soldater ud af Kabala, der ligger 310 km fra hovedstaden Freetown, efter sammenstød mellem rivaliserende sierraleonske grupper natten til onsdag, sagde en belgisk talsmand for organisationen.

Solbriller er lige gode uanset prisen
*En solbrille til 20 kr. er lige så sikker for øjnene som en brille til 2.000 kr. Det viser en test af 25 forskellige solbriller i den seneste udgave af månedsmagasinet Penge & Privatøkonomi. Mange solbrillefirmaers dramatiske udtryk som 'UV400-rated', '100% UV-protection' m.v. har intet på sig: - Der er ganske enkelt ikke noget sundhedsspørgsmål overhovedet inden for solbriller.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her